Knud Holt Nielsen. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Børne- og ungdomsudvalget.
Af Knud Holt Nielsen. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Børne- og ungdomsudvalget.

Inflation i underretninger er skidt for både udsatte og trygge børn

Skrevet sammen med socialordfører Charlotte Lund
Trykt i Information 23/11

Rekordhøje 100.000 børneunderretninger på landsplan alene i 2017, betyder at familier kommer i søgelyset for bagateller, og at svigt og overgreb risikerer at drukne i mængden. Det er uholdbart.

Datteren kunne godt lide at køre på rulleskøjter til skole, og gjorde det ofte. Hun kunne til gengæld ikke altid lide sin madpakke. Og var hun nu altid klædt passende på til vejret? Nogle forhold, som for de færreste nok vil give anledning til større bekymring. Ikke desto mindre udløste det for en københavnsk jordemoder en indberetning fra datterens klasselærer til de sociale myndigheder.

Historien stammer fra Weekendavisen, der i foråret begyndte af grave i den indberetningskultur, som har bredt sig i det danske samfund.

Aldrig tidligere har så mange børn været indberettet til de sociale myndigheder, og næppe nogensinde for så lidt. Det er ikke alene mistanke om misbrug, vold eller andre overgreb, som kan resultere i indberetninger til de sociale myndigheder, nu kan det også bare handle om barnets overtøj, om det kommer for sent eller sågar, som eksemplet viser, hvordan det mon forholder sig med madpakken.

I Københavns Kommune er antallet af indberetninger simpelthen eksploderet. Alene siden 2014 er antallet af indberetninger fra medarbejdere i daginstitutioner og skoler vokset med 83 procent. En stor del af disse indberetninger viser sig imidlertid at være ubegrundede, viste svarene på en række spørgsmål Enhedslisten i september og oktober stillede forvaltningen. Mellem 30 og 35 procent af indberetningerne lukkes allerede efter den indledende vurdering som ubegrundede, og blandt de indberetninger, som udløser iværksættelse af en såkaldt paragraf 50 undersøgelse er det ydermere 15-20 procent af alle indberetninger, som ifølge forvaltningens tal ikke fører til iværksættelse af foranstaltninger efterfølgende.

Lærere og pædagoger er desværre ikke klædt særlig godt på fra deres uddannelser i, hvad man skal være opmærksom på, og hvordan man skal agere, når børn ikke trives i skolen. Hvornår skal man eksempelvis bare tage en dialog med forældrene til en skole-hjem samtale, og hvornår er der grundlag for at inddrage de sociale myndigheder?

For lige som der finder indberetninger sted, som er åbenlyst ubegrundede, så er der fortsat også børn, der går under radaren, selv om alle alarmklokker burde larme højlydt for de fagprofessionelle i skoler og daginstitutioner.

Der har jo i de senere år været en række virkelig forfærdelige sager i offentligheden, med de pædofile overgreb over for børn i Esbjerg, Tønder og Rebild som nogle af de mest kendte.

Det er da også derfor, at flere nok vil forsvare de mange uberettigede indberetninger, uanset hvor ubehagelige de måtte være for de berørte familier. Men her er det ubehagelige faktum, at der i både Tønder Kommune, Rebild Kommune og Esbjerg Kommune havde været stribevis af bekymrede og velbegrundede indberetninger. De ansvarlige forvaltninger havde imidlertid ikke reageret på disse. Man kan derfor blive bekymret for, hvis eksplosionen i sociale indberetninger, selv for banale ting som knap nok ville berettige at være et tema for en skole-hjem samtale, betyder, at de alvorlige sager simpelthen drukner i mængden.

Når der gribes til indberetning til de sociale myndigheder, så er det et udtryk for, at forklaringen på en evt. problematisk adfærd fra barnet – hvis det f.eks. er uroligt eller meget indadvendt i skolen – placeres i hjemmet og familien. Det kan således blive en måde, hvorpå eksempelvis lærere kan forskyde ansvaret væk fra skolen. I stedet for at kigge på relationerne mellem lærere og barnet og børnene i mellem i klasserummet, så placeres problemerne til ’noget’ i det enkelte barn.

Det er bekymrende, fordi vi ved, at mange børns mistrivsel hænger sammen med forhold i skolen og ikke i hjemmet. Det gælder eksempelvis for de op mod 10% af eleverne, som hvert år udsættes for mobning i landets skoler.

Vi risikerer altså, at sociale indberetninger bliver en undskyldning for ikke at arbejde med, hvad der kan være de egentlige problemer, som gør at eksempelvis at et barn er udadreagerende og har konflikter med lærere og andre børn i skolen.

En indberetning til de sociale myndigheder er samtidig et indgreb, som føles meget voldsomt for de familier, der bliver berørt af det. Det er hele deres forældreskab og evner for omsorg for egne børn, som der stilles spørgsmål ved. Hvis det eksempelvis er forældre som er skilt, så kan det udløse konflikter og mistillid mellem forældrene og dermed ødelægge deres samarbejde omkring barnet.

Det kan også skabe en mere grundlæggende mistillid til lærere og pædagoger, som lægger gift for det helt nødvendige samarbejde mellem familie og skole omkring børnene, hvis forældrene oplever en indberetning, der viser sig at være åbenlys uberettiget.

Og her er vi inde ved en væsentlig del af problemet. Fra lovgivernes side på Christiansborg har man årevis presset på for stadig flere sociale indberetninger om børn. Men det bør aldrig være et mål i sig selv. Der skal underrettes når der er en socialfaglig begrundelse, ikke for at nå en kvote.

I den nye ghettopakke trues fagpersoner tilmed med fængsel i op til et år, hvis ikke de indberetter enhver form for mistanke. Der er ingen tvivl om, at det vil føre til endnu flere uberettigede indberetninger til de sociale myndigheder, når et bredt i flertal i folketinget fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti på den måde vil demonstrere politisk handlekraft.

Som lokalpolitikere i kommunerne kan vi desværre ikke blokere for uhensigtsmæssige og undertiden direkte destruktive lovtiltag fra Christiansborg. Men vi kan – og skal – forsøge på at modvirke de uhensigtsmæssige konsekvenser af dem.

Københavns Kommune har en handlevejledning til lærere og pædagoger når de er er bekymrede for et barns trivsel. Det er efterhånden en del år siden, at den sidst blev revideret, så den bærer ikke præg af de seneste års politiske krav om en øget indberetningskultur, men heri er en indberetning til de sociale myndigheder det sidste skridt i kæden, når andre indsatser og dialog med forældrene har vist sig ikke at have forbedret barnets trivsel.

Med den eksplosion vi har iagttaget i antallet af indberetninger, er vi imidlertid bekymrede for, om det nu i stedet er blevet et af de første skridt for uerfarne lærere og pædagoger eller for medarbejdere ved skoler og institutioner i boligområder, hvor der i forvejen er udbredte fordomme om forældrenes vilje til at drage omsorg for deres egne børn.

Er der blevet foretaget uberettigede sociale indberetninger, så skal forældrenes tillid til de relevante fagpersoner genoprettes, og det ansvar må i sagens natur være skolens, institutionens og forvaltningens. Men i kommunens vejledning om lærere og pædagoger står der intet om behovet for at genoprette tillid og retablere et samarbejde med forældrene, endsige hvordan man kan sikre dette, i tilfælde i af at en lærer har grebet til en social indberetning, som efterfølgende viser sig at være grundløs.

Vi er nødt til at gøre det bedre. Vi har ikke brug for at antallet af indberetninger bare bliver flere, når det betyder, at der blot kommer flere der viser sig at være uberettigede, vi har brug for bedre indberetninger.

Vores lærere og pædagoger skal klædes bedre på i København gennem formaliseret efteruddannelse, så indberetningerne er bedre begrundede, og de alvorlige sager ikke drukner i bagateller, der aldrig burde have resulteret i en henvendelse til de sociale myndigheder. Har der været foretaget indberetninger, som viser sig at være åbenlyst uberettigede, så skal der være nogle klarere procedurer for, hvordan institutioner og skoler kan genskabe tilliden og genoprette samarbejdet med forældrene.

Det sidste der skal gøres er imidlertid bare at fortsætte den kurs, som flertallet ønsker på Christiansborg, hvor en stigning i antallet af indberetninger er blevet et mål i sig selv for at demonstrere politisk handlekraft.