JEG FORSTÅR virkelig godt Kirsten Nissens frustration over, at det går for langsomt med at få flere bofællesskaber i København (Pol. 11.12.).
Der er ingen tvivl om, at flere bofællesskaber er et vigtigt svar på en række udfordringer.
De kan give livskvalitet og fællesskab til de mennesker, der bor i dem.
Og bofællesskaberne betyder, at vi kan udnytte kvadratmeterne i byen bedre, så vi får andre løsninger på boligkrisen end bare at bygge nyt. Men det er desværre ikke rigtigt, som Kirsten Nissen skriver i sit læserbrev, at der er fri bane til at få det til at ske.
Der var ikke opbakning blandt partierne i Borgerrepræsentation bredt set til at finde penge til en indsats for borgere, der gerne vil starte et bofællesskab.
Men det er heldigvis lykkedes at finde ressourcer til en indsats i Teknik- og Miljøforvaltningen.
JEG ER I LØBENDE dialog om bofællesskaberne med de almene boligselskaber.
Men bofællesskaber er ligesom andre almene boliger ramt af regeringens uvilje til at hæve det såkaldte maksimumbeløb for almene byggerier.
Det er i øjeblikket en stor hæmsko for, at der kan bygges flere almene boliger.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal ligge på den lade side, mens vi prøver at presse regeringen til at ændre lovgivningen.
Derfor har jeg også fået vedtaget i Borgerrepræsentationen, at der skal gives mulighed for byggefællesskaber og bofællesskaber i Bystævneparken, en af de få kommunale grunde. Jeg er i dialog med private aktører og flere andre om muligheden for at etablere bofællesskaber som andelsboliger eller ejerboliger.
Og så opfordrer jeg løbende By & Havn, der har fået overdraget de fleste af kommunens byggegrunde, til at sikre, at der kommer bofællesskaber, f.eks. i Nordhavn.
Der er ingen tvivl om behovet, for der er et stort ønske blandt seniorer om at flytte i bofællesskaber. Det kan vi tydeligt se i den seneste boligredegørelse.
Jeg arbejder for, at vi får politisk opbakning til at føre ønsket ud i livet. Derfor synes jeg kun, at det er godt, at det også ligger Kirsten Nissen og Ældrerådet på sinde.
Der er et stort ønske blandt seniorer om at flytte i bofællesskaber.
Blogger: LINE BARFOD, TEKNIK- OG MILJØBORGMESTER, Enhedslisten
Trykt i Politiken 25/12-24