Grønne borgmestre: Turistbusserne skal ud af Indre By

Antallet af osende turistbusser, der snegler sig gennem Indre By, Østerbro og Vesterbro, skal i fremtiden bringes ned. Det stiller kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) og teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) nu forslag om.

Hverdagslivet i Indre by er presset som aldrig før af turistbusser og de såkaldte Hop on Hop off-dobbeltdækkere. De forurener, støjer og skaber trafikkaos, især ved området omkring Toldbodgade. Derfor er kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) og teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager (Ø) gået sammen om at stille et medlemsforslag i Borgerrepræsentationen, der skal nedbringe antallet af busser i Indre By samt på Vesterbro og Østerbro.

”Indre by har nået bristepunktet for mængden af turistbusser, der er til stor gene for såvel beboerne som klimaet. Turismen i København skal være mere bæredygtig, og derfor er vi nødt til at finde nogle løsninger, der begrænser antallet af forurenende turistbusser og flytter turisterne over i mere grønne transportformer og ud i andre dele af byen,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen er enig i behovet for nytænkning og peger blandt andet på, at man i mange storbyer netop nu oplever, at lokalbefolkningen gør oprør mod turismen, fordi den udfordrer lokalbefolkningens hverdag. Hun mener, at turister i København skal opleve byen på københavnernes præmisser.

”København er en populær destination for turister fra hele verden. Det er vi ikke mindst på grund af vores gode byliv, vores cykelkultur og vores gode forhold for fodgængere. Hvis ikke vi får taget et opgør med de mange turistbusser, så risikerer vi at ødelægge byen for både københavnere og turisterne. Derfor foreslår vi nu, at der bliver udarbejdet en handlingsplan, som kan få sat en stopper for problemet. Den nuværende situation er uholdbar,” siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget flere henvendelser om Hop On – Hop Off-busserne i det indre København. Busserne opleves som generende og utryghedsskabende, når de manøvrerer rundt i de smalle gader i middelalderbyen.

Forslaget skal behandles i Borgerrepræsentationen torsdag d. 19. september.

Fakta

  • Forslaget pålægger Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, i samarbejde med turist- og transporterhvervene at udarbejde en handlingsplan for transport af turister i København, som beskriver forskellige modeller for, hvordan mængden af turistbusser i indre by kan begrænses.
  • Undersøgelsen skal blandt andet se på, om man kan sejle krydstogtturister fra Nordhavn til Indre By, om man med shuttlebusser kan køre turister fra ydre Nordhavn til Orientkaj, når Nordhavns-metroen åbner i 2020, og hvordan flere turister kan overbevises om, at København bedst opleves på gåben eller cykel.