Vi kan og skal stå sammen imod menneskehad. Vi kan stå for ideen om konstant forbedring og udvikling i den rigtige retning med FN’s vedtagelse af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948. Lad os starte i København.
FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev udformet efter Hitlers grusomme overgreb mod civile. Overgrebene ramte ikke kun jøder, der dengang udgjorde flertallet af minoriteter i Europa, men enhver kunne blive ramt, hvis man lignede en araber, asiat, afrikaner, havde et handicap eller blot var imod hans ideologi. Desværre findes disse kræfter stadig.
Samtidig ser vi en kløft mellem generationer om fremtidens fred og ressourcer. Et aktuelt eksempel er konflikten i Palæstina, hvor unge over hele verden deltager i fredelige demonstrationer. Det er et tegn på, at vores unge engagerer sig i demokratiet.
Det palæstinensiske folk har troet på FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, men de har ventet i for mange år. Det er kun USA, der kan stoppe konflikten. Derfor undrer jeg mig over, at USA giver massevis af våben og 3.8 billioner dollars årligt til Israel. Jeg kunne godt forestille mig, at disse våben ikke er gratis.
Samtidig chokerede det mig, da jeg sidste år besøgte Boston sammen med beskæftigelses- og integrationsudvalget i Københavns Kommune. Her så jeg med mine egne øjne, hvor stor uligheden er. Nogle danskere bosat i Boston fremhævede den store ulighed i byen men også det høje skattetryk som bl.a. går til uddannelses- og sundhedssystemet. Hvad får samfundet ud af det, når vi ser så mange hjemløse på gaden? Et anderledes indblik fik jeg, da jeg på samme turbesøgte en somalisk kulturforening, som har skabt eget sikkerhedsnet med fælles betaling for sundhedssystem, uddannelse, begravelse osv.
Når det kommer til den grønne bevægelse, er de unge bekymrede, fordi de har forstået, at vi kun har én planet. Unge er i virkeligheden bedre oplyst end ældre generationer, og de mener, at vi ikke har gjort nok i mange år. De efterspørger større visioner, som vi er nødt til at lytte til for at skabe global trivsel med fred, investere i uddannelse, sundhed, afskaffe fattigdom og tage hensyn til bæredygtighed og grøn udvikling.
Jeg mener bestemt, at alle kommuner gør det godt i kampen for inklusion. F.eks. har vi i Københavns Kommune gjort meget for etniske minoriteter. Det kan man se på uddannelsesfrekvensen for indvandrere og efterkommere, der er steget fra 46 procent i 2008 til 72 procent i 2019. Og alene at i perioden 2019 til 2022 er andelen, der har gennemført en videregående uddannelse i København steget fra 43 pct. til 48 pct.
Mange etniske minoriteter, der er vokset op i Danmark, har en stærk tilknytning, fordi de kan se, at uligheden ikke er som i andre lande. Vi prioriterer velfærd og det er gavnligt at betale skat, fordi vi får så meget tilbage. Vi er heldige, at mange københavnere er veloplyste, hvilket betyder minimal racisme og diskrimination. Men velfærden skal stadig huske at værne om den.
Vi bør alle huske på, hvorfor vi har skabt de brugbare idealer i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder. I virkeligheden kan vi forebygge had og fremme kærlighed fra vuggestue til folkeskole ved at lægge endnu mere vægt på etik og menneskerettigheder. Vi har så mange nationaliteter i København og vi nyder mangfoldigheden. Lad os bane vejen for en endnu bedre by med respekt for hinanden. Vores børn skal aldrig opleve racisme uanset om det er islamofobi, afrofobi, antisemitisme eller kønsdiskrimination. Vi er alle lige meget værd.
Blogger: Hassan Nur Wardere, medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Københavns Kommune