Der er noget grundlæggende galt, når en stat, der påstår at repræsenterer mennesker, der selv har lidt under forfølgelse og udryddelse, i dag nægter et andet folk retten til liv, frihed og fremtid. Det, der foregår i Palæstina, er ikke en ulykke uden afsender. Det er resultatet af politiske beslutninger og systematisk magtudøvelse – mens det internationale samfund ser passivt til.
Staten Israel blev oprettet i kølvandet på Holocaust – ikke som en historisk nødvendighed, men som en konsekvens af europæisk skyld og stormagtspolitik, hvor jøders behov for sikkerhed blev imødekommet ved at ofre et andet folks land og rettigheder. Palæstinenserne havde intet ansvar for antisemitismen i Europa. Alligevel blev det deres hjem, deres eksistens og deres fremtid, der måtte bøde.
Det handler ikke om etnicitet eller religion. Det handler om undertrykkelse og magt. Og det er her, tavsheden bliver uundskyldelig.
Et system, ikke en tilfældighed
FN’s delingsplan fra 1947 lagde op til to stater – én jødisk og én arabisk. Kun den ene blev realiseret. Hundredtusinder af palæstinensere blev fordrevet, og millioner lever i dag som flygtninge uden statsborgerskab, uden adgang til deres hjem og uden fundamentale rettigheder. FN’s resolution 194, som fastslår retten til at vende hjem, bliver stadig ignoreret.
I mere end et halvt århundrede har Israel besat Vestbredden og Østjerusalem. Bosættelser opføres i strid med international ret. Palæstinensere lever under militær kontrol, med checkpoints, natlige razziaer, vilkårlige anholdelser og systematisk diskrimination. Gaza er har i årevis været under belejring og er igen og igen blevet udsat for omfattende og ødelæggende angreb.
Disse handlinger er ikke bare uretfærdige – de er ulovlige. Amnesty International, Human Rights Watch og FN har dokumenteret, at Israel opretholder et apartheidlignende system over for palæstinenserne – og at den nuværende krig i Gaza bærer klare træk af folkemord. Det er ikke længere et spørgsmål om overdrivelse, men om at kalde tingene ved deres rette navn. Når civil infrastruktur, hospitaler, skoler og boligområder jævnes med jorden, og titusinder af civile dræbes, er det en bevidst politik, ikke en krigsbivirkning.
Når tavshed bliver medansvar
Der er intet neutralt i ikke at reagere. Når bomber falder over boligområder, når læger og journalister bliver dræbt, og når børn begraves under murbrokker – så er det ikke blot tragisk. Det er en forbrydelse mod menneskeheden. Og det er et ansvar, der også rækker ind i dansk udenrigspolitik.
Når Danmark og andre vestlige lande støtter Israel politisk, økonomisk og militært uden at kræve ansvar, er det ikke neutralitet – det er medskyld. Når folkeretten brydes, og intet sker, undermineres hele den internationale retsorden, der blev skabt i kølvandet på Anden Verdenskrig med løftet om “aldrig igen”.
Det løfte gælder ikke kun jøder i Europa. Det gælder også palæstinensere i Gaza og på Vestbredden i dag.
Ikke en konflikt – en ulige virkelighed
Det er fristende at omtale situationen som en konflikt mellem to lige parter, men virkeligheden er langt mere skæv. Den ene side har en af verdens mest avancerede hære, kontrollerer grænser, luftrum, ressourcer og bevægelighed. Den anden lever under militær besættelse og blokade, uden en stat, uden rettigheder og uden mulighed for at bestemme over egen skæbne.
Der er ikke tale om krig i klassisk forstand, men om kolonial undertrykkelse – med våbenmagt, med tvang og med lovgivning. Og i Gaza er der tale om en folkemorderisk krigsførelse, hvor det civile samfund målrettes og tilintetgøres systematisk. Når et samfund pulveriseres fysisk, socialt og kulturelt – mens verdenssamfundet kigger væk – bliver tavsheden til en moralsk falliterklæring.
At kritisere disse handlinger bliver ofte mødt med beskyldninger om antisemitisme. Det er en farlig og dybt forkert anklage. Kritik af en stats politik er ikke had mod et folk. Netop respekten for det jødiske folks historiske lidelser bør få alle, der mener noget med “aldrig igen”, til at sige tydeligt fra, når samme mekanismer dehumaniserer og ødelægger andre.
Konsekvens, ikke ekstremisme
Det er ikke radikalt at kræve retfærdighed. Det er konsekvent. Hvis menneskerettigheder skal tages alvorligt, skal de gælde for alle – også for palæstinenserne. Hvis vi som samfund vil være troværdige, må vi insistere på, at international ret ikke kun gælder, når det passer vores egne interesser.
Det betyder: stop for våbeneksport til Israel, diplomatisk pres for at få blokaden af nødhjælp ophævet, krav om ophør af besættelsen og anerkendelse af en palæstinensisk stat. Det betyder også, at Danmark bør støtte internationale undersøgelser af folkemordet i Gaza – og sikre, at ansvar bliver placeret.
Det handler ikke om at vælge side i en krig. Det handler om at vælge side for folkeretten, for lighed og for menneskelig værdighed.
Hvad er vores ord værd?
Når vi siger, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder, må det gælde i praksis – også når det er politisk ubekvemt. For hvert barn, der mister livet i Gaza, og hver familie, der fordrives uden reaktion fra verdenssamfundet, bliver det tydeligere, at ordene har mistet deres betydning.
Vi svigter ikke kun palæstinenserne, når vi forholder os passive. Vi svigter også det moralske kompas, der skulle forhindre, at den slags sker igen. Hvis folkeretten er noget værd, må den gælde altid. Hvis menneskerettigheder betyder noget, må de gælde for alle. Og hvis “aldrig igen” skal betyde mere end tomme ord, så må det gælde – også nu.
Blogger: Klaus Goldschmidt Henriksen, medlem af borgerrepræsentationen for Enhedslisten og aktiv i Jøder for Retfærdig Fred
Trykt i Politiken 5. juni 2025