Charlotte Lund. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Økonomiudvalget og Socialudvalget.

Stop jer selv, Konservativ Ungdom. Folk på kontanthjælp skal da også holde ferie

FRA UNGDOMSPARTIET, der tidligere har skabt overskrifter med gakkede landsforræderi-anklager mod folk, der fravælger børn, og grundlovsstridige vanvidsforslag om at tage stemmeretten fra udsatte danskere, kommer der nu en ny nedadsparkende prøveballon:

Tag ferien fra de fattigste. I tirsdagens udgave af Politiken slår Konservativ Ungdoms økonomiordfører, Louie Skougaard, på tromme for at fratage kontanthjælpsmodtageres fire årlige ferieuger. Ikke fordi flere kommer i arbejde af den grund – det er der ingenting, der peger på, at det gør – men for at straffe folk for at være endt på meget lav sats uden for arbejdsmarkedet.

Ud over at være et usympatisk forslag er det også komplet ubrugeligt. For både Konservativ Ungdom og alle vi andre ved jo godt, at det ikke er muligt at spare op til at betale sin egen ferie, når man er endt på den ydelse.

KONTANTHJÆLPEN ER I DAG så lav, at det er svært at få budgettet til at holde måneden ud endsige at spare op. Det er ikke et tilfælde, for tanken bag den lave ydelse – der bare bliver lavere i takt med inflation og stigende varmepriser – er, at man skal kunne klare den på kontanthjælp i en kort periode. Indtil man enten er tilbage på arbejdsmarkedet eller bliver udredt til en anden, højere og mere varig ydelse såsom førtidspension.

Derudover er det kun et mindretal af kontanthjælpsmodtagere, der ikke også bokser med andre udfordringer, der gør det svært at træde ind på arbejdsmarkedet. Det er fysiske og psykiske lidelser, såsom nedslidning, stress og psykiatriske diagnoser. Det er udfordringer, der kun bliver større, når man lever et utrygt liv på en sulteindtægt.

Sidst men ikke mindst har gruppen af mennesker på kontanthjælp, der har hjemmeboende børn, den ekstra hovedpine, at skoler og børnehaver lukker ned i flere ferieuger. Nå ja, og at alle børnesagkyndige nogensinde har påpeget, at børn har brug for en pause fra institutionerne i ferien.

Så kære Konservativ Ungdom: Stop nu med de her ubrugelige tomgangsudmeldinger. Arbejdsløsheden er historisk lav, lad os bruge det momentum til at hjælpe folk med at rejse sig, ikke på at sparke dem ned.

Blogger: Charlotte Lund, Medlem af Socialudvalget for Enhedslisten

Bragt i Politiken 16. maj 2025