Dejligt at Socialdemokratiet i København nu vil lægge kursen om.
Igennem mere end 10 år har København været præget af en konstant centralisering på børne- og ungdomsområdet. Fritids- og ungdomsklubber, som tidligere havde en stærk forankring i et lokalområde, er i dele af byen blevet samlet i store fritidscentre, mens de kommunale vuggestuer og børnehaver er blevet samlet i klyngestrukturer bestående af flere forskellige institutioner.
Det hele har været båret af en forestilling om, at der skulle være så få lokale ledere som overhovedet muligt. Den øvelse er lykkedes til UG med kryds og slange, for på blot ti år er ledelsesandelen blevet halveret i de kommunale daginstitutioner.
Men prisen har været, at både forældre og medarbejdere har fået ringere vilkår for at præge de lokale institutioner. Det er konsekvensen, når der ikke længere er en lokal ledelse med et ordentligt handlerum i de enkelte institutioner.
Hvis der ikke er en stærk lokal leder med personligt kendskab til alle medarbejdere, børn og forældre, så er der heller ikke nogen, der kan sikre en ordentlig personaleledelse og opbygge et nærværende samarbejde med forældrene. Det mønster har været en medvirkende forklaring på de dramatiske konflikter og problemer, som vi har oplevet i nogle institutioner fra Vesterbro, Amager og Valby i de sidste to år.
Ledelse af en pædagogisk institution handler ikke alene om administrativ ledelse, som man i en snæver økonomisk forståelse tror, at man kan forenkle, centralisere og styre stramt via regneark.
Pædagogisk ledelse er først og fremmest, at en erfaren og veluddannet leder er på gulvet, at hun står for en klar og konsistent pædagogisk tilgang til arbejdet, og at hun kan inspirere og få en personalegruppe til at fungere på et højt fagligt niveau. Men derudover skal hun også kunne agere strategisk i forhold til institutionens placering og samarbejde i lokalområdet og især i forhold til samarbejdet med forældrene og de større børn og unge. Og så skal hun endelig kunne stå for personaleledelse i hverdagen og være ansvarlig for at sammensætte og udvikle et team, der kan fungere som et kollektiv.
Det er store krav, som ikke kan opfyldes, hvis ledelsen er centraliseret på tværs af mange institutioner og kun dele af ledelsesopgaven er uddelegeret til lokale afdelingsledere.
Det er ekstremt positivt, at der nu kommer nye signaler fra børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. Efter ti år med konstant centralisering og nedbarbering af de lokale ledelser, så er socialdemokraterne nu tilsyneladende blevet åbne for at gå den modsatte vej og sikre, at der i fremtiden er lokale ledere på alle matrikler. Det har tidligere været et synspunkt, som vi i Enhedslisten oplevede at stå lidt alene med. Nu er der tilsyneladende politisk opbakning fra en bred vifte af partier til, at der skal ske forandringer.
Det er bare ikke tilstrækkeligt i sig selv. Vi er i København også nødt til at forholde os mere kritisk til de mere overordnede rammer, som de lokale ledere skal agere inden for. Rammer, som er blevet skabt af politiske beslutninger på rådhuset, men som derfor også kan og bør forandres i lyset af de erfaringer, som vi har gjort os i København igennem de forløbne år
Ser vi på klyngeorganisationerne, så er de nogle steder i byen blevet så store, at de nu omfatter mere end 1000 børn fordelt på over en halv snes forskellige adresser. Det er urealistisk at forestille sig, at klyngeledere på de betingelser skal kunne sikre både en ordentlig personaleledelse, god medarbejderinddragelse, et velfungerende forældresamarbejde og et dybtgående kendskab til og samarbejde med de omgivende aktører i nogle meget forskelligartede lokalområder.
En styrkelse af den lokale ledelse vil koste penge, det er vi helt klar over i Enhedslisten. Men som udviklingen har været, er det blevet stadig mere vanskeligt at se den store økonomiske gevinst ved fortsat at opretholde nogle kæmpe klyngeorganisationer set i forhold til de andre omkostninger ved dem. Klyngerne blev i sin tid indført med begrundelsen, at det kunne aflaste de lokale ledelser fra administrative opgaver, der så i stedet kunne varetages af klyngelederne og fælles administrative medarbejdere. Men en væsentlig del af den administrative opgaveløsning befinder sig slet ikke på klyngeniveau længere, de er nu flyttet over i de såkaldte “administrative fællesskaber”.
Allerhelst så Enhedslisten et opgør med klyngemodellen til fordel for et netværkssamarbejde på tværs af institutioner, som vi kender fra de selvejende institutioner i København. Det er der i øjeblikket ikke et politisk flertal for på rådhuset. Men det burde være muligt at nå frem til en enighed om, at få brudt de allerstørste klynger op, så det bliver sådan, at ingen klynger omfatter mere end 4-5 daginstitutioner med maksimalt 500-600 små børn. Et første skridt på vejen kunne være, at et flertal af partier på rådhuset allerede nu sætter en stopper for alle de igangværende ideer om at gøre eksisterende klynger endnu større.
Blogger: