Charlotte Lund. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Økonomiudvalget og Socialudvalget.

Hvem vil bytte med en arbejdsløs?

Luddovne og ugidelige. Myten om at mennesker udenfor arbejdsmarkedet lever det det søde driverliv hjemme på sofaen fylder meget i den politiske debat. Men ser vi på virkeligheden ser det knapt så glitrende lækkert ud.

For nylig kunne Berlingske fortælle, at jobcentrene ikke sender folk i job, selv når man ser bort fra undertonen om mere pisk, så viser det i al tydelighed at den nuværende jobcentermodel ikke virker. Og hvorfor skulle den også det?

Alle undersøgelser – eksempelvis fra SIND – viser at mange på kontanthjælp, ikke kan indtræde på arbejdsmarkedet her og nu på grund af sygdom. De viser også, at folk bliver sygere af det pres de oplever, mens de er i jobcenterforløb.
Det nytter ikke noget at lukke øjnene for lægeerklæringer og socialfaglige vurderinger i tro at det gør folk raske.

Det nytter ikke noget at true syge mennesker til at udføre opgaver beregnet for raske.

Og det nytter ikke noget at jage de aktivitetsparate, der ikke er vurderet klar til at indtræde på arbejdsmarkedet, rundt i 37-timers tomgangsaktivering.

Langt de fleste folk vil gerne arbejde, men ikke alle kan her og nu. Og vi har endnu til gode at møde en eneste i job, der vil bytte til fordel for at blive jaget vildt på et jobcenter.

Højrefløjen skabte et misfoster, da de i 2007 lod jobcentre og private aktører overtage arbejdsformidlingsområdet.

Det er dyrt og dumt, både menneskeligt og økonomisk at smide sagesløse ledige eller københavnernes penge ned i det hul.

Så hvorfor ikke bare stoppe med at gå tilbage til den fuser? Og lade eksempelvis a-kasserne tage sig jobformidlingen for de raske, og de gode socioøkonomiske tilbud tage hånd om de, der ikke er.

Bragt på Avisen.dk 25/10-21. Skrevet sammen med Sarah Mathiesen.

Blogger: