København er en af verdens bedste kulturbyer. Vi er med, når det handler om opera, teater og kunstmuseer. Samtidig har vi enestående steder som Christiania og Ungdomshuset, der bryder glansbilledet og giver byen dybde og kant. Den mangfoldighed skal vi bevare. København skal have noget for enhver smag.

Men der er alt for få steder til samvær, sport og leg, hvor man ikke skal have penge op af lommen. Derfor vil Enhedslisten skabe flere gratis glæder. Byens boldbaner, havnebade og strandparken er gode eksempler. Oplevelser og afslapning skal være noget, alle har adgang til.

På byens pladser skal der ikke kun være fortovscaféer, men også bænke, hvor man frit kan sidde og nyde solen. Tomme grunde kan gøres til små grønne oaser.

Støtte til det der spirer

Enhedslisten vil skabe mere liv i byen. Frivillige knokler for at lave sports- og kulturaktiviteter, men deres engagement bliver ofte kvalt af kommunalt bureaukrati. Det dur ikke. Vi vil give små foreninger nemmere adgang til hjælp og støtte.

Vi vil gøre det enklere at lave events på pladser og i parker. Det kræver bl.a. adgang til strøm og flere offentlige toiletter. Der er brug for flere steder med overdækning, så vejret ikke altid får lov at bestemme. Og byens skoler og sportshaller skal kunne bruges om aftenen og i weekenden, hvor de ellers står tomme.

Københavnerne skal have indflydelse på drift af biblioteker og kulturhuse, så tilbud og behov passer sammen. Der skal være mulighed for f.eks. at udvide åbningstiderne og sænke priserne i de kommunale caféer og spisesteder. 

Enhedslisten vil: 

  • lave flere boldbaner og åbne haller udenfor skoletid
  • opsætte flere bænke og lave miniparker
  • støtte flere små musikarrangementer og events