Som mennesker er vi født lige, men i realiteten har vi ikke lige muligheder. Derfor bør vi blive langt bedre til at støtte vores børn og unge gennem langsigtede løsninger.
En opgørelse fra Styrelsen for It og Læring viser, at der i de seneste par år er kommet flere unge i Danmark, som hverken er i arbejde eller går på en uddannelse. Det er en bekymrende udvikling.
Som pædagog på en døgninstitution har jeg i de sidste 20 år erfaret, hvordan denne gruppe ofte har forskellige komplekse udfordringer.
I et team af pædagoger gjorde vi vores bedste for at støtte børnenes trivsel og udvikling. Vi prioriterede lektiehjælp, psykologforløb, støtte til lærlinge, hjælp til at finde fritidsjob og vi forebyggede, at de fik gæld ved at melde dem ind i lejeboligforeninger. I dag er størstedelen af disse børn og unge uddannede, i job og har stiftet familie. Det viser entydigt værdien af vores velfærdssamfund.
Når vi i de seneste år har set en stigende andel af unge uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked, er det derfor også et udtryk for, at vi ikke investerer godt nok i dem.
Alle mennesker er født lige, men i realiteten har vi ikke samme muligheder. Dine kort på hånden er ganske enkelt langt bedre, hvis du kommer du fra en ressourcestærk familie, der kan guide dig og hjælpe økonomisk, end hvis du har en ustabil opvækst og stifter gæld i en tidlig alder.
Det er et problem, at unge med en stor offentlig gæld mister motivationen for at arbejde, fordi en stor del af deres løn går til afbetaling af gæld. Jeg mener ikke, at det virker at straffe udsatte unge ved at fastholde deres offentlige gæld. I stedet bør man tænke mere langsigtet og udskifte pisken med gulerødder ved at belønne unge, der lykkes med at fastholde job. Det kan man gøre ved at forælde den offentlige gæld, så vi sikrer, at disse mennesker er motiverede for at bibeholde deres plads på arbejdsmarkedet.
Sagsbehandlere kan samtidig spille en vigtig rolle ved at forhandle med de unges kreditorer og støtte de unge i uddannelse eller job. Derudover kan unges gæld forebygges ved at indføre undervisning om privat økonomi for de ældste i folkeskolen, hvor særligt børn, der kommer fra økonomisk ressourcesvage hjem, ville have gavn af det.
Resultaterne ved at forbedre støtten til de unge kan måske ikke ses med det samme, men på den lange bane kan det i den grad betale sig.
Blogger: Hassan Nur Wardere, Borgerrepræsentant for Enhedslisten og medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
