Legalisering er løsningen

Først den dag, hvor hash kan sælges legalt, så vil vi slippe af med volden og kriminaliteten.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen vil gerne lukke Pusher Street. Det er vi mange der gerne vil. Det forråede og anspændte miljø er omkring hashhandelen er ødelæggende for både Christiania og København.

Men der er en årsag til at det ikke er lykkedes at lukke handlen på trods af at politiet har 30 års forsøg.

For markedet forsvinder ikke selvom Pusher Street omdannes til legepladser og streetart mekka. Det flytter højst et andet sted hen.

Og volden og kriminaliteten forsvinder heller ikke. Så længe der er milliarder at tjene på hashhandlen, så vil der være konkurrerende bander, der forsøger at sætte sig på det marked.

Først den dag, hvor hash kan sælges legalt, så vil vi slippe af med volden og kriminaliteten.

I Københavns Borgrepræsentation, har vi et forslag til en forsøgsordning liggende klar den dag, hvor regeringen giver os lov. Der er tale om en tre-årig forsøgsordning, hvor personer over 18 år vil kunne købe hash legalt fra 5-6 kommunale udsalgssteder. Salgsstederne skal være bemandet med sundheds- og socialfagligt personale, der kan oplyse om afhængighed og gribe fat i unge med sociale udfordringer. Selve hashen skal også dyrkes legalt af det offentlige, så man heller ikke af den vej understøtter den organiserede kriminalitet.

Efter hånden er der mange vestlige lande, der har indset at forbuddet har spillet fallit og den tyske regering har også varslet et lovforslag, der vil legalisere hash. Dermed tilslutter de sig lande som Holland, Portugal, Canada og 19 amerikanske delstater, der på forskellig vis hare gjort det samme.

Blogger:
Gyda Heding, medlem af Socialudvalget for Enhedslisten

Trykt i Politiken 3/7-2023