Regeringens ghettoudspil er netop blevet præsenteret i Mjølnerparken, og det får en kølig modtagelse af Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen. Metoden er helt forkert, mener borgmesteren.
Mjølnerparken har været genstand for hidsig debat, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale proklamerede, at han i 2018 vil gøre op med de udsatte boligområder, regeringen definerer som ghettoer. Trods tydelig foragt for området i sin generelle diskurs havde statsministeren alligevel besluttet at benytte netop Mjølnerparken som scene for præsentationen af regeringens udspil. Desværre var der ikke meget konstruktivt at finde i forslaget ifølge teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):
– Københavns Kommune har sammen med Lejerbo lagt omfattende planer for Mjølnerparkens fremtid, som skal løfte hele området og dermed også beboerne her. Planen fokuserer ikke alene på den enkelte boligafdeling, men arbejder med at integrere den med resten af bydelen. Det er den konstruktive måde at gå til opgaven med udsatte boligområder på. Men statsministeren vil tilsyneladende hellere tale om vold, straf, tvang og bulldozere for at virke handlekraftig end at høre på ordentlige, fornuftige og gennemarbejdede løsninger, som også fokuserer på mennesker, siger Ninna Hedeager Olsen.
Et af de mange tiltag, regeringen har præsenteret, er at rive boligblokke ned eller ligefrem tvangsopløse boligforeninger, men det er en håbløs tilgang til udsatte boligområder, mener Ninna Hedeager Olsen:
– Vi mangler tusindvis af billige boliger i hovedstaden, og så vil regeringen rive velfungerende lejligheder ned eller ligefrem opløse boligområder og gøre dem private. Det får vi ikke flere betalelige boliger af, og mennesker stopper ikke med at være fattige, ved at vi river deres boliger ned. Udspillet viser med al tydelighed, at regeringen kun kigger på tal og statistikker i stedet for at tage udgangspunkt i de mennesker, der bor her, siger Ninna Hedeager Olsen.
Udover at være et håbløst tiltag er det også komplet urealistisk at føre nedrivningerne ud i livet, mener borgmesteren. Hun peger på, at kommunen ifølge Boligministeriets seneste ghettoliste skal finde boliger til mere end 11.000 københavnere, hvis statsministeren sender bulldozerne ind i Tingbjerg, Mjølnerparken, Bispeparken og Gadelandet. Til sammenligning havde kommunen under 1500 boliger til sin rådighed sidste år, og dermed går regnestykket på ingen måde op, slår Ninna Hedeager Olsen fast.
Hun revser i samme ombæring regeringens planer om at forbyde kontanthjælpsmodtagere at flytte ind i udsatte boligområder, hvis de ikke vil skæres i ydelser, og påpeger, at der ikke er meget liberalt over den slags statsligt formynderi.
Teknik- og miljøborgmesteren efterlyser i stedet en lang række tiltag fra regeringen, som kan hjælpe socialt udsatte og fattige i København langt bedre. Overordnet er der behov for langsigtede planer og store investeringer i områderne, så de kommer op på niveau med resten af samfundet.
Fakta
- For de fire udsatte boligområder Københavns Kommune har på regeringens ghettoliste, er der ubetalte lån for 1.424.673.712 kr., der skal tilbagebetales, hvis staten vil overtage afdelingerne.
- Hvis tilsvarende 4.058 boliger skal opføres som almene boliger med en gennemsnitlig størrelse på 95 m² og til det maksimale rammebeløb, vil anskaffelsessummen være 9.425.719.500 kr.
- Kommunen vil skulle være medfinansierende med 14 % grundkapital, som vil være 1.319.600.730 kr.
Ninna Hedeager Olsens ønsker til redskaber fra regeringen:
Initiativ: Få byfunktioner ind i de udsatte områder
Vi skal styrke bylivet i de udsatte byområder. Der skal være grunde til at bevæge sig på tværs af områderne og byen og tage ophold i attraktive byrum. De almene boligorganisationers lovbestemte afgrænsning i opgavevaretagelsen begrænser mulighederne for at indrette erhverv, detailhandel eller andre byfunktioner, der kunne være relevante at besøge for beboere i og udenfor området. Regeringen opfordres til at ændre reglerne, så det bliver lettere for almene boligorganisationer at opføre lejemål, og til evt. at give økonomisk støtte til lejeudgifter til detailhandel eller andet erhverv i udsatte områder.
Initiativ: Øremærk boliger til folk, der skal flytte fra de udsatte områder
Vi skal etablere en positiv flyttekæde fra udsatte boligområder til velfungerende boligområder, så beboere, der ikke har høj indkomst, også får adgang til de dyre boligområder. Det vil kræve, at der skabes plads til beboere i nogle af de områder, der er attraktive for andre boligsøgende. Derfor skal kommunen og boligorganisationerne øremærke ledige boliger rundt om i byen til de beboere, der ønsker at flytte fra et udsat boligområde.
Initiativ: Giv støtte til huslejen, så de udsatte borgere har råd til at flytte til de nybyggede boliger
Det er svært at finde en betalelig bolig i København for udsatte borgere. Nybyggede lejeboliger er relativt dyre – selv de almene. Så hvis beboere fra udsatte boligområder skal have råd til at bo andre steder, skal der sættes midler af til huslejetilskud. Det bør staten hjælpe med og skabe mulighed for – eventuelt gennem en støtteordning i Landsbyggefonden. Regeringen opfordres til at give kommunen mulighed for at finansiere huslejestøtte til udsatte beboere fra udsatte boligområder, der ønsker at tage imod et tilbud om at flytte i en relativt dyrere nyopført almen bolig et andet sted i byen.
Initiativ: Skru op for nybyggeri af almene boliger uden for de udsatte boligområder
Københavns målsætning på almenboligområdet er, at 20 % af Københavns boligmasse skal være almen. Væksten på ca. 10.000 beboere om året til Københavns Kommune giver i sig selv et behov for at opføre næsten 1.000 boliger årligt. Hvis vi skal genplacere 25% af lejlighederne i de fire nuværende områder på regeringens ghettoliste, vil vi skulle finde omkring 600 nye boliger. Derudover har Københavns Kommune yderligere 8 almene boligområder, der tidligere har været på regeringens ghettoliste, og som potentielt kan komme det igen. Hvis en andel heraf også skal genhuses i andre dele af byen, vil opgaven være væsentligt større. Den boligsociale anvisning i socialforvaltningen anvender omring 700 anvisningsboliger om året. Der skal derfor findes alternativer, hvis der skal kunne oprettes en reel flyttekæde. Det er et politisk spørgsmål, om mængden af almene boliger skal øges, og om visse af boligerne skal målrettes beboere fra udsatte boligområder.
Lavt grundkapitalindskud
Grundkapitalindskuddet bevares på 10 % eller sænkes generelt for at sikre tilstrækkeligt nyt alment byggeri. Det skal sikre en by i balance, samt imødekomme en voksende befolkning. Det er derfor afgørende, at bevare kommunernes mulighed for at kræve op til 25 % alment byggeri i nye byområder, og det må gerne hæves yderligere.
Initiativ: Gør det til en reel mulighed at anvise udsatte borgere til private boliger uden for de udsatte boligområder
De udsatte boligområder består ofte af mange almene boliger – den eneste boligform, der reelt kan bruges til boligsocial anvisning. Resten af byen har en langt højere andel af andelsboliger og private boliger, hvor det ikke er en reel mulighed for udsatte borgere at flytte hen. Der er forskellige muligheder i lovgivningen, som i teorien skaber mulighed for kommunal boligsocial anvisning til private boliger. Fx muligheden for at kommunen indgår frivillige aftaler med private udlejere om erhvervelse af anvisningsret mod udbetaling af en godtgørelse, der inden for visse grænser refunderes af staten. Ingen af mulighederne for anvisning til private boliger bruges dog i dag, da de er for komplicerede og/eller for uattraktive, og da boligerne er for dyre til den boligsociale målgruppe. Regeringen må ændre lovgivningen, så nyt privat udlejningsbyggeri kan pålægges at levere anvisningsboliger til en passende pris ved nyopførelse.
Landsbyggefonden
Samtidig peger borgmesteren på, at det er afgørende, at midlerne i Landsbyggefonden, som støtter renoveringer, helhedsplaner og boligsociale indsatser, fredes fra at blive brugt til andet end den almene sektor – og gerne forøges markant. De udsatte boligområder er et samfundsansvar, som alle har interesse i at løfte. Det er derfor urimeligt at det kun er lejernes begrænsede opsparede midler i Landsbyggefonden, som skal holde for. Statsministeren må i finanslovsforhandlingerne sætte handling bag ord og afsætte de nødvendige penge til udfordringerne.