Regeringens forslag til ny organisering af sundhedsvæsnet rejser mange spørgsmål.
Det, der først poppede op i mit hoved, var, hvorfor østdanskere skal have mindre indflydelse på deres sundhedsvæsen end danskere i de andre tre regioner. Demokrati burde være lig med lige politisk indflydelse til alle.
I Region Nordjylland er der ca. 590.000 indbyggere (mindre end i Københavns Kommune alene, som har ca. 662.000 indbyggere).
Den påtænkte nye Region Østdanmark vil få et indbyggertal på ca. 2.381.000.
Hvis den politiske indflydelse for en østdansker på sundhedsvæsnet skal være lige så stor som for en i Nordjylland, betyder det, at der skal være 165 medlemmer i det nye østdanske regionsråd, hvis der fortsat skal være 41 medlemmer i regionsrådet i Region Nordjylland.
Sundhedsvæsnet er et område, som danskerne er meget engageret i, som de gerne betaler mere til via skatten.
Fortjener de ikke alle lige stor indflydelse?
Blogger: Bente Møller, Sundhedsordfører for Enhedslisten på Københavns Rådhus
Trykt i Politiken 30. september 2024