Vi må have en national fattigdomsgrænse.
Duften af friskbagte pebernødder og vaniljekranse begynder at sprede sig i mange danske hjem. Også hjemme hos mig selv, hvor weekenden blandt andet gik med at bage julesmåkager med mit barnebarn.
Men julebag er ikke en selvfølge i alle familier.
Hos alt for mange kontanthjælpsmodtagere og socialt udsatte borgere er det en luksus, der hverken er råd eller overskud til.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at 53.000 børn i Danmark lever i fattigdom.
Det svarer til indbyggertallet i Roskilde eller Hvidovre, og det er 3.000 mere, end der bor i Silkeborg. 53.000 fattige børn er lige præcis 53.000 for mange, for der bør slet ikke være børnefattigdom i et land som Danmark.
Et enkelt år i fattigdom kan få alvorlige konsekvenser for et barn – fysisk, psykisk og socialt. Og konsekvenserne trækker tråde langt ind i voksenlivet.
Desværre er alvoren ikke gået op for regeringen.
Bortforklaringerne står i kø, og man kan til tider få det indtryk, at samfundets mest udsatte borgere ikke er andet end et nødvendigt onde for regeringen.
For nylig kom det så frem, at regeringens nye kontanthjælpsreform risikerer at sende yderligere op til 11.000 børn ud i fattigdom.
Reformen skaber altså mere børnefattigdom i Danmark på trods af løfter om det modsatte.
Det er mig ubegribeligt, at en socialdemokratisk beskæftigelsesminister vil stå i front for en så ulighedsskabende reform. Det skuffer mig.
I modsætning til regeringen tager Københavns Kommune børnefattigdom dybt seriøst, og tidligere på året vedtog et flertal i Københavns Borgerrepræsentation at indføre en børnefattigdomsgrænse.
Og hvorfor så det? Jeg var ganske enkelt træt af at vente på, at skiftende regeringer igen og igen udskød arbejdet med at indføre en fattigdomsgrænse. Som landets største kommune gik vi derfor forrest i København ved at indføre vores egen fattigdomsgrænse – også i håbet om, at det kunne være til inspiration for regeringen og Slotsholmen i øvrigt.
Hvis vi havde haft en national fattigdomsgrænse, ville partierne bag den nye kontanthjælpsaftale have været nødt til at stå på mål for antallet af børn, som de med aftalen sender ud i fattigdom. En fattigdomsgrænse er meget mere end en ‘ akademisk diskussion’, som socialministeren – også en socialdemokrat – tidligere har kaldt den.
For det første sætter en politisk vedtaget fattigdomsgrænse et effektivt punktum for den evindelige diskussion om, hvorvidt der overhovedet er fattigdom i Danmark. Selvfølgelig er der det. Kig ud ad vinduet, fristes man til at sige.
For det andet vil en national fattigdomsgrænse give mulighed for at kunne holde et skarpt øje med udviklingen af fattigdom i Danmark og måle på, om forskellige politiske aftaler øger eller mindsker børnefattigdom.
På den måde vil skiftende regeringer ikke længere kunne gemme sig bag manipulerende spin om at mindske børnefattigdom, når de aktivt gør det modsatte.
I disse uger melder organisationer og foreninger som for eksempel Mødrehjælpen, Blå Kors og Frelsens Hær alle om rekordmange ansøgninger om julehjælp. Det gør ondt helt ind i hjertet at tænke på, hvor mange familier der må gå forgæves, eller hvor modet til at bede om hjælp svigter.
I kølvandet på regeringens kontanthjælpsreform vil flere i fremtiden sikkert få brug for julehjælp. Hvis den udvikling skal vendes – og det skal den – kræver det, at regeringen foretager en øjeblikkelig U-vending og indfører en national fattigdomsgrænse.
Derfor en opfordring til regeringen: Stop med at gennemføre politiske aftaler, der øger børnefattigdom i Danmark. Og hiv socialområdet op af syltekrukken.
I kommunerne knokler vi for at hjælpe samfundets mest udsatte og sårbare borgere, men vi modarbejdes konstant fra Christiansborgs side. I ved jo godt, at hvis vi investerer i vores børn, kommer det tifold tilbage, så lad os stå på samme side og sikre, at ingen børn i Danmark skal vokse op i fattigdom.
En fattigdomsgrænse er meget mere end en ‘ akademisk diskussion’.
Blogger: Karina Vestergård Madsen, socialborgmester i Københavns Kommune
Bagt i Politiken 25. november 2023