PARKERINGSPLADSER BLIVER TIL GRØNNE BYRUM I INDRE BY

I Indre By er der planer om flere grønne byrum i området omkring Torvehallerne. Nu skal parkeringspladser omdannes til grønne byrum. Samtidig opsættes der også flere cykelstativer, som der er mangel på i området.

Der skal være mere grønt, flere cykelparkeringspladser og færre biler i gaderne ved Torvehallerne, og der er fokus på, at Linnésgade og Rømersgade forbinder Ørstedsparken og Botanisk Have og indgår i fortællingen om Københavns historiske, grønne fæstningsring.

Det er tanken bag et projektforslag, som Teknik- og Miljøudvalget vedtog i går. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er glad for godkendelsen af projektet, som involverer plantning af 15 nye træer, tilføjelse af 76 cykelparkeringspladser og nedlæggelse af 32 bilparkeringspladser på Linnésgade og Rømersgade.

– Hvis man tager en tur forbi Torvehallerne i dag, kan man hurtigt se behovet for flere parkeringspladser til cykler, da en del står uhensigtsmæssigt uden for cykelstativerne. København mangler i den grad cykelparkeringspladser, og når vi anlægger flere af dem på bekostning af bilparkeringspladserne, er det også en del af den grønne omstilling. Vi vil gerne have flere til at tage cyklen, og det kræver investeringer i forholdene for cyklister, siger Ninna Hedeager Olsen.

Plantningen af de 15 træer bidrager, udover at begrønne gaderne, til at etablere en grøn forbindelse mellem Botanisk Have og H.C. Ørstedsparken, som er med til at genskabe Københavns historiske, grønne fæstningsring.

Teknik- og Miljøforvaltningen har afholdt borgermøder, og lokaludvalget er hørt om projektet. Derudover har Jeudan, der ejer Torvehallerne, N. Zahles Skole, Arbejdermuseet og butiksejere på Frederiksborggade været inddraget, da de påvirkes af projektet. Borgermøderne har vist, at der er opbakning til projektet fra de lokale.

– Det er vigtigt, at projekter som dette sker i tæt dialog med dem, det berør, da det er dem, der skal leve med ændringerne. Her har vi talt med lokaludvalget, som bakker op om projektet, og det samme gør jeg, da der i den grad er et behov for at tilføje flere træer og give bedre plads til cykler, siger Ninna Hedeager Olsen.

Projektet forventes igangsat medio 2020 og ibrugtaget ultimo 2020.

Fakta
Samlet set øges antallet af cykelparkeringspladser i projektet med 76 pladser – fra 260 til 336 pladser. Ladcykler kan anvende de almindelige cykelstativer.

Der plantes i alt 15 nye træer på strækningen mellem Frederiksborggade og Gothersgade, syv træer i Linnésgade og otte træer i Rømersgade.

Der etableres 23 nye cykelparkeringspladser i Linnésgade og 53 nye cykelparkeringspladser i Rømersgade.

Kørebanearealet indsnævres fra 4,5 meter til 4 meter for at give plads til plantning af træer og bredere fortove. Der opstilles også fire bænke og fire affaldskurve.

Efter anlæg af projektet vil der være otte almindelige bilparkeringspladser i Linnésgade og ni bilparkeringspladser i Rømersgade. Antallet af handicappladser, pladser til delebiler, el-biler og taxaer fastholdes.

Projektforslag er vedhæftet.