På Instagram offentliggjorde jeg i sidste uge en bruttoliste over de kvinder, som vi i Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune overvejer at få opført statuer eller buster af. En liste bestående af en række kvinder, som gennem tiden på den ene eller den anden måde har præget Danmark og København. Og det fik Aminata Corr Thrane til tasterne
For på listen er – naturligvis, fristes jeg til at sige – også Natasja Saad. En kvindelig musiker, som i den grad formede den københavnske musikscene i starten af 00erne.
Corr mener ikke, at Natasja fortjener at blive hædret med en statue eller buste, og spørger i sit indlæg i Berlingske 30. juli, hvad det er, Natasja Saad har gjort for det danske samfund – eller for kvinder.
Natasja Saad var dronningen af reggae i Danmark. Måske ikke en svær titel at vinde, kan man sige, men faktum er også, at hun satte Danmark på verdenskortet i reggaens hjemland, Jamaica. Her vandt hun en talentkonkurrence for reggaemusikere som den første udlændinge nogensinde. Hun var – med egne ord – mere kendt på Jamaica end i Danmark.
Og Natasja var ikke bare en vanvittigt talentfuld musiker. Hun gav den københavnske venstrefløj lyd og stemme på et tidspunkt, hvor højrefløjen sad tungt på magten med Anders Fogh og Pia Kjærsgaard i spidsen. Hun talte højt om kønsdiskrimination og kvindekamp på et tidspunkt, hvor andre havde erklæret ligestillingskampen død.
Natasja skabte rystelser i det københavnske ungdomsliv. Hun skabte håb, og hun satte den danske musikscene på en helt ny del af verdenskortet.
Når jeg går rundt og kigger på statuerne i København, er jeg inden for den seneste uge stødt på Gunnar Nu Hansen, som var fodboldkommentator og ja, det er vist det.
Og forleden spiste jeg middag klos op ad en statue af Victor Borge, som var internationalt anerkendt entertainer og musiker – og det var vist det.
De to har i øvrigt ikke bare fået deres egne statuer, men deres egne pladser i København. Og det under jeg dem. Helt bestemt. Men jeg kan i den kontekst ikke se, at d’herrer har bidraget mere afgørende til udviklingen af det danske samfund, end Natasja har.
Så måske behøver ens bedrifter ikke at være helt så storslåede eller ekstraordinære, som jeg fornemmer Corr lægger op til i sin kommentar? Måske er det nok at være en kulturpersonlighed, der har rørt en generation af unge mennesker?
Og måske er Corrs kommentar udtryk for, at kvinder skal have gjort så utroligt meget mere, før de anerkendes på samme niveau som mænd? Før de »får deres statue« .
Jeg er glad for, at den kulturpolitiske samtale om statuer og repræsentation af kvinder i det offentlige rum har vinger og engagerer flere end bare os i Kultur- og Fritidsudvalget. Og jeg vil fortsat arbejde for, at også Natasja, ligesom Victor og Gunnar, får sin statue.
Blogger: Stine Finné Toft, medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for Enhedslisten
Bragt i Berlingske 7/8-25