Bred utilfredshed på Københavns Rådhus med regeringens ramme for skoler og institutioner

Vi folkevalgte medlemmer af Københavns Børne- og Ungdomsudvalg er ikke tilfredse med de muligheder regeringen og Folketinget er villige til at give os for at sikre stabil og robust finansiering af Københavns skoler og institutioner.

Vi er af den ramme, som regeringen og Folketinget har underkastet os, tvunget til at bede byens ledere og bestyrelser om at skære i driften, fordi en større andel af byens forældre har sendt deres børn i dagtilbud. Det er kortsigtet, at rammen ikke udvides, når der er flere i dagtilbud.

Vi er af denne statslige pålagte serviceramme afskåret fra at udvide kommunens samlede aktivitet, når andelen af børn og unge med specielle behov fortsat stiger. Det er bagstræberisk at vi ikke kan finansiere en fastholdelse af kvaliteten i vores specialtilbud.

Den ramme, som regeringen stiller os i udsigt, tager heller ikke højde for stigende fødevarepriser. Det er urimeligt.

I dag er vi presset til at skabe usikkerhed i vores skoler og institutioner ved at melde en nedskæring midt i budgetåret. Når vi i dag har sat en beskæring i værk, vil vi pege på hovedårsagen til vores beslutning om at udsulte kernevelfærd: Vi forklarer vores udmelding med, at regeringen vedholdende sigter mod og instruerer os om en indsnævret ramme om kommunernes økonomi.

Vi ønsker i stedet en udvidelse af rammen for dette og de kommende budgetår til et niveau, der som minimum afværger forringelser af velfærden. Og vi håber, at mange andre også vil udtrykke dette som deres ønske.

Vi vil i København sikre stabil og robust finansiering af kernevelfærd. Vi har penge i kommunekassen. Men det kræver også, at vi har myndighed til at bruge penge på investeringer i børn og unges trivsel og undervisning.

En udvidet ramme er et fornuftigt alternativ til forringelser af kernevelfærd. Derfor ønsker vi en udvidet ramme om den kommunale økonomi.

Underskrevet af Enhedslisten, Konservative, SF og Venstre