I ønsket om at gøre plejehjemsbeboeres liv længere, glemte vi at gøre det meningsfuldt

Den iranske filosof Ehsan Tabari sagde engang, at blandt alle levende organismer på jorden er det kun mennesket, der har en avanceret bevidsthed om livet og døden. Vi opdager meget hurtigt, at livet er skønt, men at vi ikke lever for evigt. Dette er måske så banalt, at vi ikke er bevidste om det.
Med den ubarmhjertige og hjerteknusende viden om livet og døden skal vi gå igennem livet med alle dets glæder og sorger. Vi ved, at vi ikke kan undgå døden, men vi prøver at udskyde den så længe som muligt.
Evolutionsmæssigt har vi et nedarvet system, som får os til at gøre alt for at leve, og får os til at flygte fra alt, der lugter af døden. Bakterier, vira, insekter, fugle, pattedyr og alle deslige vil instinktivt gøre alt for at leve videre. Evolutionsmæssigt er døden det værste, der kan ske.
Men mennesker er ikke kun biologi. Vi har også en kulturhistorisk arv. Og det er her, den dialektiske virkning spiller ind. Spændingsfeltet mellem kvantiteten og kvaliteten af livet. Hvilken af de to kendetegner et godt liv?

Recepten på liv
Menneskets kultur gør, at vi ikke per automatik vælger at forlænge livet for enhver pris. Vi tænker også på indholdet. På kvaliteten af det liv, vi ønsker at forlænge. Det kan man for eksempel se i tankerne omkring aktiv dødshjælp. For nogle er livet bedre, hvis det er kort.
Livet skal have et meningsfuldt indhold. Det skal være værd at leve. Mennesker er ikke skabt til at være ensomme. Vi vil gerne have interaktioner med andre mennesker. Vi vil gerne være nyttige for de andre og gøre en forskel.
Den afdøde franske psykiater David Servan-Schreiber satte sig før sin død imod medicinalindustrien, da han skrev en noget speciel recept til en af sine patienter. Patienten var en gammel mand, som havde mistet sin kone. På recepten skrev Servan-Schreiber, at man skulle skaffe den gamle mand et dyr eller en plante. Og begrundelsen var meget simpel: Mennesker skal foretage sig noget nyttigt for andre, ellers mister livet sin mening. Vi er allermest lykkelige, når vi føler os nyttige.

Et langt, men ensomt liv
Alt dette om livet og meningen med samme bringer mig frem til det, jeg egentlig har i sinde at berette. Vi har som samfund gjort en heroisk indsats for at redde så mange liv som muligt under Corona-krisen. Men i den fantastiske og værdifulde kamp har vi haft en tendens til at glemme, hvilket livsindhold vi tilbyder vores ældre på plejehjemmene. De har måttet undvære deres pårørende i lange perioder, de er blevet tvunget til ufrivillig social isolation, deres selvbestemmelse er blevet begrænset, udeaktivitet blev enten totalt stoppet eller skruet helt ned på et minimumsniveau. Der er ingen af os politikere, der har spurgt borgerne på plejehjemmene, hvad de syntes om det liv, de fik forlænget.
Ensomhed har altid været en udfordring, men i Corona-tiderne blev denne udfordring forstærket, og derfor kan man sagtens forestille sig, at dette har efterladt flere af vores ældre med depression. Ensomheden kan således formindske livskvaliteten. Det kan næppe komme som en overraskelse for nogen.
Livskvalitet hænger uløseligt sammen med mening i livet. Samhørighed med andre. At blive involveret i sine omgivelser og føle sig engageret i sit nærmiljø. Ældres aktive deltagelse i det lokale miljø er ikke kun godt for den enkelte ældre, men også for udviklingen og opdragelsen af de nye generationer.
Vi skal lære af vores erfaringer i forbindelse med COVID-19. Vi skal tænke mere på livets kvalitet – på livets indhold. Vi skal overveje samvirkningen mellem livets kvalitet og livets kvantitet meget mere nøje, og inkorporere den succesfuldt i vores politik. De to behøver ikke nødvendigvis at være hinandens modsætninger. Vi kan skabe et langt liv med mening.
Næste gang skal vi være bedre forberedt på at forlænge livet uden at forringe livskvaliteten. Som sædvanligt er det nemmere sagt end gjort. Men det er ikke en umulig mission. Vi kan og skal skabe en by, der byder ældre velkommen i sin favn. En by, der forbedrer deres livskvalitet og ikke kun livskvantitet.