Dansk Industri har netop udsendt deres årlige opgørelse over hver enkelte kommunes grad af udlicitering.
I Dansk Industris optik er udlicitering – eller offentligt-privat samarbejde, som de kalder det – i sig selv godt. Den kommune med den højeste grad af udlicitering defineres direkte som havende Best Practice.
Den tilgang er vi i Enhedslisten ikke enig i.
Det er ikke fordi, at alt absolut skal være kommunalt. På beskæftigelsesområdet har vi set, at socialøkonomiske virksomheder og A-kasser ofte har større succes end de kommunale jobcentre. På kulturområdet er det ofte civilsamfundet, der har teten, og det giver også mening, at det er en privat virksomhed, der anlægger en ny cykelsti for kommunen.
Men opfattelsen af, at det private partout er bedre end det offentlige, er mestendels ideologi. På trods af 40 års opfordringer til mere udlicitering fra det private erhvervsliv og skiftende regeringer på Christiansborg, så er det småt med undersøgelser, der viser, at udlicitering skulle være økonomisk rentabelt – når vi ser bort fra de helt lavthængende frugter på det tekniske område, der blev gennemført for mange år siden.
Tværtimod peger undersøgelser på, at det kan være forbundet med øgede omkostninger at udlicitere. Bl.a. fordi en stor kommune som København mister sine stordriftsfordele, hvis opgaver udliciteres eller en stor gruppe københavnere vælger private tilbud. Kommunens timepris stiger f.eks. i takt med antallet af modtagere, der vælger private leverandører af praktisk hjælp.
Lavere løn – ringere jobsikkerhed
Det offentlige er i dag ganske effektivt ledet. Tidligere tiders vittigheder om offentligt ansattes ineffektive arbejdsgange har intet at gøre med virkeligheden i dag. Tværtimod.
Det som de private har mulighed for at spare på i forhold til det offentlige, vil være de ansattes løn og arbejdsvilkår, hvilket alt andet lige også risikerer at påvirke kvaliteten af opgaven.
Hvis de private virksomheder skal spare på lønnen, kan de skære i antallet af ansatte ved at forringe kvaliteten eller få de ansatte til at løbe endnu hurtigere. Men de kan også ansatte mindre erfarne medarbejdere og flere timelønnede og korttidsansatte.
Resultatet heraf kan være en ringere opgaveløsning, mere nedslidning, dårligere jobsikkerhed for de ansatte og i sidste ende også øgede udgifter for det offentlige i form af flere overførselsudgifter i form af dagpenge, sygedagpenge og pension. Dertil kommer lavere skatteindtægter fra de ansattes lavere løn. Det skal alt sammen regnes med i udgifterne ved udlicitering.
I Københavns kommune har vi valgt at hjemtage indsamlingen af husholdningsaffald. Det gjorde vi bl.a. efter at kommunen – sammen med bl.a. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø – havde gennemført undersøgelsen Sund Skraldemand, der viste, at skraldemænd har langt større risiko for at få hjerte-kar-sygdomme, diabetes 2, kræft og ringere prognose for tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter endt sygdom. Projektet bekræftede, at det er nødvendigt at sætte ind overfor både aflønningsform (akkord) og arbejdsmiljø på en måde, som forebygger tidlig nedslidning, sygdom og afgang fra arbejdsmarkedet.
Øget bureaukrati
Prisen for udliciteringen er højere end den pris kommunen betaler til de private virksomheder. For der følger en masse bureaukrati og administration med i kølvandet. Før en kommunal opgave kan sendes i udbud skal den beskrives helt ned i detaljen. Derefter skal der udarbejdes et udbud, der lever op til alle lovens krav. Så skal der udarbejdes et kontrolbud, så vi ved, om den pris de private vil have, er rimelig. Derefter skal der vælges en vinder af udbuddet, hvorefter der skal være opfølgning og kontrol, så vi kan være sikre på, at københavnerne får den service, de har betalt for.
Så hvis københavnerne oplever, at der bliver ansat flere og flere DJØF’ere i administrationen imens at pædagoger, sosu’er og sygeplejersker skal løbe hurtigere, så er udlicitering en stor del af forklaringen.
Dertil kommer, at et udbud er ganske ufleksibelt. Ofte vil priser og opgaver være aftalt på forhånd også selvom forudsætningerne ændrer sig.
Konkurser og beredskab
I de senere år har vi set en række eksempler på konkurser blandt private udbydere – ikke mindst i hjemmeplejen. I København oplevede vi f.eks. i 2015, at selskabet Kærkommen gik konkurs. Det betød, at den kommunale hjemmepleje måtte overtage 1.100 ældre og handikappede borgere. En ikke hel nem opgave, når man med kort varsel skal ansætte mange nye hjemmehjælpere.
Når først en kommune skal hjemtage en udliciteret opgave, så er det ofte meget dyrt og besværligt. Det kræver ofte organisationsændringer i kommunen og det kan være svært at genskabe en driftsenhed – ikke mindst fordi man skal generhverve sig både mistet ekspertise og driftsmidler.
Ca. halvdelen af landets kommuner har derfor i dag et beredskab stående klar i tilfælde af konkurser indenfor hjemmehjælpen.
Vi skal samarbejde til det fælles bedste
Vi skal ikke udlicitere bare for at udlicitere. Men vi har brug for offentligt og privat samarbejde. F.eks. har vi i kommunerne brug for, at private virksomheder spiller med i forhold til klimakrisen.
København rummer heldigvis mange virksomheder, der er fyldt med ideer til at gennemføre en grøn omstilling. En grøn omstilling der både kan nedbringe CO2 udledningen, mindske ressourceforbruget, skabe grønne jobs og give bedre rammer for gode liv.
Når Københavns Kommune køber ind, så kan vi ved at efterspørge bæredygtighed og genanvendelse være med til at fremme nye, innovative og grønne løsninger i det private erhvervsliv, der kan sætte skub i nye markeder.
På den måde kan vi spille hinanden gode i stedet for at konkurrere om de samme opgaver. Det er Best Practice.
Bragt på Altinget.dk 11/9-23
Bloggere: Line Barfod og Klaus Goldschmidt, hhv Teknik- og Miljøborgmester og Suppleant til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten