Knud Holt Nielsen. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Børne- og ungdomsudvalget.
Af Knud Holt Nielsen. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Børne- og ungdomsudvalget.

Ingen børn i København bør ende i regeringens ”læringstilbud”

Ingen små børn i København bør ende med at blive henvist til et af de såkaldte ”obligatoriske læringstilbud”, som Socialdemokraterne og de borgerlige med deres ghettopakke vil have indført. I hvert fald ikke, hvis det står til os fra Enhedslisten på Københavns Rådhus.

I stedet skal vi arbejde for, at alle børn i byens udsatte boligområder frivilligt starter i helt regulære daginstitutionstilbud af høj kvalitet, og ved efterårets budgetforhandlinger skal der sættes de nødvendige penge af til den indsats.

Det skylder vi simpelthen de af byens mindste borgere, som allerede i udgangspunktet kan være temmeligt udfordret i deres opvækst, for regeringens og socialdemokraternes såkaldte læringstilbud er slet og ret en discountløsning blottet for selv den mest banale indsigt i børns udvikling, som kan være direkte skadelige for små børn, såfremt de udrulles i overensstemmelse med forligsteksten fra Christiansborg.

Læser man forligsteksten om ”obligatorisk læringstilbud til 1-årige i udsatte boligområder og skærpet straf for pligtforsømmelse for ledere i offentlig tjeneste eller hverv”, så er det således bemærkelsesværdigt, som de politikere og embedsmænd, der har forfattet den, fremstår fuldstændigt blottet for selv den mest elementære viden om, hvad der skaber trivsel og udvikling for små børn, og hvordan man skaber gode og inkluderende daginstitutioner.

Jeg følger for tredje gang, på det tætteste hold, hvordan små børn udvikler sig. Min yngste datter er nu 23 måneder. Hun har et ganske veludviklet sprog af sin alder, og kan således sige ting som muar, fvar, vov og mjav (hunde og katte), jijejn (cykelhjelm), gaggi (jakke), joh’ba (jordbær), rap (omfattende stort set enhver fugleart), mæ’ (mælk), gygga ga (Gurli Gris) og ikke mindst et klingende rent ’åh nej’, når mælkekoppen vælter. Hun tumler rundt med sine jævnalderende i vuggestuen, eksperimenterer med tyngdekraften fra bordet, elsker at sidde på en gynge og er omsider holdt op med at smage på sandet i sandkassen.

Sådan er de vigtige ting verden, når man er omkring to år, og børn på et og to år har en begrebsverden og et ordforråd, som handler om de konkrete ting, de ser i deres umiddelbare omverden. En omverden som så ganske gradvist bliver større og større.

Små børn har mere end noget andet behov for omsorg, for at lege og for at føle sig trygge, ligeværdige og inkluderede. Men der er ikke et ord i ghettoaftalen om obligatoriske læringstilbud, som forholder sig til små børns faktiske behov. I stedet er den fyldt med symbolpolitik og tvang.

Børn på 1, 2 og 3 år i ”de obligatoriske læringstilbud”, skal eksempelvis omfatte noget, som nærmest har karakter af en slags statsret for begyndere. Det er således et erklæret mål for Socialdemokraterne og de borgerlige, at børnene i de såkaldte læringstilbud skal gøres bevidste om grundlovsdag (!). Altså det forhold, at Danmark har en forfatning, der i teorien skulle sikre borgerne overfor vilkårlige overgreb og urimelighed fra statsmagtens side.

Børn, der fortsat har behov for lange middagslure, skal tilmed være så vågne som overhovedet muligt, for at styrke deres ‘læringsparathed’.

Uanset om det er godt for børnene eller ej, så skal de være der i mindst 25 timer ugentligt fordelt over ugens fem dage. Men for at gøre det helt surrealistisk, så må de omvendt ikke være der ‘for meget’. Med andre ord, hvis børnene i de ’obligatoriske læringstilbud’ befinder sig lige så meget i et dagtilbud, som børn af travle karrieremennesker ansat i f.eks. et ministerium eller en statslig styrelse, så skal de socialt udsatte forældre straffes.

Pædagogerne skal derudover agere som en slags angiverkorps, der skal kontrollere forældrene til børn i de ”obligatoriske læringstilbud” og indrapportere, om de nu også er forældre på passende vis. Som der står i forligsteksten, så skal der bare indberettes så meget som overhovedet muligt, ellers risikerer ledere og pædagoger selv at blive straffet med fængsel. Tal lige om mistænkelighed og strafkultur, hvor de pædagogiske ledere ikke længere må udøve selv det mindste professionelle faglige skøn i deres virke og træffe beslutninger på den baggrund.

Daginstitutioner af høj kvalitet kan have en positiv effekt for børn. Ikke mindst for børn der er socialt udsatte. Det er ikke noget vi tror, men noget vi ved fra den pædagogiske forskning, f.eks. dokumenterede en undersøgelse foretaget blandt 30.000 børn i Danmark i 2011, at man ti år efter børn har forladt børnehaven kan konstatere, at børn der har gået i daginstitutioner af høj kvalitet simpelthen får bedre karakterer ved folkeskolens afgangsprøve.

Vi ved imidlertid også, hvad det er, der skaber høj kvalitet i dagtilbud. Det er ting som en god normering, små børnegrupper, veluddannede pædagogiske medarbejdere med viden om de særlige udfordringer nogle grupper af børn kan stå med, et tæt og respektfuldt forældresamarbejde baseret på tillid, rummelighed overfor forskellige perspektiver, en ligeværdig behandling af alle børn, fleksibilitet og en differentieret pædagogisk indsats, der tager udgangspunkt i børnenes forskellige behov, og ikke mindst en pædagogisk praksis der sætter barnets egen trivsel og udvikling i centrum for det pædagogiske arbejde og institutionens virke.

Alt det er fuldstændigt fraværende, når man læser den forligstekst, som Socialdemokratiet og de borgerlige partier blev enige om på Christiansborg. Den er baseret på tvang, mistillid og en primitiv læringsdisciplinering af små børn. Det er langt hinsides dumheden og for mig at se godt på vej ud i det direkte forbryderiske.

Hvor børn mange taler vi så om, der har været årsag til beslutningen om de her drakoniske tiltag? Ja i Købehavns Kommune er der sammenlagt kun 148 (!) børn i de såkaldte boligområder, der ikke er i daginstitution i dag. Det skal sættes i forhold til, at der i København tilsammen er over 23.000 børn i alderen 1-3 år. Det kæmpestore flertal af børnene i Københavns udsatte boligområder er da også i daginstitutioner i dag.

I Mjølnerparken, som regeringen valgte at bruge som kulisse for lanceringen af deres ghettoplaner, drejer det sig om i alt 16 (!) børn, der ikke er i vuggestue i dag. At få 16 børn fra boligområde til at starte frivilligt i en almindelig vuggestue burde unægteligt være til at overskue for en kommune med over 40.000 ansatte og over 600.000 borgere.

Vi vil i Enhedslisten hævde, at i stedet for at etablere nye stigmatiserende ’obligatoriske læringstilbud’, der er blottet for pædagogisk kvalitet, så ville det nok være mere effektivt og såmænd også væsentligt billigere, hvis vi som kommune dropper alle planer om at indføre ‘obligatoriske læringstilbud’, som regeringen af socialdemokrater forestiller sig dem, og i stedet iværksætter en målrettet og opsøgende indsats over for forældrene til de små børn og giver dem en indsigt, hvad daginstitutioner kan bidrage med til deres børns udvikling, hvordan hverdagen er i dem, hvordan man kan få økonomisk friplads osv. For det hører jo også med til historien at så godt som alle børn af socialt udsatte familier allerede i dag er sikret friplads i Københavns almindelige daginstitutioner, men det kræver selvsagt, at de klar over muligheden og hvordan man søger.

En systematisk og målrettet indsats, der er baseret på respekt og dialog med forældrene til de små børn fra sundhedsplejersker, pædagoger, socialarbejdere, foreninger og boligorganisationer, ville kunne betyde, at vi kunne få tæt på samtlige børn til at starte frivilligt i helt ordinære vuggestuetilbud.

Det kræver selvsagt politisk vilje og økonomiske og medarbejdermæssige ressourcer, men pengene til det er i forhold til kommunens samlede budget unægteligt småpenge, som uden problemer kan findes, hvis der ellers bare er politisk vilje til det fra andre partier end Enhedslisten, når vi sætter os til forhandlingsbordet i september.