Der er plads til det hele på Rigshospitalet

Af Sanne Friborg Larsen, medlem af Sundhedsråd Hovedstaden og regionsrådsmedlem i Region Østdanmark

Overlæge og professor Jes Olesen, neurologisk klinik, Rigshospitalet Glostrup skrev et indlæg i Altinget d 16/1-2026, hvori han redegør for sin bekymring vedrørende Sundhedsreformens mulige negative indvirkning på Rigshospitalets position i verdensklasse, hvad angår forskning, diagnostik og behandling.

Jeg mener det er et meget forsimplet billede Jes Olesen giver af Rigshospitalets fremtidige rolle. Der vil fortsat være almindelige patienter og almindelige behandlinger på Rigshospitalet, idet der fortsat er et optageområde i København, hvis borgere hører til Rigshospitalet.

Særlig status
Rigshospitalet er fortsat regionens og landets højest specialiserede hospital, hvor eksperter og forskere er samlet for at sikre, at hospitalet i forhold til behandling, forskning og uddannelse kan måle sig med de bedste internationalt. Rigshospitalet har og vil også fremover have en særlig status, da det varetager et stort antal specialefunktioner for hele landet samt for de færøske og grønlandske sundhedsvæsener. Derudover fungerer hospitalet som sparringspartner for regionens øvrige hospitaler.

Det vil sundhedsreformen ikke lave om på. Sundhedsreformen handler mere om, hvordan man får behandlingen tættere på borgerne og om, hvordan man kan undgå unødige indlæggelser og genindlæggelser. Det vil være til fordel for borgerne, da det er vældig indgribende i folks liv at blive indlagt. Dermed ikke sagt at man helt kan undgå indlæggelser med det almene, kun at der forhåbentlig bliver færre, der får brug for behandling på et hospital fordi man med mere opmærksomhed præhospitalt kan iværksætte behandling og forebyggende indsatser der.

Derfor skal vi have flere læger og speciallæger ud i hele region Østdanmark, så der bliver en mere ligelig fordeling af ressourcerne.