Den gule parkeringszone har fjernet op mod 30 procent af bilerne

HASTIGHEDSZONER KAN REDDE LIV

Det går den forkerte vej med trafiksikkerheden i København. Fra 2017 til 2018 steg antallet af tilskadekomne i trafikken drastisk i hovedstaden. Det skal der gøres noget ved, mener stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL), men bureaukrati står i vejen. 

København er en cykelby, og det skal den gerne blive ved med at være. Men med et stigende antal tilskadekomne i byens trafik, er det nødvendigt med handling, hvis det fortsat skal være sikkert at transportere sig på gåben eller den tohjulede.

Vejdirektoratet offentliggjorde i starten af juni nye tal, der viser en stigning på 30 procent af politiregistrerede tilskadekomne i København fra 2017 til 2018. Det er det største antal tilskadekomne i trafikken siden 2008, men ifølge et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen er der mange ting, man kan gøre for at øge trafiksikkerheden. Bl.a. ombygning af særligt risikofyldte kryds, systematisk opmaling af cykelsymboler m.m. i vigepligtsregulerede kryds og en kampagne målrettet cyklisters opmærksomhed i kryds. Fælles for dem alle er dog, at det kræver en ændring af anlægsloftet, der er statens låg på kommunens udgifter. Pengene er der, men kommunen må ikke bruge dem.

– Det er jo lidt en absurd situation, vi står i, og jeg kan godt forstå, hvis nogle tænker, at det er åndssvagt. For jeg er helt enig, men kommunens hænder er desværre bundet af statens anlægsloft. Vi står med en markant stigning i antallet af tilskadekomne i trafikken, men de effektive værktøjer, som er til rådighed, kræver at staten lader os bruge flere penge. Derfor er vi nødt til at benytte os af de mest omkostningseffektive løsninger som hastighedszoner, siger stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).

Lavere hastigheder er helt afgørende for hvor mange ulykker vi får, og hvor alvorlige de bliver. Enkelte steder i byen har vi tidligere etableret 40 km/t hastighedszoner, og erfaringerne derfra et entydigt positive. Antallet af alvorlige personskader på Østerbro faldt f.eks. med omkring 75%, hvilket er langt mere end faldet generelt i København i den samme periode.

Endnu lavere hastighedsgrænser på f.eks. 30 km/t vil reducere risikoen for ulykker yderligere, samtidig med at det vil gøre vore veje mere trygge samtidig med at støjen fra trafikken reduceres.

– Nu har skiftende regeringer i flere år lovet, at vi snart kunne få nemmere ved at indføre hastighedszoner i kommunerne. Jeg håber og regner naturligvis med, at Københavns Kommune og politiet nu kan nå til enighed, så vi hurtigst muligt kan indføre zonerne. Skulle det imod forventning ikke kunne lade sig gøre, så vil jeg kraftigt opfordre den fremtidige røde regering til at komme i arbejdstøjet, så vi kan indføre zonerne. Det kan ikke passe, at vi har alle muligheder for at redde liv og lemmer, men gang på gang bliver stoppet af statsligt bureaukrati, siger Karina Vestergård Madsen (EL).

Når det er sagt, så er risikoen for at komme til skade på cykel meget lille. Samtidig er det sundt, godt for miljøet og ofte den hurtigste transportform i byen. Og sikkerheden kan du som cyklist også selv øge, ved at orientere dig ekstra godt, når du nærmer dig kryds, generelt være opmærksom, og endelig ikke holde på din ret i trafikken.