Det var med forsigtig optimisme, at jeg for nylig fandt min plads i toget fra København til Aalborg, hvor KL havde inviteret til Kommunaløkonomisk Forum (KØF).
Her mødes borgmestre, byrådsmedlemmer, kommunaldirektører med flere for at dele viden og erfaringer på tværs af kommunegrænser.
Jeg håbede, at konferencen som minimum ville bringe nye indsigter med sig. Jeg havde også en forventning om, at KL ville spille lidt med musklerne og måske endda vise lidt kampgejst forud for de kommende økonomiforhandlinger med regeringen.
Desværre forlod jeg konferencen med en ærgerlig følelse i kroppen. Det er der tre grunde til.
Intet nyt under solen
For det første udeblev de helt store åbenbaringer på årets KØF. De samme pointer fra Tranæs-rapporten, der udkom i foråret, blev gentaget til bevidstløshed. Misforstå mig ikke – det er absolut relevant at diskutere Tranæs-udvalgets rapport, og vi venter alle i spænding på næste runde. Men nu har vi vendt og drejet den første del af rapporten i mere end et halvt år. Vi må da snart være nået dertil, hvor diskussionen og rækken af ord bliver omsat til konkret handling.
Jeg oplevede også, at mange af de løsninger på socialområdets problemer, der blev præsenteret på KØF, er nogle, som vi allerede arbejder med i København og andre kommuner i større eller mindre grad.
Eksempelvis forslaget om, at kommunerne skal sætte ind tidligere i forhold til udsatte børn og unge, så vi kan sænke antallet af anbringelser, der måske kunne have været undgået med den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Det er et fint forslag og en god idé, som vi har arbejdet målrettet med i Københavns Kommune siden 2021.
Det blev også foreslået at udbygge den kommunale botilbudskapacitet. Men udover at det tager tid, så forslår et par hundrede millioner kroner i en fælles pulje til 98 kommuner som en skrædder i helvede.
Accepterede sandheder
For det andet spredte der sig på årets KØF en grundlæggende idé om, at prisen for offentlige serviceydelser stiger og stiger, uden at produktiviteten følger med. Idéen er inspireret af den amerikanske teoretiker og meget produktive forfatter William Baumol, der døde i 2017.
Men at påstå, at produktiviteten i den borgernære velfærd ikke er steget, er ganske enkelt ikke korrekt. Tænk bare på udviklingen af velfærdsteknologi på sundhedsområdet, og hvor mange flere mennesker vi hjælper på social- og ældreområdet i disse år. For ikke at nævne hospitalerne.
Derudover mener jeg slet ikke, at produktivitet skal være en styrende faktor i et sundt velfærdssamfund. Det gør intet godt for kvaliteten, hvilket minuttyranniet i ældreplejen har fortalt os igen og igen. Jeg troede egentlig, at vi var blevet klogere og var på vej i en anden retning.
Kassen er lukket
Den tredje grund til, at jeg gik skuffet fra årets KØF, er, at KL ikke har et højere ambitionsniveau for socialområdet.
Det er efterhånden velbeskrevet, at udgifterne til det specialiserede socialområde er eksploderet. Og hvem har betalt regningen? Det har landets kommuner uden den mindste hjælp fra regeringen. Milliarderne er strømmet ud af kommunekasserne, og hullet er så stort, at det er som at stoppe revner i en dæmning med popcorn.
På KØF stod det lysende klart for de fleste, at KL stiltiende har accepteret, at det specialiserede socialområde ikke får den nødvendige økonomiske indsprøjtning fra staten. KL kæmper tilsyneladende alene for nye styringsredskaber, som for eksempel prislofter på private botilbud, men har droppet kampen for at skaffe flere penge til socialområdet.
Det er dybt skuffende og utilgiveligt, hvis der ikke kommer penge fra regeringen til socialområdet, og det kan undre, at KL’s tilgang er så defensiv, at man går efter et redskab, som ikke får en effekt de næste mange år. Særligt når KL forventer, at kommunernes udgifter til socialområdet i 2024 stiger med yderligere to milliarder kroner.
Det er, som om man har viftet med det hvide flag, før kampen er gået i gang.
Fremtidssikring af socialområdet i København
Selvom socialområdet helt åbenlyst ligger langt nede på prioriteringslisten hos regeringen, så har jeg på ingen måde tænkt mig at opgive kampen for, at kommunerne får en andel af de milliarder af kroner, som Finansministeriet igen og igen beretter om findes i statens dybe lommer.
Men vi kan ikke længere vente på handling fra Christiansborg.
Derfor har vi sat gang i et omfattende analysearbejde i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, der skal give et tydeligt fingerpeg om, hvad vi skal bruge kræfterne på, og hvad vi ikke længere skal bruge ressourcer på. Det vigtige for mig er, at vi får bedre muligheder for at kunne prioritere de tidlige og forebyggende indsatser, som vi ved virker, men som indtil nu er blevet sparet væk
Vi må og skal skabe trygge rammer for samfundets allermest udsatte mennesker og de mange medarbejdere, som knokler så hårdt hver eneste dag for at hjælpe dem. Og hvis ikke regeringen vil tage ansvaret, så må vi i kommunerne stå sammen og overtage det.
Blogger: Karina Vestergård Madsen, Socialborgmester Enhedslisten
Bragt på Altinget.dk 31/1-24