Det er nu ti år siden, at et flertal i folketinget anført af Socialdemokratiet, Venstre og SF, vedtog den ny skolereform, og i dag kan vi se de tydelige resultater af reformen.
Elevernes faglige udbytte af skolen er blevet ringere. Før skolereformen var det ellers kun gået fremad igennem flere år, når man målte danske elevers evner i de internationale undersøgelser som PIRLS og TIMSS. I dag viser de samme undersøgelser, at danske elevers faglige niveau indenfor læsning, skrivning og matematik nu er decideret ringere end før skolereformen.
Trivslen blandt danske elever er også dalet. Glæden ved at gå i skole er faldet væsentligt, og en langt større andel af elever er nu ligefrem i alvorlig mistrivsel end før skolereformen, som senest påvist i Rapporten Børn og unge i Danmark 2022 fra VIVE.
Reformen har heller ikke rokket ved den sociale ulighed i skolen. Hvis man sammenligner forskellige grupper af elevers karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen, så er fakta, at der i 2022 var en forskel på 2,6 karakterpoint (!) mellem elever fra hjem, hvor forældrene kun har en uddannelse fra grundskolen, og så elever der kommer fra hjem, hvor mindst én af forældrene har en lang videregående uddannelse ifølge Børne- og Undervisningsministeriets egne opgørelser.
En fiasko i det omfang burde kalde på både ydmyghed, selvkritik og refleksion blandt de ansvarlige. Det gælder uanset, om der er tale om de ministre og embedsmænd, der lavede forarbejdet, de folketingsmedlemmer, der vedtog den, de debattører, som støbte de intellektuelle kugler, eller de særlige rådgivere, som lagde strategien for at få den tromlet igennem.
Desværre oplever vi det stik modsatte. Det seneste eksempel er den klumme, som Noa Reddington havde i Politiken den 15. oktober. Har præsenterede den tidligere særlige rådgiver for statsminister Helle Thorning-Schmidt, der som bekendt er den øverste ansvarlige for skolereformen, i stedet blot en primitiv dolkestødslegende.
Skolens udvikling skyldes ifølge Noa Redington på ingen måde reformens indhold, og arkitekterne bag den bærer intet ansvar. I stedet blev en angiveligt fantastisk reform blot dolket i ryggen på nedrig vis af Danmarks Lærerforening. Det er i al sin primitivitet Noa Redingtons forklaring på udviklingen.
Fakta er imidlertid, at reformen blev en helt igennem forudsigelig fiasko, fordi der var tale om den dårligst gennemarbejdede reform af skolen siden indførelsen af 7 års undervisningspligt i 1814, og fordi dens grundlæggende forudsætninger ganske enkelt ikke havde nogen rod i virkeligheden.
De politikere og embedsmænd, som stod bag reformen, handlede således lige fra starten i direkte modstrid med klare resultater fra forskningen på området. Resultater, som de vel at mærke var blevet gjort bekendt med.
En af Danmarks førende forskere inden for området, professor Peter Allerup havde – allerede før reformforslaget overhovedet blev fremsat – påpeget, at der ingen sammenhæng var mellem et øget timetal og bedre faglige præstationer. Hverken i Danmark eller internationalt.
I stedet var lærernes uddannelsesniveau og kvaliteten af undervisningstimerne afgørende. Det blev påvist helt entydigt i de store internationale PIRLS og TIMSS-undersøgelser, som blev offentliggjort i december 2012. Men det fremgår også af en lang række andre danske og internationale undersøgelser, og sågar også af OECDs tal.
Undervisningsministeriet var fuldt bekendt med forskningsresultaterne. Alligevel fortsatte både den daværende socialdemokratiske statsminister og undervisningsminister med at påstå, at der var en simpel sammenhæng mellem undervisningstid og faglig dygtighed, og at længere skoledage og endnu flere timer i dansk og matematik også ville give dygtigere elever. Selv om fakta er, at det kræver, at skoleeleverne får bedre undervisning og ikke mere undervisning, hvis de skal blive dygtigere. Da skolereformen ydermere blev finansieret gennem forringelser af lærernes forberedelsestid, så giver det sig selv, at de mange ekstra timer blev af ringere kvalitet.
Det kunne kun gå galt, og det uanset om vi taler om elevernes faglige udbytte eller deres generelle trivsel.
Det er f.eks. sådan nu, at blot 20 % af de danske elever rigtig godt kan lide at læse, i modsætning til 43 % internationalt. Når danske elevers læselyst er styrtdykket i internationale sammenligninger, er en af forklaringerne, man hører fra læsevejledere, at de alt for lange skoledage betyder, at fritiden er blevet for presset og at eleverne simpelthen er for trætte. Ikke alene er elevernes faglige udbytte af ydertimerne ringe, men færre børn og unge har ganske enkelt hverken tid eller overskud til at lægge sig på sofaen og fordybe sig i en bog, når de endelig får fri fra skole.
Samtidig har de lange skoledage været ødelæggende for fritidspædagogikken, og for børn og unges muligheder for at kunne dyrke et aktivt fritidsliv. Vi ved ellers fra forskningen, at det er afgørende for børn og unges udvikling og trivsel, at de har adgang til arenaer uden for skolen, hvor de involverer sig og bliver engagerede i noget, som de bare interesserer sig for. Det handler om at give de børn og unge de mestringsoplevelser, som opstår naturligt, når de bliver del af nogle positive fællesskaber og får succesoplevelser med noget, der ikke nødvendigvis er relateret til skolen. Og det uanset om det så er i en ungdomsklub, sport, foreningsliv, rollespil eller med noget helt femte.
Manglende skoleudbytte og stigende mistrivsel kan ikke bare bortfejes med dolkestødslegender fra forhenværende ministerielle rådgivere. Der er i stedet behov for et grundlæggende opgør med skolereformens lange skoledage og i det hele taget skolegørelsen af barndommen, for i stedet at få styrket fritidspædagogikken og genskabt respekten for børne- og ungdomslivets helt grundlæggende værdi.
Blogger: Knud Holt Nielsen, medlem af Børne- og Ungeudvalget i København
Bragt i Politiken 24/10-23