Ninna Hedeager Olsen. Teknik- og miljøborgmester for Enhedslisten i København. Medlem af Teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget.

Tillykke til Vesterbro Lokaludvalg

Vesterbro Lokaludvalg har gjort et kæmpe arbejde for at sætte fokus på projektet Vester Remisepark. Lokaludvalget og en stor del af københavnerne i området ønsker med projektet at omdanne det gamle DSB-baneanlæg til et grønt pusterum i en del af byen, hvor man i den grad mangler rekreative områder. Det er desværre ikke alle, der vil give Vesterbro og Sydhavn et grønt åndehul.

Frank Jensen og Socialdemokraterne lægger i udkastet til kommuneplanen op til et meget tæt byggeri på det, som de kalder ’Lille Vesterbro’. Men medlemmerne af lokaludvalget kæmper videre, og det er de nu blevet retmæssigt hædret for med et diplom fra Foreningen Hovedstadens Forskønnelse. I foreningen har man også kunnet se behovet for en grøn park i området, og jeg er helt enig.

På den ene side af baneanlægget har man det nye Sydhavn, og på den anden side ligger Vesterbro. Begge er bydele, hvor man i årevis har glemt at prioritere grønne områder, idrætsfaciliteter og andre fritidsaktiviteter. Bydelene er nu ved at være så tæt bebyggede, at den sidste reelle mulighed for et grønt pusterum er Vester Remisepark. Jeg er glad for, at Vesterbro Lokaludvalg kæmper videre for en grøn park til denne del af København, og jeg vil gøre mit til at kæmpe kampen på rådhuset.

Trykt i Vesterbrobladet 2/4 2019, se mere her:https://minby.dk/2019/03/25/111834/debat-tillykke-til-vesterbro-lokaludvalg/

Blogger: