Den forrige regering syltede en fattigdomsgrænse i knap fire år. Nu har et flertal i Københavns Kommune stemt for, at vi skal indføre en børnefattigdomsgrænse. For ingen børn bør vokse op i fattigdom i et samfund som vores
Undersøgelser fra blandt andet Egmont Fonden og VIVE peger på, at hvis børn lever blot ét år ekstra i fattigdom, kan det have negative konsekvenser for resten af deres liv. De får ikke samme uddannelse som jævnaldrende, og der er langt større risiko for, at de møder arbejdsløshed, sygdom, afhængighed, psykisk sygdom eller mistrivsel i løbet af deres liv. Og der er langt større risiko for, at de ikke kommer ind i sunde fællesskaber. Ikke kun i barndommen, men hele deres liv. Børn i fattigdom har markant højere risiko for et udsat liv, når de bliver voksne.
Det seneste år har vi hørt om forældre, der for at spare ikke spiser aftensmad. Og om børn eller deres forældre, der ikke får livsnødvendig medicin. Nogle ved ikke, hvor pengene til den næste husleje skal komme fra.
Sidste år slog ansøgningerne til julehjælp nærmest rekord for hver dag, der gik. Det viser med al tydelighed, at flere og flere ikke har råd til helt basale ting.
Krisen rammer mange af os. Men den rammer dem, der har allermindst, rigtig hårdt. Og det rammer særligt børn. Det er nemlig også dem, der lider afsavn.
Alligevel har vi ikke en officiel fattigdomsgrænse i Danmark.
Tomme ord fra regeringen
Ganske vist måler flere på fattigdommen i Danmark. Både Danmarks Statistik og Arbejdernes Erhvervsråd. Men forskellen mellem blot at måle fattigdommen og have en officiel fattigdomsgrænse er vigtig.
For når vi har en officiel fattigdomsgrænse, som politiske partier står bag, forpligter vi os også til at handle på det.
Sølle to år nåede vi at have en, inden Venstre afskaffede den i 2015. I sine første knap fire år som statsminister fik vi lovende ord fra Mette Frederiksen om, at hun ville være børnenes statsminister.
I de knap fire år har jeg ventet og ventet. Med en forventning om, at en socialdemokratisk regering ville stå ved sit ord og genindføre fattigdomsgrænsen. End ikke en inflation, der pludselig blev tårnhøj, fik den daværende regering i sving. I knap fire år syltede de den.
Og da statsministeren fik lov til at fortsætte som leder af en SMV-regering, var fattigdomsgrænsen ikke med i regeringsgrundlaget. Der var min tålmodighed opbrugt.
Nu går København forrest. I sidste uge bakkede et flertal i Borgerrepræsentationen op om mit forslag om at indføre en fattigdomsgrænse med særligt fokus på børnefattigdom i København.
I første omgang skal vi udarbejde en konkret model. Den skal give os viden om antallet af fattige i København, men den skal også skabe en bevidsthed i alle politiske udvalg på Rådhuset om, at de kan være med til at løse problemet.
For hvis vi vil skabe forandringer, er vi nødt til at forholde os til det hele tiden. Hver gang vi træffer politiske beslutninger og foretager prioriteringer. Hver gang et forslag skal forbi os, skal vi stille os selv spørgsmålet: Øger eller mindsker det, vi vedtager nu, børnefattigdommen?
For eksempel ved at finde ud af, hvordan børn og unge undgår stigmatisering i skolen, og hvordan børn og unge kan deltage aktivt i fritidsaktiviteter, selv om forældrene ikke har råd til at betale for det. Eller hvordan vi undgår, at børnene bliver ramt som af en boomerang, som først rammer dem med økonomisk fattigdom for derefter at komme tilbage og ramme dem med sociale problemer.
Fattigdomsgrænsen bør være national
Men udfordringen er selvfølgelig, at vi i kommunerne kun kan symptombehandle. Derfor bør fattigdomsgrænsen være national. Jeg mener, at overførselsindkomsterne fastholder mennesker i fattigdom. Så vil vi sikre alle børn en god barndom uden afsavn, skal der sættes ind dér.
Det er ganske enkelt ikke okay, at vi tillader, at børn vokser op i fattigdom i et samfund som det danske. Det er ikke i orden, at vi ikke forpligter os på, at det skal være en del af alle politiske beslutninger, om der kommer flere eller færre fattige af det.
Jeg håber, at Christiansborg lader sig inspirere af Københavns Kommune. At regeringen begynder at tage seriøst, at der findes børn i Danmark, der vokser op i fattigdom. Børn, der vokser op som små voksne. Børn, der bekymrer sig om voksne ting som husleje, elregninger og madbudgetter. Børn, som glemmer egne behov for at tage ansvar i en alt for tidlig alder. Børn, som mister en barndom, de aldrig får tilbage.
Nu går vi forrest i København. For vi hverken kan eller må acceptere, at barndommens gade ender i en blind vej af for eksempel mistrivsel, psykisk sygdom og arbejdsløshed. Børn skal opleve et bekymringsfrit børneliv.
Bragt i Information d. 6. marts 2023.
Skrevet af Karina Vestergård Madsen, Socialborgmester for Enhedslisten i Københavns Kommune