SOM DET FREMGÅR af en række artikler i Politiken fra den seneste måned, er der klare signaler fra forældre og lærere om, at København med etableringen af Harrestrup Å Skole har overskredet grænsen. Harrestrup Å er planlagt til at skulle rumme 11 spor – det vil sige 300 på hver årgang og op mod 3.000 elever i alt. Til sammenligning har den næststørste skole i København syv spor og 1.200 elever. Debatten om den bedste skolestørrelse er landsdækkende. Jeg har været en del af den københavnske debat siden 1970″erne, hvor jeg var aktiv i fælleselevrådet.
Omkring 2010 var jeg som far involveret i protester mod en sammenlægning af fire folkeskoler på Amager. Siden 2013 har jeg været skoleordfører for mit parti i Borgerrepræsentationen, mens debatten om nye skoler, deres størrelse og deres struktur hyppigt er blusset op under indtryk af forslag om skolesammenlægninger og nybyggerier.
Der er fire forhold, som afvejes. Det er – skolens forankring i et lokalsamfund
– den bedste anvendelse af budgettet
– teenagernes særlige behov og – afstanden mellem skolelederen og skolens personale, elever og forældre. FOLKESKOLER SKAL have et skoledistrikt.
Skoledistrikters udstrækning betyder meget for trafiksikkerheden, for forældres tilbøjelighed til at lade børn færdes på egen hånd og for børns muligheder for at besøge hinanden.
Der skal helst ikke være for langt, men det er som regel ikke afstanden i meter, der er det store problem i København.
Det er brede floder af biler i fart, som kan hindre et stærkt fællesskab mellem elever og forældre om den lokale folkeskole.
Kirsebærhaven – en af de tidligere selvstændige skoler, som nu indgår i Harrestrup Å – ligger syd for en sådan flod af biler. En mindre del af Kirsebærhavens gamle skoledistrikt lå nord for bilernes malstrøm, men den havde indskrevet over halvdelen af de skolesøgende børn syd for indfaldsvejen Folehaven, hvor det meste af distriktet og skolen selv befandt sig. Forankring i et kvarter kan gå tabt, når skolens distrikt pludselig vokser voldsomt. Forholdet mellem Kirsebærhaven og dens kvarter havde gennem tiden udviklet sig og skabt et fællesskab i området.
Et centralt eksempel på dette var, at optræden og deltagelse fra skolen indgik som en naturlig del af den årlige Folehavefestival. Den flere årtier gamle tradition for skolens engagement i en festlig weekend er ikke opretholdt, efter at Kirsebærhaven er blevet en skoleafdeling i Harrestrup Å og størstedelen af skoledistriktet nu ligger nord for Folehaven.
Folkeskoler har stramme budgetter til drift. Skiftende regeringers signaler om, at kommunernes budgetter også vil blive barberet langt ud i fremtiden, har skabt et politisk pres for mere stordrift. Regnearkene viser, at der langsigtet er penge at spare, hvis der investeres i at skabe større skoler.
Det centrale regnestykke bag den driftsøkonomiske fordel er, at store skoler nemmere og hurtigere kan slå klasser sammen.
Hvis der er tre spor på en skole, så skal klassekvotienten på en årgang ned under 19 elever, førend tre klasser kan blive til to med de maksimale 28 elever i hver. Men på en skole med syv spor kan der spares en klasse, lige så snart kvotienten rammer 24 elever. Der vil altså på en stor skole være mulighed for at have flere elever per lærer i gennemsnit. Det er mange penge i driftsbesparelser på et regneark.
Til gengæld ser den form for planlægning af stordrift bort fra de omfattende gevinster ved nære relationer og kontinuitet. Forskning i undervisning har gjort disse gevinster endnu mere tydelige i de seneste år.
Det er imidlertid svært at lave en helt entydig regnearksøvelse, som for eksempel kan vise, at Louise Klinge har ret. Klinge har med sine feltstudier påvist, at undervisningen først kan styrke elevernes trivsel og faglighed, når der er et nært tillidsforhold mellem lærer og elev.
Så selv om det kan være svært at få ind i et regneark, kan det være samfundsøkonomisk meget dyrt at bryde et sådant nært forhold.
Vi ved faktisk godt, at den gode chance for, at en elev med en belastet baggrund ender med at blive dygtig og velfungerende, formindskes, hver gang der er et opbrud i skolens nære relationer. Når der dannes nye klasser på en årgang, så belaster det ikke relationerne nær så meget på en mellemstor skole, hvor tre klasser på en årgang bliver til to, som på en meget stor skole, hvor syv klasser bliver til seks.
De lærere, der har samarbejdet om en syvsporet årgang på 200 elever, har ikke haft samme muligheder for at opbygge nære relationer til alle årgangens elever, som de lærere, der startede samarbejdet om en årgang på 75 elever.
KØBENHAVN HAR ekstraordinært mange klassesammenlægninger. Kommunen mangler teenagere i hverdagen.
Vi har en skævhed i den skolesøgende befolkning, for vi er mange flere 6- årige, end vi er 16-årige.
Samtidig ved vi, at rigtigt mange 12- 16-årige elever har brug for at forfølge selvvalgte dygtiggørelsesprojekter for at være i trivsel og udvikle sig. Hvis du vælger din idræt som 12- eller 13-årig, har du en særlig fin chance for at blive mester i de fleste discipliner.
Du kan også blive rigtigt glad for og måske god til en særlig interesse, hvis du har kyndig vejledning i at digte, jonglere, spille, snedkerere, tegne, kigge fugle, forbinde processorer, observere stjerner eller sy rollespilskostumer.
Den skolepolitiske opmærksomhed på behovet for at skabe skoleenheder, der kan rumme en bred vifte af de unges identitetsskabende interesser, har i perioder overskygget behovet for at skabe stabile relationer.
Selv om de driftsøkonomiske argumenter også lurede i baggrunden, var det især teenagernes adgang til mere specialisering, der stod i første række blandt motiverne bag etableringen af det såkaldte “firskolesamarbejde” på Amager, der blev vedtaget af et flertal i 2011.
Fire godt fyldte folkeskoler skulle ind i et samarbejde: Tre skoler skulle stoppe efter 6. klasse, mens den fjerde – Højdevangens – skulle samle 7.-9.
klasserne og danne klasser efter elevinteresser.
I perioden op til vedtagelsen af den nu fejlslagne skolereform blev Højdevangens udpeget som et lysende eksempel på stordriftens fordele i udskolingen.
»Højdevangens Skole laver linjer og undervisning, som rammer de interesser, de unge har. For de kan godt begejstres.
Faktisk er det meget simpelt.
Brænder man for noget og får lov til det, så leverer man også rigtig meget. Og ved at samle så mange unge på én skole har vi mulighed for at have flere linjer, end vi ellers ville have haft«, fortalte daværende skoleborgmester Anne Vang (S) til Politiken den 8/1 2013. Det tog en del år, før Højdevangens Skole ikke længere havde rigtigt mange elever i massiv mistrivsel. Skolen konkluderede selv i januar 2018, at det ville være bedre, hvis den nye klassedannelse ikke faldt sammen med “eksistentiel usikkerhed og hormonelle svingninger”.
Skolen forlod den interessebårne klassedannelse og gik over til at danne klasser med afsæt i pædagogiske hensyn og de tre “fødeskolers” indgående kendskab til eleverne i sjette klasse. Trivselstallene blev bedre, mobningen aftog, men det er ikke blevet helt godt endnu med Højdevangens tal. DER ER STORE FORDELE ved at møde pubertetens nye hormoner sammen med et kendt fællesskab. Det vil åbne for en mere empatisk modvægt til de nye, ukendte impulser. Så kontinuitet fra 6. til 7. klasse er vitterligt blevet en mere central prioritering i de skolepolitiske forhandlinger. Lidt interessant i denne sammenhæng er det, at den københavnske folkeskole, der havde de bedste trivselstal sidste år, er en af de tre folkeskoler, som siger farvel til eleverne, når de skal op i syvende klasse på Højdevangens. Store skoler kan også ses som en vej til at efterkomme skiftende regeringers ønske om at spare penge på administration.
Logikken er, at der ikke behøves tre gange så meget løn til ledelse for at drive en skole, der har tre gange så mange elever.
Skolen skal tilsvarende også kun have midler til at drive en enkelt bestyrelse.
Dette forslag var allerede i spil, da diskussionen handlede om, hvorvidt de fire skoler på Amager skulle samles under en leder. Det faldt imidlertid, og de fire skoler fik heldigvis hver sin ledelse. Udvidelsen af Skolen på Islands Brygge på en ny matrikel blev omvendt ikke til en ny skole. Et snævert flertal samlede skolen under samme hat.
Den nye skole på Vesterbros tidligere godsbaneområde, der blev bestilt af politikerne sidste år, kunne være blevet underlagt en eksisterende folkeskole, men et snævert flertal gik den anden vej og valgte at gøre den til en ny selvstændig enhed. I tilfældet Harrestrup Å valgte et flertal med 2021-budgettet, der havde tilslutning til Lynetteholm som adgangskrav, at samle to eksisterende skoler, Kirsebærhaven og Lykkebo med en kilometers afstand, under samme hat som en bestilling på en ny skolebygning til de ældste klasser på Torveporten i Valbys forladte grønttorv.
Den nye skolebygning er under opførelse og vil under alle omstændigheder blive tildelt de ældste elever i området. Men debatten om det fornuftige i at etablere skoleledelse på en kilometers afstand er for alvor blusset op efter tydelige tegn på, at ledelsen af skolen ikke har formået at skabe rammerne om en lydhør behandling af lærere og forældres udpegning af stærkt kritisable forhold på Kirsebærhaven.
Selv om skoleborgmester Jakob Næsager (K) fortsat lurepasser, er der et opbrud på Rådhuset, blandt andet i Venstre, som kan lede til en fornyet politisk behandling af, hvorvidt de folkevalgte med denne erfaring in mente finder det forsvarligt kun at have en skoleleder for en mega-skole med tre ganske store enheder, der hver ligger en kilometer fra hinanden adskilt af hovedfærdselsårer. Måske kunne konflikterne på Kirsebærhaven løses, hvis en lokal leder fik medog modspil fra forældre i en skolebestyrelse, der kun omfatter deres egen lokale skole.
FORNEMMELSEN AF, at skoler kan blive for store, var allerede en del af det københavnske bystyres overvejelser i 1800-tallet.
Således forkastede Borgerrepræsentationen i 1869 en idé om at bygge en skole til 1.500 elever. Det helt centrale argument var, at ingen inspektør ville kunne overskue og klare at arbejde med så mange elever og deres forældre på en gang. Der opstod derefter en langvarig indbyrdes politisk forståelse på rådhuset for, at en skoleleder ikke skulle have flere elever på sin skole, end lederen faktisk kunne overskue, og at dette maksimale antal elever var 1.000. Under byens store vækst omkring år 1900 betød denne overgrænse for skolers størrelse, at kommunen etablerede en del nye skoler på nabogrunde til eksisterende skoler.
I TAKT MED at nye krav til skoledriften nærmest har fordoblet behovet for kvadratmeter per elev, har byen sammenlagt skoler, der var naboer. Kun i et tilfælde har det betydet, at en skole overskred de tusind, som i 1800-tallet blev valgt som grænsen for en skoleleders myndighed, men det var kun, fordi et flertal vedtog, at den ikke “kun” skulle være på de seks spor, som de to sammenlagte skoler havde i samlet kapacitet, men at den skulle have ny kapacitet, så den kom op på syv spor.
Sammenlægning af de gamle københavnerskoler, der lå lige ved siden af hinanden, har ikke været smertefri, men har skabt skoleenheder, der mere naturligt kunne være et centrum for at samle lokalsamfund på tværs af kulturelle og sociale skel. Sådanne sammenlægninger har de sidste årtier ledt til dannelse af Amager Fælled Skole, Vesterbro Ny Skole og senest den syvsporede Damhusengens Skole. Når vi nærstuderer trivselstallene for 2023, ses en svag tendens til, at de største skoler har lidt mere mistrivsel. Store skoler kan godt være gode, men er det sjældnere.
Sammenfattende ser mit politiske kompas i sager om skolestørrelse således ud: Vi skal planlægge skolerne, så de kan blive naturligt forankret i et sammenhængende distrikt. Vi skal prioritere optimale muligheder for velfungerende rammer om undervisningen.
Selvvalgt dygtiggørelse skal gives bedre muligheder, men ikke på bekostning af de stabile relationer mellem elever og lærere.
LEDELSE skal være lokal. Også i 2020″erne og 2030″erne bør den holde sig under grænsen fra 1800-tallet og ikke omfatte skoler med flere end tusind elever. Dermed kan vi ikke løse skolens mange problemer, men vi kan øge chancen for lydhørhed i skolens relationer.
Kronik trykt i Politiken 2. april 2024.
Skrevet af Gorm Anker Gunnarsen, medlem af Børne og Ungdomsudvalget for Enhedslisten