København er nået langt med at reducere CO2-udledningerne, men ikke nær nok når det kommer til københavnernes reelle klimaaftryk. Der er brug for en fundamental ny tilgang og et nyt klimamål, der også tager fat om de udledninger, københavnerne har uden for kommunegrænsen, skriver Line Barfod
Københavnerne sammensatte en Borgerrepræsentation med et grønt flertal ved sidste valg. Og københavnerne gør hver dag meget for klimaet. Sorterer deres affald, cykler på arbejde i stedet for at tage bilen og spiser mere grønt og mindre oksekød.
Langt de fleste vil gerne gøre mere, hvis bare de kan være sikre på, at det rent faktisk nytter.
For to år siden måtte Københavns Kommune droppe målet om en klimaneutral hovedstad inden 2025. Nu er København i gang med en ny klimaplan frem mod 2035, og denne gang er ambitionerne skruet i vejret.
Så hvad skal der til for, at målet kan lykkes denne gang? Det sætter Altinget Hovedstaden til debat.
Mit mål er, at vi skal skabe rammerne for et liv i byen, som både er godt at leve, og som samtidig er foreneligt med planetens klimagrænser og naturgrundlag.
Vi er allerede kommet langt i København.
Selv om vi ikke når målet om klimaneutralitet i 2025, har vi nået den reduktion på 70 pct., som hele Danmark først skal nå i 2030. Målet om klimaneutralitet har langt henad vejen været en stor succes, også selv om vi ikke når det i 2025.
Problemet er bare, at den opgørelsesmetode ikke afspejler københavnernes reelle klimaaftryk. Vi har intet landbrug i København og nærmest ingen industri. Derfor ligger hovedparten af københavnernes CO2-udledninger uden for bygrænsen, hvilket ikke tæller med i 2025-målet.
Derfor er vi stadig meget langt fra at være i mål med en klimamæssigt bæredygtigt byliv. Hvis man medtager udledningerne fra københavnernes forbrug uden for kommunegrænsen, ligger gennemsnitskøbenhavneren langt over den gennemsnitlige verdensborger, og milevidt fra det niveau vi skal ned på for at nå temperaturmålet.
Ny tilgang til klimapolitikken
Der er intet krav hverken internationalt eller fra statslig side om, at kommuner skal sætte klimamål eller for den sags skyld gøre noget ved deres udledninger andre steder.
De cirka 200 lande, der har underskrevet Paris-aftalen, Danmark medregnet, har heller ikke implementeret politikker til rent faktisk at reducere CO2-udledningen tilstrækkeligt.
Men København har et ansvar som en by, hvis efterspørgsel efter varer og produkter står for en uforholdsmæssig stor del af klimabelastningen.
Det kræver en fundamental anden tilgang til klimapolitikken. I København har et flertal besluttet tre pejlemærker for den næste Klimaplan 2035, som Teknik- og Miljøforvaltningen nu er i fuld gang med at arbejde på:
- København skal ikke bare være klimaneutral, København skal være klimapositiv.
- CO2-udledningerne fra københavnernes forbrug også uden for kommunegrænsen skal halveres i 2035.
- CO2-udledningerne fra kommunens eget, milliardstore indkøb skal også halveres.
Klimapositiviteten ligger i direkte forlængelse af målet om CO2-neutralitet. Det handler om, at vi også skal begynde at udtage CO2.
Hvis vi får et anlæg til CO2-fangst, der kan indfange CO2 fra f.eks. det affald, som vi fortsat vil skulle afbrænde i en årrække, og dermed tage CO2 ud af kredsløbet, så vil det kunne bidrage til klimapositivitet.
Det samme hvis vi planter skov eller ålegræs, som binder CO2.
Forbrug skal halveres
Endnu mere banebrydende er dog målet om at halvere udledningerne fra forbrug. Bortset fra store tiltag som et anlæg til CO2-fangst eller road pricing, der kræver ændrede statslige regler, er det ved at være slut med initiativer, der for alvor batter noget inden for kommunegrænsen.
Vi har jo allerede reduceret meget med 2025-målet.
Vi kan kun gøre noget ved udledningerne fra vores forbrug, hvis vi ændrer på vaner og adfærd i hverdagen.
Når det kommer til udledningerne fra privatforbruget, er de største poster fødevarer, transport og bolig. Folk mærker ikke i hverdagen forskel på, om strømmen i stikkontakten er lavet på kulkraft eller vindmøller, men hvis vi alle sammen skal ændre vaner, kræver det nogle helt andre politiske værktøjer.
Det har vi heldigvis gode erfaringer med i København. Folk er ikke tvunget til at sortere affald, men mange gør det alligevel, når vi gør det nemt og stiller forskellige containere til rådighed.
Flere vælger cyklen, når vi indskrænker en vejbane til biler og i stedet gør cykelstien bredere, mere fremkommelig og tryggere at køre på.
Det haster, hvis vi skal nå at indføre politikker, der rent faktisk begrænser CO2-udledningerne i tide til at afbøde de værste temperaturstigninger. Vi skal styre efter, hvad der er nødvendigt og ikke dæmpe ambitionsniveauet til, hvad vi i dag ved, kan lade sig gøre.
Omvendt skal målsætningerne ikke være åbenlyst urealistiske, hvis de skal give mening.
Concito har vist, at man kan opnå betydelige reduktioner ved at ændre på adfærd og forbrug. Og vi gør mange ting anderledes i dag, end da jeg selv var barn, da der blev røget på lærerværelserne og drukket på arbejdspladserne.
Som politikere er opgaven nu at skabe de rammer, som gør, at københavnerne kan omstille deres forbrug på en måde, så det hænger sammen i hverdagen, og vi fortsat kan leve gode liv i byen.
Blogger: Line Barfod, Teknik- og Miljøborgmester i København
Bragt i Altinget d. 29/11-23