I aften fremsætter vi i Enhedslisten et forslag i Københavns Borgerrepræsentation om at sende nødhjælp til ofrene for den igangværende konflikt i Mellemøsten.
I vores forslag fra december sidste foreslog vi nødhjælp til ofrene i Gaza, fordi Gaza allerede på det tidspunkt var ekstrem hårdt ramt af antallet af dræbte, internt fordrevne og ødelagte boliger og anden infrastruktur. Og fordi Gaza – i modsætning til de ligeledes meget hårdt ramte i Israel – var og er 100% afhængige af ekstern nødhjælp.
Vi blev dengang anklaget for at ville føre udenrigspolitik og for at have et ensidigt syn på konflikten.
Det er derfor vigtigt for mig igen at understrege, at alle civile liv for os er ukrænkelige. Vi skelner ikke mellem, om man er Israelsk borger dræbt til en musikfestival eller i sin kibbutz, om man er palæstinenser dræbt i Gaza eller på Vestbredden eller Libaneser dræbt i Libanon.
Uanset hvor og hvem er det forfærdeligt, at uskyldige mennesker bliver slået ihjel og skal leve i angst, utryghed, krig, sult osv.
For at undgå enhver tvivl om dette har vi nu stillet dette forslag: ”at Borgerrepræsentationen bevilger 1 million kroner til nødhjælp til ofrene for den igangværende konflikt i Mellemøsten, herunder de mange som mangler mad, vand og medicin og de mange, som holdes som gidsler, og at nødhjælpen fordeles efter behov via organisationerne Red Barnet, Unicef, Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors. Finansiering tages fra puljen til uforudsete udgifter”.
Vi foreslår med andre ord, at der skal sendes nødhjælp netop der, hvor der er behov for det. Det handler ikke om at vælge side, men at hjælpe dem i nød. Vi vil meget gerne prøve at forsone og samle københavnerne og ikke skabe yderligere splittelse.
Derfor er jeg oprigtig også ked af, at der tilsyneladende er partier her, der vil blokere for også dette forslag.
Som I ved har jeg en jødisk baggrund.
Jeg har familiemedlemmer, der har relationer på alle sider i konflikten og er bekymrede for deres kære.
Mit ene barnebarns bedsteforældre og den øvrige familie, bor i en flygtningelejr i Beirut, som de netop er flygtet fra.
Min jødiske niece har en palæstinensisk svigerfamilie på den besatte Vestbred, som frygter for daglige repressalier fra bosættere m.m.
Min lidt fjernere jødiske familie har familie i Israel, som frygter for granater og bomber og for hvad de næste skridt vil være i en storkrig.
Jeg har også mange venner med jødisk, israelsk og palæstinensisk baggrund, som dagligt er i kontakt med og frygter for deres familier i Gaza, på Vestbredden, i Libanon og i Israel.
Så jeg vil være meget glad for hvis vi i denne debat, kan undlade igen at kalde vores forslag for anti-semitisk eller at anklage Enhedslisten for at vi prøver at snige en udenrigspolitisk dagsorden ind i Borgerrepræsentationen.
Vi er uden tvivl uenige om konfliktens rødder og hvad Danmark kan og bør gøre for at hjælpe freden på vej.
Men det er lige præcis ikke det, som vi taler om i dag.
Det her handler om mennesker i nød, humanisme, næstekærlighed og at vi tager alvorligt at mange, rigtig mange københavnere er bekymrede og føler sig magtesløse i denne situation.
Vi kan ikke gøre meget herfra. Men hvis vi sammen som politikere viser empati med alle berørte parter, så er det vigtigt for sammenhængskraften i vores by og det bidrager til at modvirke had og fordomme. Uanset om vi taler om antisemitisme mod jøder, islamofobi eller anden form for racisme