Usympatiske DSB

Dårlig larmende musik. Det er DSB’s plan for at forhindre hjemløse o.l. i at få lidt varme på stationerne i den isnende februarkulde, og det er da ærligt talt et utiltalende initiativ.

På 15 stationer i landet kan du for tiden risikere at blive generet af høj og diffus musik. En af dem er Vanløse Station i København. Det skyldes, at DSB ønsker at skræmme hjemløse og psykisk sårbare mennesker væk, og det er burde de ærligt talt holde sig for gode til.

Byens rum er for alle københavnere, det er også deres by. Og derfor bør vi holde fast i at både udsatte og alle andre kan have adgang.

Utryghed er et reelt problem og sikkert også begrundelsen for den usympatiske larm fra DSB. Men vi skaber ikke mere tryghed ved at skræmme folk fem meter ned ad gaden, snarere tværtimod. Det skaber vi ved en socialfaglig indsats, og ved at myndigheder som psykiatri og politi tager opgaven alvorligt. Ikke ved at chikanere sagesløse mennesker.

Vi kan ikke acceptere, at København er en by, der sender et signal til sine svageste borgere om, at de ikke er velkomne i byen. For det er de, de er også en del af København.

Vi skal bekæmpe hjemløshed – ikke de hjemløse. Derfor er designløsninger, der forhindrer hjemløse i at tage ophold, den skrupforkerte vej at gå.

DSB drives som virksomhed, men ejes af fællesskabet, og det er et fattigt fællesskab, der skræmmer de allermest udsatte ud i kulden.

Så skru lige lidt ned, DSB. Det der skingre niveau klæder jer ikke!

Blogger: Charlotte Lund, medlem af Socialudvalget i Københavns Borgerrepræsentation

Bragt i Politiken d. 17. februar 2024