Pædagogik, frihedskamp, seksualmoral, kvindesag og demokratisering. Inger Merete Nordentoft var frontkæmper på mange arenaer, og hun var ikke bange for at betale prisen for at gå op imod parnasset. Og her taler vi den helt høje prissætning – lige fra at blive fængslet af nazisterne til at bornerte folketingsmænd i ramme alvor satte hendes sexliv på den politiske dagsorden.
Det er at kaste guld på gaden, at hun ikke allerede har fået både en spillefilm og en H.O.P.L.A. nål. Men til en start kunne hun jo være en del af løsningen på kulturministerens jagt efter kvindelige statuer.
Efter at have medvirket til at grundlægge pigespejderbevægelsen i Sønderjylland rejste den unge Inger Merete fra Tønder til hovedstaden med tasken pakket med en læreruddannelse og en drøm om at gøre en forskel. Hun endte med at gøre mange. Hun blev hurtigt en drivende kraft i skolelærernes fagforeninger og gik til kamp for ligestilling, individuel undervisning, demokrati på skoleskemaet og ikke mindst et tiltrængt opgør med den sorte skole.
Hun udgav en række bøger, der kom til at ændre det danske syn på pædagogik. En af dem blev for øvrigt skrevet fra fængslet, efter hun i 1943 blev hun arresteret af Gestapo for at være en del af modstandsgruppen Ringen.
Hun udfordrede op til flere mandsdominerede magtbastioner, da hun i 1945 blev udpeget som skoleinspektør i Vanløse og blev valgt ind i Folketinget.
Og som om det ikke kunne være nok, så udfordrede hun efterfølgende selvsamme parnas’ syn på kvinders ret til egen seksualitet. Hun skabte simpelthen national opstandelse, da hun fik et barn uden nogen planer om at blive gift.
Det, der i dag bliver anset som en selvfølgelig ret til moderskab, skabte vred debat i både landets aviser og fra folketingets talerstol.
Men frøken Nordentoft stod fast og vandt. Et forsøg på at fyre hende fra jobbet blev skudt ned af 800 forældre på hendes skole Katrinedal i Vanløse, der ønskede at beholde deres dygtige leder.
Hun gik forrest i kampen mod undertrykkelse – den demokratiske, den pædagogiske og den seksuelle – og medvirkede til at trække Danmark ind i den moderne tid.
Det kunne da godt kaste et monument af sig, ikke hr. minister?
Blogger: Charlotte Lund, medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten
Bragt i Berlingske 7/8-25
