Nu får københavnerne mere metro og billige boliger lød de begejstrede udmeldinger, da forligskredsen 28. marts præsenterede den nye aftale om ‘Byudvikling og infrastruktur til Lynetteholm ‘ – S, SF, R, V, DF, K og LA står bag.
Men fortællingen er falsk. Intet i denne aftale bliver billigt.
Tværtimod er der overhængende risiko for, at Københavns Borgerrepræsentation de næste årtier degenererer til at blive et blot og bart ekspeditionskontor for gældshåndtering.
Hvad værre er: Aftalen tilsidesætter alle hensyn til klima og presset på de planetære grænser. Lynetteholm bliver omdrejningspunkt for en helt ny bydel, den såkaldte Østhavn på størrelse med Aalborg med 80.000 indbyggere, hvor man lukker øjnene for, at de stigende havvandstande og risikoen for stormfloder får alle eksperter, forsikringsselskaber osv. til at fraråde, at man bygger ud i havet.
Som politisk håndværk er den nye aftale historisk ringe. Den giver store bindinger og få gevinster for københavnerne. Antallet af indbyggere på Lynetteholm er nu skruet op til 50.000 mod tidligere 35.000 . De byggegrunde, som skal sælges for at finansiere metro og Østlig Ringvej, skal tilvejebringes ved opfyldninger i Øresund. Investeringen løber samlet op i 31 milliarder kroner. Dermed er de økonomiske rammer sat for et gigantisk gældscirkus, hvor staten sidder for bordenden.
Byudviklingsselskabet By & Havn får tommelskruer på med pålæg om at sælge grunde så dyrt som muligt for at skabe et nettooverskud på i alt 21 milliarder kroner for at tilbagebetale gælden til staten. Det baner vejen for spekulationsbyggeri i den helt store skala. De forventede indtægter forekommer desuden helt urealistiske set i lyset af, at By & Havns nettoindtjening på salg af grunde de seneste 15 år har været på 2,7 milliarder kroner. Kravet om, at der skal opføres almene boliger på 25 procent i de nye områder, bliver samtidig meget vanskeligere at opfylde, hvilket må være en bitter pille at sluge for Socialdemokratiets spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil, som før jul signalerede visioner for Lynetteholm, som gik i en helt anden retning.
Forligspartierne er villige til at betale en høj pris for aftalen. Oveni kommer, at den planlagte infrastruktur med både metro og en ringvej vurderes at være så underdimensioneret, at eksperter tvivler på, om projektet overhovedet kan realiseres.
Hvem vil investere i byggeri på en kunstig halvø med et stigende havniveau og med en helt utilstrækkelig infrastruktur, der slet ikke vil være gearet til betjene de kommende nu 50.000 indbyggere?
Ørestaden har til sammenligning cirka 27.000 indbyggere. Her er der 28 kørespor til og fra bydelen, mens Lynetteholm planlægger at have seks. Ørestaden har fire såkaldte højklassede togforbindelser og fem buskorridorer. Lynetteholm planlægges med kun én højklasset forbindelse (M5) og Ørestadens myriader af cykelstier modsvares af kun én til Lynetteholm.
Forligspartierne har indgået en aftale med staten uden at få noget igen, og det kommunale demokrati og byens økonomi lægges i regulær politisk benlås med en væsentlig indskrænkning af Borgerrepræsentationens handlefrihed for de næste 50-70 år.
Staten låner godt nok pengene ud, men bidrager ikke selv med en krone. Kommunen sidder dermed i saksen, når det gælder gældsopbygning, ikke mindst i metroselskabet, hvor der vil være en gæld på cirka 60 milliarder kroner i 2075 , som skal være afviklet i 2102
Hvis Metroen bliver dyrere end de forventede 22,6 milliarder kroner, skal kommunen betale merprisen. Kommunen forpligter sig også til at vedtage kommuneplaner, der fremmer det spekulationsbyggeri, der er i vente.
Den nye aftale kaster kommunen ud i noget, der med stor sandsynlighed kan blive et højst risikabelt og byplanmæssigt mareridt. Risikoen for, at forudsætningerne ændrer sig, for fejlbudgettering, fordyrelse, stigende renter og manglende grundsalg, er enorm.
I Enhedslisten vil vi udvikle byen i øjenhøjde med borgerne og skabe en bæredygtig og mangfoldig by, hvor vi lever op til både Københavns og landets klimamål. Vi vil styrke det almene byggeri, udvikle nye boligformer og omdanne eksisterende bygninger til nye formål.
Vi opfordrer til, at man sætter Lynetteholm på pause. Vi kan stadig blive mange flere københavnere, og ser vi på hovedstaden som helhed er der masser af plads til byudvikling tæt på offentlig transport. Lad os derfor hellere overveje de mere fornuftige alternativer, der er fremlagt både af Tænk os Om-initiativet og i Vandkunstens forslag i konkurrencen om Fingerplanen.
Blogger: Mikkel Skovgaard, Medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten. Skrevet sammen med Leila Stockmarr, Medlem af Folketinget for Enhedslisten
Bragt på Information.dk 19/5 2025