Enhedslisten Københavns forhandlerhold: Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell, gruppeformand Karina Vestergård Madsen og borgmesterkandidat Ninna Hedeager Olsen.

Budget 2018: Budgetaftale indgået i nat

Der er indgået forlig mellem Ø, SF, S og DF.

Vi har arbejdet hårdt og hele natten – men nu er budgetaftalen underskrevet, og vi tager et første skridt mod mindre ulighed i København.

Enhedslisten på Rådhuset har natten til fredag d. 8 september indgået forlig om budget 2018. Det har vi gjort sammen med Socialdemokratiet, SF og DF. Det er et forlig, der er blevet forhandlet igennem langt hurtigere end de forhenværende år, hvor det har været nogle langstrakte forhandlinger. Til trods for, at processen er blevet fremskyndet, har Enhedslisten på mange måder været tungen på vægtskålen ved forhandlingsbordet.

Liberal Alliance forlod forhandlingerne tidligt onsdag, da de ikke kunne få erhvervsskattelettelser ind i budgettet. Venstre, De konservative og en løsgænger smed håndklædet i ringen tidligt torsdag aften, da de indså få flere parkeringspladser i København ikke kom med i aftalen. Efter flere forhandlingsrunder, hvor Radikale Venstre gentagende gange bad om ønsker på kreativ vækst og badesøer, fik vi sat stolen for døren og de forlod forhandlingerne.

Vi har vist, hvad der sker når vi slipper af med de borgerlige og presser Socialdemokraterne til at lave rød politik. Det resultat skal vi bruge til den kommende valgkamp for at vise Københavnerne, at vi kan sikre et mere harmonisk og demokratisk København. Ved dette års forhandlinger har vi prioriteret den stigende ulighed mellem de forskellige bydele og byens udsatte områder.

Den helt store sejr ved dette års forhandlinger er, at vi har tilbagerullet store effektiviseringer og reddet alle udløb på det sociale område. På det grønne område er det lykkedes at sikre skoleveje rundt om i byen, blandt andet på Nordre Frihavnsgade, der nu bliver en cykelgade.

Vi har fået vedtaget et pilotprojekt, hvor hver sagsbehandler på Lærkevej kun har 50 sager, som skal sikre de arbejdsløse en ordentlig og hurtig behandling. Vi ved godt, det langt fra er nok at, der kommer færre sager på Lærkevej, sådan skal det også være på alle jobcentre i København, men dette er et skridt på vejen. Desuden har vi afbødet regeringens værste konsekvenser af forringelser på danskuddannelser til voksne udlændinge.

I år har vi har fået mere på Kultur end nogensinde tidligere, vi har sikret udsatte børns deltagelse i kultur og foreningsliv, renoveringer af flere biblioteker og flere penge til kulturhuse. Samtidig er det lykkedes at give et kæmpe løft til hele foreningsområdet, heriblandt løft af fodboldbaner og idrætsanlæg i de udsatte boligområder. Endelig er det lykkedes at få afsat midler til Kampsportens Hus på Nørrebro, så en opførelse af huset endelig bliver en realitet.

Skolerne har fået et historisk beløb på 60 millioner, de næste fire år. Her er der at afsat 15,6 millioner til flere pædagoger i fritidsklubberne, og endelig er det lykkedes at tilbagerulle sommerferielukning i daginstitutionerne. Vi ville også gerne have gjort mere for løft af i dagtilbuddene, vi har reddet en masse besparelser, men der er stadig meget at kæmpe for.

Amager Fælled er ikke nævnt i budgettet. Det er fordi vi grundlæggende er uenige med Socialdemokraterne om at bygge på Amager Fælled. Skulle Amager Fælled have været med i budgettet, skulle det være med fuld fredning – og det kunne vi ikke få. Og Enhedslisten er ikke interesseret i at indgå i et dårligt kompromis. Så tager vi hellere kampen op! Der er i Borgerrepræsentationen ikke et flertal for at stoppe byggerierne lige nu, men vi kæmper hårdt for, at der i november er et rødt og et grønt flertal for at stoppe byggerierne.

Af andre ønsker, som det lykkedes at få med ind kan nævnes:

  • Ørestad forsamlingshus
  • Renovering af Ryparken
  • Midler til Valby bibliotek
  • Midler til handicapområdet
  • Bemandet legeplads i Kulbanekvarteret
  • Skybrudssikring

I de kommende dage vil der på Facebook, løbende blive slået nyheder, billeder, links og videoer op om budgettet.

Du kan løbende læse mere om forliget her på siden samt læse selve budgetteksten på Københavns Kommunes hjemmeside.

Mange hilsner

BR-gruppen på Københavns Rådhus
– Morten, Ninna, Karina, Charlotte, Rikke, Gorm, Hassan, Anne Mette, Jens, Bente