Trustpilot i ældreplejen vil fordre en helt forkert kultur

Hvis formålet med borgerfeedback i hjemmeplejen er at forbedre kommunens ældrepleje – ja, så skyder man helt ved siden af.

Alligevel har Liberal Alliance i flere år reklameret med den åbenlyst dårlige idé, at vi skal indføre ratingsystemer i den offentlige hjemmepleje. Den idé er nået til Københavns Rådhus med Ole Birk Olesen som bannerfører, og nu har han fået den med som forsøgsordning i den såkaldte principaftale om de næste to års budgetter.

Som der står i aftalen, forestiller forligspartierne sig et pilotprojekt om borgerfeedback i hjemmeplejen, hvor modtagere af hjemmepleje i Københavns Kommune får mulighed for at bedømme den pleje, som de modtager, hver gang de har modtaget den.

I Enhedslisten forstår vi ikke, hvorfor alle alarmklokker ikke ringer hos partierne, ved det her hovedløse forslag. For har vi ikke tillid til kommunens medarbejdere i hjemmeplejen?

Mere administration

Det her forslag signalerer det modsatte, nemlig mistillid. Hvis den her ratingkultur bliver en realitet, er det svært at forestille sig, at vi gør hverdagen nemmere for medarbejderne. Tværtimod.

De møder ind, har travlt, og så skal de samtidig måles og vejes for det arbejde, de udfører hver gang, de træder ind ad døren hos en borger? Det fordrer en helt forkert kultur.

Og vi taler altså om en hjemmepleje der i forvejen er presset, og som dagligt gør deres bedste for at levere den praktiske hjælp, omsorg og pleje, som er muligt inden for rammerne.

Når udgangspunktet er mistillid, hvad gør det så ved relationen mellem hjemmepleje og ledelse, og ikke mindst relationen mellem hjemmepleje og borger?

Det er klart, at vi med mistillid forværrer de rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer vi har i sundhedsplejen. Og forslaget, som ovenikøbet ikke er efterspurgt af Ældrerådet, er i modstrid med forvaltningens strategi.

Det er slet ikke meningen, at vi skal bruge flere ressourcer på regler og administration. For indfører man et ratingsystem, skal der bruges administrative ressourcer på registrering, og ledelsesressourcer på opfølgning i forhold til den enkelte.

Vi skal have mere fokus på fagligheden og vi skal forenkle reglerne, så vi helt i tråd med de drøftelser, der har været i sundheds- og omsorgsudvalget, får udviklet den bedst mulige hjælp til vores ældre.

Helt unødvendigt forslag

Ressourcerne skal bruges fornuftigt og ikke bruges på hovedløse forslag fra Liberal Alliance, som ikke vil forbedre kommunens hjemmepleje. Og først og fremmest, skal vi have respekt for og tillid til vores personale, der knokler for at hjælpe vores ældre borgere.

Og så skal vi huske, at fastholdelse og rekruttering til den kommunale ældrepleje er vores allerstørste problem. Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsforvaltning skal være en attraktiv arbejdsplads, som giver gode muligheder for brug og udvikling af faglighed, for uddannelse og efteruddannelse og for fleksibilitet i arbejdstid, så familieliv og arbejdsliv hænger sammen.

Her skal borgernes input og ønsker naturligvis veje tungt i forhold til tilrettelæggelse af hjælpen, men det er helt unødvendigt, at de ældre skal give stjerner til hjemmeplejen flere gange om dagen.

Bloggere:
Jean Thierry, Bente Møller og Mikkel Skovgaard

Bragt på Altinget dk 26/6-23