Borgmester Cecilie Lonning kommenterer TV2-udsendelsen om Fredens Havn i et indlæg i Information d. 12.4. Hun skriver, at de flydende hjem hurtigt muligt skal fjernes af hensyn til den smukke natur. Hvad hun ikke skriver er, at København har en fortælling om, at der skal være plads til alle. Også til dem ”som ikke har en klar skillelinje mellem hverdag og fest”, som der så fint bliver sagt i programmet. Man skal kunne tåle noget, hvis man vil bo i en storby. Vi bor tæt på hinanden. Mennesker larmer, unge fester, naboer skændes og børnene spiller fodbold i gårdene. Og vi skal tåle socialt udsatte som har en særlig måde at være på. Det betyder ikke, at ”alt er tilladt”, men at vi skal være åbne for, at vi ikke har de samme værdier og må gå på kompromisser. De mennesker som bor i Fredens Havn har for nogles vedkommende boet der i 15 år, og -. som en af beboerne siger – ”da jeg flyttet herud, var det som at bo på landet”. På det tidspunkt var der ingen, der bekymrede sig for området og var bekymrede for, at naturen blev spoleret. For det er ikke naturen, der har forandret sig, eller beboerne i Fredens havn, der har forandret sig – det er lokalområdet – med de mange nye beboere – der har forandret sig. Konflikten er opstået fordi resursestærke mennesker nu bliver konfronteret med resursesvage mennesker. Som vi har set det ske på Vesterbro, hvor resursestærke tilflyttere ikke kan acceptere beboerne på Mændenes Hjem, selvom ”de kom først”. Vi skal alle være i byen. også de udsatte.