NY UNDERSØGELSE VISER ALVORLIGE FORDOMME BLANDT UNGE I NORDVEST

I Københavns nordvestkvarter tror unge fejlagtigt, at mange jævnaldrende er bandemedlemmer, bruger deres tid på gaden og fravælger uddannelse. Virkeligheden er, at unge i Nordvest klarer sig langt bedre, end de selv tror. Det viser en ny undersøgelse.

Unge i Nordvest overvurderer markant, hvor normalt det er at leve et risikobetonet ungdomsliv. De unge vurderer, at det er fem gange mere udbredt at leve et gadeorienteret liv blandt 15-18-årige i bydelen, end tilfældet er. De tror også, at det er ti gange mere almindeligt at være bandemedlem, end tilfældet er. Omvendt er der en klar tendens til at undervurdere, hvor stor en andel af bydelens unge, der er i gang med en uddannelse. Det viser en ny undersøgelse, som sociolog Aydin Soei har udarbejdet for Områdefornyelse Nordvest under Københavns Kommune. For teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er det vigtigt, at fordommene kommer frem i lyset, og at der bliver gjort noget ved dem:

Dele af vores by lider under et ufortjent dårligt rygte og en stigmatisering. Det smitter af på de unges opfattelse af sig selv. Heldigvis viser en ny undersøgelse, at de unge i Nordvest er langt bedre end deres ry. Men undersøgelsen kalder samtidig på handling, så de negative fordomme ikke bliver til en selvopfyldende profeti. Områdefornyelsen gør et stort stykke arbejde i området, men vi må som politikere understøtte det ved at investere i alle vores byområder, så fordommene forsvinder, og de unge har et langt bedre grundlag for at leve et godt ungdomsliv, siger Ninna Hedeager Olsen.

Selvom fordommene siger noget andet, har unge i Nordvest i virkeligheden et rigt fritidsliv. De uddanner sig, passer deres jobs og dyrker fritidsaktiviteter, men hvis ikke der sættes ind for at forbedre de unges selvforståelse, kan myter og negative forventninger let blive til virkelighed, siger Aydin Soei:

Når der fx hersker en forestilling om, at 20 procent af de jævnaldrende i bydelen er bandemedlemmer, kan det udgøre en risikofaktor i forhold normalisering af bandemedlemskab. Tidligere studier viser, at det har en positiv effekt på både kriminalitet og utryghed at aflive negative myter og sætte fokus på virkeligheden; nemlig at den dominerende livsstil blandt unge er at være involveret i uddannelse, job, foreningsliv mv., siger Aydin Soei.

En anden væsentlig konklusion er, at unges oplevelse af støtte og motivation fra forældre og det at være involveret i uddannelse, job, klub og andre fritidstilbud ser ud til at reducere risikoen for kriminalitet markant. Hvis de unge er aktiveret i fritidsaktiviteter, reduceres risikoen for kriminalitet ligeledes mærkbart, viser undersøgelsen.

Undersøgelsen peger i retning af, at en indsats for at motivere og inkludere de unge i et rigt fritidsliv kan reducere ungdomskriminalitet og samtidig øge deres uddannelseschancer. Særligt hvis forældrene også inddrages, og man samtidig gør en indsats for at ændre på negative forestillinger om et stigmatiseret område og dets unge beboere. En sådan indsats kan formentlig også øge oplevelsen af tryghed og stolthed lokalt, udtaler Aydin Soei.

Den nye viden fra Nordvestundersøgelsen og en indsats for at ændre på negative forestillinger kan potentielt skabe en mere retvisende og positiv fortælling blandt områdets beboere. Det kan både øge oplevelsen af tryghed og stolthed lokalt. Derfor skal undersøgelsens resultater nu bruges til at udvikle fritids- og ungelivet i Nordvest sammen med de unge i regi af områdefornyelsen.

For yderligere information kontakt pressetelefonen på 23 27 80 90.

Nordvestundersøgelsen er den første undersøgelse i Danmark, der stiller skarpt på risikoadfærd, fritidsliv og forestillinger herom blandt unge i livsstadiet mellem slutningen af grundskoletiden og starten af voksenlivet.

Sociolog Aydin Soei har udarbejdet Nordvestundersøgelsen for Københavns Kommune og Områdefornyelse Nordvest for at skabe en bedre forståelse af unges fritidsliv og deres forventninger til dem selv og deres jævnaldrende.

Knap 400 unge har udfyldt et anonymt spørgeskema digitalt. Der er fulgt op med interviews og workshops med såvel unge som lokale aktører.

Resultaterne skal bruges til at udvikle fritids- og ungelivet i Nordvest sammen med de unge selv.

Aydin Soei har tidligere for Københavns Kommune udført ‘Tingbjergundersøgelsen’ sammen med kriminologerne Flemming Balvig og Lars Holmberg, som ligeledes viste omfattende sociale overdrivelser vedrørende den yngre gruppe af 14-15-årige i et udsat område.
Fordom: “Godt halvdelen af unge i Nordvest tror, at unge i Nordvest bruger en stor del af deres fritid på gaden” Fakta: 9 pct. af unge bruger en stor del af deres fritid på gaden
Fordom: “Unge i Nordvest tror, at kun lidt over halvdelen af unge i Nordvest er i gang med en uddannelse” – Fakta: 76 pct. er i gang med at tage en uddannelse
Fordom “Unge i Nordvest tror, at kun lidt over halvdelen af unge i Nordvest er glade for at gå klub” – Fakta: 8 ud af 10, der går i klub, synes godt om det
Der er 50 pct. mindre sandsynlighed for, at gruppen af unge, hvis forældre støtter dem og spørger ind til deres daglige liv, begår vold i løbet af det seneste år sammenlignet med dem, der ikke oplever støtte og motivation fra forældrenes side.