Stop mistænkeliggørelsen af offentligt ansatte

I sidste måned stillede Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, sig op på Folketingets talerstol og udtrykte bekymring for, om offentligt ansatte med minoritetsetnisk baggrund »undergraver det danske samfund«.

Siden har udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad tilsluttet sig den mistænkeliggørende retorik og har netop igangsat en undersøgelse, der skal afdække, om offentligt ansatte med minoritetsetnisk baggrund »undergraver danske værdier indefra«, sådan som ordføreren udtrykte sig i folketingssalen i april.

Det får nu os som kommunalt valgte for Enhedslisten til at sige stop. Vi er som parti repræsenteret i 68 af landets kommuner og alle landets fem regioner. Vi er hver dag i kontakt med offentligt ansatte, der gør deres arbejde fantastisk, og som på ingen måde fortjener at blive mistænkeliggjort for deres arbejde. Vi finder det ekstremt upassende, at man fra regeringens side bidrager til over én kam at så tvivl om offentligt ansattes arbejde med henvisning til deres baggrund. Derfor vil vi i KL’s bestyrelse rejse spørgsmålet om en fælles henvendelse til regeringen fra KL. Henvendelsen skal opfordre til respekt om offentligt ansattes arbejde og opgavevaretagelse.

Ud over at det er helt på Månen at så tvivl om, hvorvidt vores ansatte udfører deres arbejde korrekt, så virker det også helt skørt at igangsætte en undersøgelse, når regeringen ellers gang på gang bedyrer, at den vil fjerne administrative opgaver og kontrolmekanismer. Nu vil den samtidig rulle en begyndende sindelagskontrol ud over ansatte i den offentlige sektor. Vi vil henvise til, at Ankestyrelsen allerede findes som et system, der i dag fører tilsyn med kommunerne og deres afgørelser.

Derudover undrer det os, at man vil bruge offentlige midler på en undersøgelse, der mistænkeliggør de offentligt ansatte, frem for at bruge dem på tiltag, der gavner vores fælles velfærd.

Trykt i Jyllands-Posten 24/5-24
Skrevet af Enhedslistens kommunalgruppe:

Line Barfod (Teknik- og miljøborgmester i København, bestyrelsesmedlem i KL)

Marianne Dithmer (Kommunalbestyrelsesmedlem i Herlev)

Morten Riis (viceborgmester Bornholm)

Karen Thestrup Clausen (Kommunalbestyrelsesmedlem i Holbæk)

Ole Wedel-Brandt (Byrådsmedlem i Ishøj)

Malene Ingwersen (Byrådsmedlem i Mariagerfjord)

Peter Mikkelsen (1. viceborgmester i Rødovre)

Bjørn Svensson (byrådsmedlem i Fredensborg)

Niels Rolskov (byrådsmedlem Køge)

Helene Hellesøe Appel (byrådsmedlem i Haderslev)

Trine Henriksen (byrådsmedlem i Gladsaxe)

Maria Sofie Petersen (medlem af Københavns Borgerrepræsentation)

Lasse Olsen (byrådsmedlem i Aalborg)

Thake Fogh Cordt (Byrådsmedlem i Farvskov)

Lisbeth Torfing (Byrådsmedlem i Horsen)

Jesper Kiel (Kommunalbestyrelsesmedlem Svendborg)