Regeringen afviser forsøgsordning med legalt hash

Et stort flertal i Københavns Borgerrepræsentation havde ansøgt regeringen om tilladelse til at sætte et forsøg i gang med legaliseret salg af rusmidlet cannabis. Målet var bl.a. at få styr på bandekonflikten og sikre tryghed i byen.

Men det bliver der ikke noget af. Det har regeringen nu meddelt københavnerne. Og det skuffer Enhedslistens medlem af Borgerrepræsentationen Gyda Heding:

– Vi har forsøgt at kriminalisere hash i 50 år. Og det har været en kæmpe fiasko. Jeg bor i Blågårdsgade og har arbejdet på Christiania de sidste otte år. Og jeg kan tydeligt se at forbuddet kun dur til at holde hånden under banderne, holde de udsatte unge væk fra rådgivning og kriminalisere voksne menneskers forbrug af et relativt ufarligt rusmiddel, siger hun og fortsætter:

– Fordelene ved en legalisering er mange. Vi kan fjerne eksistensgrundlaget for banderne og vi kan komme i kontakt med de unge, der i dag misbruger hash og pot og give dem råd og vejledning.

Enhedslisten vil fortsætte med at fremsætte forslaget om legalisering indtil det lykkes.