Tak for invitationen til at tale her ved Mjølnerparkens fest for mangfoldighed. Jeg har forstået, at der også er inviteret politikere fra de andre partier, men at de ikke kunne. Så er der lidt mere tid til, at jeg kan fortælle, hvorfor det er sund fornuft at være modstander af den asociale lov om at nedlægge almene boliger.
Hvis du er rig, kan du vælge frit på det storkøbenhavnske boligmarked. De rige har det dog med at vælge ens og derfor klumper de sig sammen i bestemte områder. De rige fravælger bestemte områder, som de fattige så er flyttet ind i. Det, der er tilbage, når de rige har valgt, det bliver boliger for de fattige. Sådan er den uregulerede kapitalisme.
I 1800-tallets kapitalistiske København betød det, at fattige boede så dårligt, at København kun voksede, fordi der hele tiden var indvandring af unge fra Jylland, Lolland, Sverige og Polen. Hvis du blev født af fattige forældre i København, bidrog du sandsynligvis ikke til at byen voksede – dine levevilkår og i særdeleshed din bolig var så usund, at du sandsynligvis ville dø inden du selv fik levedygtige børn.
Københavns bystyre gennem stort set hele 1900-tallet var båret af et socialistisk inspireret ønske om at modvirke denne usle side af kapitalismen og skabe gode boliger for mennesker med få penge og lille indkomst. Fra Rådhuset udgik en politik, der uden om kapitalismens profitstyring understøttede levedygtige byggeforeninger, almennyttige boligselskaber og kommunalt boligbyggeri.
Det som fattige københavnere kunne forvente af de boliger, der blev levnet til dem, fik en langt højere standard. Opvarmning, ingen fugt, mange flere kvadratmeter boligareal per person, adgang til bad og toilet i hjemmet, gode køkkener og muligheder for at lege i åbne områder med lys og luft – alle standarder blev hævet massivt ved at bygge gode boliger, som selv de fattige kunne betale.
Mod slutningen af 1900-tallet flyttede storindustrien ud af København. Vi holdt op med at bygge store skibe, samle elektronik, sy tøj og fremstille kemikalier. Det var industrier som ellers fra 1960erne havde arbejdspladser for mange indvandrere fra Sydøsteuropa og Vestasien. Og mens fattige københavnere mistede muligheder for at finde industriarbejde, blev byens socialdemokratiske styre desperat for at finde alternativer.
Socialdemokraterne valgte asocialt. De valgte at erstatte de gode sociale idealer om en byfornyelse, der gavner alle, med at åbne for massiv fornyelse af beboere. Altså udskiftning af befolkning – i stedet for langtidssikring af boliger til alle, der bor i byen.
København fik færre indbyggere efterhånden som de kommunale boliger blev solgt til private, der havde råd til at låne penge. Mange gode toværelserslejligheder blev lagt sammen, så lejen i en dobbelt så stor lejlighed kun var til at betale med en høj indkomst. Udviklingen betød, at højtuddannede og rige valgte at bo mange af de steder, hvor de fattige ellers havde boet. Færre boliger blev levnet til de fattige. De flyttede til lave huslejer i Ishøj eller måske helt til forladte landarbejderboliger på Lolland, hvor mange københavnere oprindeligt kom fra for tre-fire generationer siden.
Enhedslisten voksede frem i 1990erne som en del af et stort mindretals protest mod denne asociale politik, og vi oplevede i partiet en stor tilgang af utilfredse socialdemokrater og SFere, der holdt fast i, at de fattige fortsat skal kunne finde bolig i København.
Presset fra københavnere med interesse i en billig bolig er blevet stærkere i de seneste år. Enhedslisten er også blevet større. Og også SF og Socialdemokraterne, som Enhedslisten kan danne flertal med, har indset, at vi nu mangler de billige toværelserslejligheder i byen. Til gengæld er boligspekulationen også blevet styrket i en uhyggelig grad. Selv om vi tjener mere, så bliver en stadig større andel af vores indkomst brugt på at betale for boligen. Prisen presses op, fordi spekulanterne kan presse den op.
Da jeg selv begyndte at samle flasker for at købe sodavand for snart fem årtier år siden, kostede en grøn sodavand lidt over en krone. Det kan stadig lade sig gøre at finde sodavand til den pris. Da jeg flyttede hjemmefra for knap fire årtier siden, havde jeg held til at finde en god toværelseslejlighed med en husleje på lige over tusind kroner om måneden. Dengang havde jeg over halvdelen af min uddannelsesstøtte tilbage efter jeg havde betalt husleje. Vis mig en udeboende Københavnsk studerende i dag, der betaler under halvdelen af sin SU i husleje. Og hvorfor koster øl og sodavand det samme som i 1970erne, mens boligprisen er tidoblet? Prøv at svare på de spørgsmål uden at overveje om det kunne være et resultat af spekulation i boligpriser. Kapitalismen er bedre til at skaffe os billig øl og sodavand, end den er til at skaffe os billige boliger.
Når vi lader kapitalismens jagt på profit bestemme prisen på bolig, så kommer boligen til at koste det, som velstående folk har penge nok til at betale. Vi skal simpelthen i København have en massiv tilstedeværelse af boliger, der ikke prissættes af markedets efterspørgsel. Ellers har de fattige ikke noget sted at bo.
Og så er det oplagte spørgsmål: Hvorfor i alverden har Socialdemokratiet og SF, der gennem historien har været tilhængere af boligbyggeri for de fattige, lagt linjen om. Hvorfor vil de lade et problem, der er skabt af en kapitalisme, hvor de rige hamstrer gode boliger, ofte uden at de selv bor i dem, blive løst ved at tvangsflytte fattige? Hvorfor vil de nedlægge flere hundrede billige almene boliger her i Mjølnerparken? Det er det egentlige spørgsmål, men det er desværre ikke det spørgsmål, som dominerer debatten.
Målet om social integration er ædelt og smukt. Vi har brug for at kende hinanden – også på tværs af indkomst og uddannelse. Men hvorfor er det så ikke de rigeste, der skal integreres? En del af svaret er, at den oprindelige betydning af integration er gået tabt. For integration handler ikke på Christiansborg om at vi indretter os efter og tager hensyn til hinanden i gensidig forståelse. Integration er blevet til noget en dominerende gruppe gør ved mindretal. Det er blevet en ensrettet gade, hvor al trafik skal gå i en retning. Integration er at blive helt som flertallet. Jeg vil hellere have, at det betyder det samme som før i tiden, nemlig at vi skaber et mangfoldigt fællesskab.
Flertallet på Christiansborg kan ikke begrunde deres udskiftning af beboere og fordyrelse af Mjølnerparkens boliger med, at de ønsker at tjene boligspekulationen. De er heller ikke det, som de har lagt vægt på i den offentlige debat. De har i stedet sat fokus på to andre forhold: Kriminalitet og herkomst. Når folk begår strafbare handlinger, mener jeg, at skylden og straffen skal bæres af den person, som har begået den strafbare handling. Vi har ikke en retsstat, hvis myndighederne straffer en bager, fordi smeden har begået mord. Wessels to hundrede år gamle historie om at rette bager for smed burde på alle mulige måder være en advarsel mod at overføre skylden til andre – eller at arbejde med kollektiv straf. Hvorfor blev alle tyskere ikke tvangsflyttede ud af Sønderjylland og København efter 2. verdenskrig? Det var fordi retsstatens princip om individuel straf hæmmede hævnfølelsen over for en hel gruppe – og Vesttysklands senere socialdemokratiske kansler Willy Brandt – og med ham også den forrige generation af danske socialdemokrater – formåede at holde fast i, at der både var forbrydere og andre tyskere. Andre tyskere skulle ikke straffes, mens nazistiske bødler skulle straffes som individer.
Jeg finder det dybt krænkende, at kriminalitet, som engang blev begået af beboere i Mjølnerparken – og hvor straffen tilmed er afsonet, kan lede til at andre beboere i Mjølnerparken mister deres bolig. Jeg finder det endnu mere krænkende at herkomst kan være med til at begrunde tvangsflytninger. Hvad vil det sige at være klassificeret som ikke-vestlig? Ordet vestlig er tømt for retningsfornemmelse, når du har en danske forældre, der er født som argentinere, så er du ikke-vestlig, mens dine australske forældre gør dig vestlig, selv når du ikke er dansk statsborger.
Verdenshjørnerne og orienteringssansen er gået helt i kuk, som hvis vi i København byttede rundt på navnene Nordhavn og Sydhavn eller Østerbro og Vesterbro. Og endnu mere kuk er det at finde ud af, hvorfra begreberne stammer, hvis det ikke lige er fra fordomsfuldhed i befolkningen. Jeg har i hvert fald svært ved at se klarhed i principperne bag dette skel mellem vestlig og ikke-vestlig. Det handler ikke om danskere eller ikke-danskere. De er ikke EU-borgere eller borgere uden for EU. Det er noget andet, men hvor kommer det fra???
Og når det så oven i købet bliver mere strafbart at begå strafbare handlinger i områder med mange ikke-vestlige indbyggere end det er i områder med klar dominans af vestlige indbyggere, så mener jeg, at den danske stat har bevæget sig ind i et retspolitisk territorium som det 20. århundredes forbrydelser mod menneskeheden, fascisme og apartheid, burde have lært os, at vi aldrig mere må bevæge os ud på.
Lighed for loven og respekt for mangfoldigheden har den samme dybe rod i at kunne se menneskelighed i ethvert andet menneske uanset herkomst – og at den straf, du får tildelt ved domstole, ikke bygger på herkomst.
Jeg har fulgt godt med i politik siden jeg var ganske ung. Dengang synes jeg at apartheid-systemet i Sydafrika var det mest afskyelige lovsystem, nogen del af menneskeheden var udsat for. Hvis du i alment omdømme var ikke-europæer – altså at du ikke lignede eller lød som en europæer, så straffedes du hårdere, du måtte ikke få gode job, du måtte ikke eje en stor fiskerbåd, du måtte ikke stemme ved valg og du måtte ikke bo inde i de store byer.
Vi var mange, der var med til at sikre at apartheid blev isoleret internationalt, og at den brede mangfoldige bevægelse mod apartheid fik styrken til at afskaffe de racistiske love. Bredden og mangfoldigheden var det middel som op gennem 1980erne lagde et sigende pres. Fordommene blandt den brede befolkning faldt, også selv om rigtig mange tidligere havde meget svært ved at acceptere andre etniciteter eller seksuelle orienteringer. Bredden i bevægelsen og dens respekt for mangfoldigheden fulgtes ad. I de store ghetto-områder gik alle med i de folkelige protester, og der blev skabt en rummelighed, hvor det ikke betød noget om du var zulu eller xhosa, talte tswana eller afrikaans, var hvid, sort eller brun eller var dame og gik i mandetøj eller mand og gik i dametøj.
Det sidste forhold vil jeg slutte af med. For hvordan kan det være at de nordiske guder fik Mjølner tilbage, så de kunne forsvare deres bolig mod de jætter, der ville tage den fra dem? Mjølner er den hammer, som gav guderne magten til at holde de ellers meget stærke jætter ude af deres bolig – og da jætterne havde stjålet Mjølner, så fandt guderne på at Thor skulle klæde sig i dametøj, så han kunne lokke jætterne til at blære sig for ham ved at vise ham Mjølner. Og sådan fik guderne magten til at holde fast i deres bolig. Hvis der er plads til alle – selv mænd i dametøj – så vil mangfoldigheden give fællesskabet styrke.
Længe leve mangfoldigheden! Længe leve Mjølnerparken!
Blogger: