Karina Vestergård Madsens tale til vedtagelsen af Budget25

  1. Enhedslistens tale til 2. behandlingen af Budget2025

Da vi var samlet her i salen for fem uger siden, sluttede jeg min budgettale af med at sige, at i Enhedslisten tager vi gerne ansvar for København.

Ansvar for at skabe klimahandling nu.

Ansvar for at holde hånden under vores smuldrende velfærd – især på socialområdet.

Og tage ansvar for at skabe et København med mindre ulighed og et København, hvor menneskers trivsel er omdrejningspunktet.

Det ansvar har vi løftet ved at være med i budget2025.

Og vi er stolte af resultatet.

For uden Enhedslisten var årets budgetaftale blevet mindre rød og endnu mindre grøn.

Da vi kom til forhandlingsbordet, lå der en stak regneark, hvor klimaet glimrede ved sit fravær.

Ligesom året før, var der langt fra afsat nok penge af til at realisere københavnernes klimaambitioner – for de er der i rigt mål.

Nu er vi endt et helt andet sted og heldigvis for det.

Med budgetaftalen har vi sikret, at Klimaplan 2035 ikke bare er tomme ord. Det er en af de mest ambitiøse klimaplaner i verden. Intet mindre.

Nu er der en plan, hvor grundfinansieringen er på plads og som er klar til at blive omsat til virkelighed.

Planen inddrager både kortsigtede og langsigtede løsninger. Og et af målene er halvere CO2-udledningerne fra københavnerne og virksomheder.

Med budgetaftalen har vi sikret et mere grønt København.

Et København, hvor der er mere plads til cykler og færre pladser til forurenende biler fra resten af landet.

Et København, hvor der er mere plads til grønne byrum, og hvor vi dropper at bruge over 1 milliard på at grave parkeringspladser ned under jorden, når nu vi står midt i en buldrende klimakrise.

Vi får et København med langt flere ladestandere til el-biler, og hvor vi vælger at leje private parkeringspladser, der alligevel står tomme om aftenen, så de københavnere, der har brug for en bil, også har et sted at parkere.

Og et København, hvor vi bruger fossilfri maskiner, der kører på grøn energi, når vi renoverer og bygger nyt.

Med andre ord skaber budgetaftalen mere plads til mennesker og grønne løsninger.

Det er en budgetaftale, der skaber et mere bæredygtigt og grønnere København.

Uden Enhedslisten havde det set ganske anderledes ud.

Da Enhedslisten kom ind til forhandlingsbordet og blev præsenteret for aftaleudkastet, var der rigtig meget, vi kunne genkende som Enhedslisten-politik.

Der var forslag, som havde et potentiale til at gøre København mere socialt retfærdig. Og forslag, som investerer i vores velfærd og i mennesker.

Det vidner om, at rigtig meget af det arbejde, som sker i fagudvalgene her på Rådhuset, har uendelig stor betydning for, hvad der ender med at blive vendt og drejet ved forhandlingsbordet.

Og det giver jo faktisk også rigtig god mening, for som oftest er det klogest at lade dem, der har den faglige viden og indsigt på et specifikt område, træffe beslutningerne.

Vi blev for eksempel meget lettede over, at de partier, som sad med ved forhandlingsbordet fra begyndelsen, i vid udstrækning havde formået at holde hånden under socialområdet.

For med rekordstore udløb for millioner hang der en sort sky over hovedet på Københavns mest udsatte mennesker. Et socialområde, der allerede er i knæ, stod til at få sparket benene væk under sig.

Den katastrofe er heldigvis undgået med dette års budgetaftale.

Socialområdet blev tildelt over 500 millioner kroner.

Størstedelen af de 500 millioner er ikke nye penge, man kan bruge til at investere i nye initiativer. Der er derimod tale om genbevillinger af penge, som området allerede har i dag, men som det stod til at miste.

Det er rigtig vigtigt at huske på, for mennesker med handicap, hjemløse eller børn anbragt uden for hjemmet kommer ikke til at opleve et markant serviceløft i hverdagen. Det løber stadig kun lige akkurat rundt.

Der er til gengæld sket den meget store – og lykkelige – forskel, at bevillinger for 170 millioner kroner til socialområdet er gjort varige.

Og det er banebrydende.

Alt for længe er driften på socialområdet – som det eneste af velfærdsområderne – blevet finansieret med projektpenge.

Penge med en udløbsdato på. Penge, der kan forsvinde næste år.

En praksis som gør, at alt for mange indsatser står på gyngende grund, og som i sidste ende betyder, at hverken medarbejdere eller københavnerne ved, om et tilbud eller en indsats forsætter eller lukker.

Med budgetaftale 2025 har vi nu taget det første skridt i opgøret med projektpenge på socialområdet.

Vi er slet ikke i mål. Og i Enhedslisten kommer vi til at forsætte den kamp.

Det er ikke kun en budgetaftale, der er med til at gøre København mere bæredygtig og mere socialt retfærdig.

For overordnet set er det en aftale, der investerer i mennesker og i københavnernes trivsel. Det er en aftale, som gør forskellen mellem rig og fattig en smule mindre. En aftale, som i stedet for at udvande vores velfærd er med til at genopbygge den.

Med denne aftale har vi på for eksempel børne- og ungeområdet skrottet besparelser på modersmålsundervisning og gjort op med den sproglige diskrimination af børn fra ikke-vestlige lande.

Vi har sikret, at folkeskolerne får et markant løft i deres grundbevilling, så de er bedre gearet til at rumme alle slags børn – også dem, som har brug for lidt mere støtte for at få en god skolegang.

På kulturområdet sikrer aftalen, at vi forsætter med at nedsætte sagsbehandlingstiden i Huslejenævnet, og vi sikrer bevillinger til LGBT+ medborgerhuset, til Ungdomshuset, til Folkets Hus og Ragnhildgade.

På sundheds- og omsorgsområdet sikrer vi med aftalen penge til et løft af kvaliteten på plejehjem og i hjemmeplejen. Vi investerer massivt i Center for Mental Sundhed, ligesom vi viderefører en række initiativer særligt målrettet unges mentale trivsel.

Og på beskæftigelsesområdet sikrer vi, at der forsat bliver investeret i en helhedsorienteret indsats, så udsatte borgere over 30 år reelt set bliver hjulpet videre i livet, og vi sikrer, at sagsbehandlerne ikke bliver overlæsset med sager.

Og jeg kunne blive ved.

Men for at nævne én allersidste ting, så er vi i Enhedslisten utrolig stolte over, at der omsider er fundet penge til Autismehus København. Det nye autismehus bliver uden tvivl et kraftcenter på autismeområdet.

Nu samler vi en lang række indsatser på autismeområdet under samme tag, så vi endnu tidligere og endnu bedre kan give tusindvis af børn, unge og voksne med autisme og ikke mindst deres pårørende den nødvendige hjælp og støtte.

Det er jeg utrolig glad for, for i København oplever vi i disse år en massiv tilgang af københavnere, som bliver diagnosticeret med autisme. Vi skylder dem og deres familier, at vi står klar med støtte og hjælp.

Med dette års budgetaftale har vi taget et skidt i retningen af at udvikle vores by i en mere socialt retfærdig retning.

Vi har taget et skridt i retningen af at skabe en by, hvor forskellen på rig og fattig bliver mindre.

En by, hvor alle har lige muligheder, hvor alle trives, og hvor vi griber dem, der allermest brug for hjælp.

En by, som ikke accepterer andet end den gule førertrøje, når det gælder klimaambitionerne. Det er vores ansvar, og det er NU, vi skal handle.

Og en by, der tager et fælles socialt ansvar for hinanden og løfter hinanden.

Vi er slet ikke i mål med denne budgetaftale alene, men vi er godt på vej, og aftalen er en vigtig sejr for et mere rødt og grønt København.

Det er en aftale, der tydeligt viser, hvad vej vi skal i København, så vi kan skabe en by for de mange og ikke får de få.

Så vil jeg gerne takke alle partier der er med i budgetaftalen, for et godt resultat.

Tak for ordet.