Skal du stå for pressearbejdet i Københavns fedeste valgkamp?

Enhedslisten København søger en kommunikationsmedarbejder til kommunalvalgkampen, hvor vi skal sikre Enhedslistens stærke position som et af de største partier i Københavns borgerrepræsentation.

Du vil blive hovedansvarlig for presse- og kommunikationsarbejdet under valgkampen og vil få arbejdsopgaver, der spænder bredt: alt fra at forberede kandidater til presseinterviews, udtænke politisk kommunikation og fortælling, til at tage del i kampagnen på sociale medier.

 VI FORVENTER AT DU:

  • er stærk og hurtig på skrift
  • er god til opsøgende journalistisk arbejde og har sans for at sælge historier til både lokalpresse og nationale medier
  • kan koordinere partiets tilstedeværelse på de sociale medier
  • er god til at samarbejde og har lyst til at indgå i et team med vores valgkampsgruppe og kandidater til borgerrepræsentationen
  • har evnen til at strukturere din egen tid og arbejdsopgaver
  • har politisk tæft og forståelse for kommunalpolitiske spørgsmål i København
  • har kendskab til Enhedslistens politik

De oplistede kvalifikationer er ikke udtømmende, ikke prioriterede og vi forventer ikke at du kan sætte hak ved dem alle. Tværtimod vil vi meget gerne overraskes af en utraditionel tilgang til de udfordringer, der ligger i opgaven.

VI TILBYDER:

  • et samarbejde med en organisation af ihærdige aktivister og omkring 3.000 københavnske medlemmer, der deltager i valgkampen
  • en kort vej fra ide til fælles handling og indflydelse på valgkampagnen
  • at du bliver en del af et velfungerende team af tre ansatte i Enhedslisten København og får et tæt samarbejde med Enhedslistens borgmesterkandidater samt vores kommunikationsafdeling på Christiansborg
  • at du bliver en del af en valgkampagne med masser af gejst og energi
  • at du bliver en del af en arbejdsplads på Enhedslistens Landskontor, der er fyldt med gode kolleger, der brænder for det, de laver

DET PRAKTISKE
Tiltrædelse er 1. august 2021. Stillingen er på fuld tid og er tidsbegrænset til 31. december 2021.

Vores enhedsløn er kr. 36.034,92 om måneden plus pension, der følger CO-industris overenskomst. Du skal være indstillet på meget flydende arbejdstider op til valget den 16. november – også om aftenen og i weekender. Til gengæld er der god tid til afspadsering i resten af ansættelsesperioden. Overarbejde afspadseres 1:1.

Du skal senest i forbindelse med ansættelsen, men gerne allerede, være medlem af Enhedslisten. Du kan få mere at vide om stillingen hos Reinout Bosch, der er en del af ansættelsesudvalget, på tel. nr. 52 67 46 69.

Vi skal have din ansøgning senest 17. maj kl. 12.00 via mail til: kbh@enhedslisten.dk. Skriv ‘Pressesekretær’ i emnefeltet.
Vi gennemfører ansættelsessamtaler 27. og 28. maj.