Hårdere straffe fodrer vores indre svinehund og skaber flotte overskrifter, men det løser ikke bandekonflikten.
Lige nu flyver kuglerne i Københavns gader og lejemordere bestilles over sundet. Det er vores opgave at sikre, at politiet har ressourcerne til at slå hårdt ned på den nuværende bandekonflikt.
Men når først vi er i »fredstid« igen, har vi et ansvar for at sørge for, at den næste bandekonflikt ikke får lov til at rase i vores gader.
Det kræver, at vi prioriterer forebyggelse og langsigtede indsatser frem for at stirre os blinde på høje straffe og konkurrere om at fremstå handlekraftige og » tough on crime« , når kuglerne flyver i vores gader. Det her handler om substans og den rigtige politik, ikke om at kunne ligne en »strammer« eller levere »quickfix« på skærmen.
Den seneste bandepakke koster 132,5 millioner i år. Det stiger til 186,2 millioner næste år, og sådan forsætter det. Til forebyggelse er der afsat sølle 13 procent af den samlede økonomiske ramme for bandepakken i år. Det er for uambitiøst.
Vi bor på Nørrebro. Vi lever side om side med bandekonflikten. Vi ser den, når vi kigger ud af vinduet og konfronteres med konsekvenserne. Nørrebro er et fantastisk sted, og vi elsker at bo her. Men banderne præger gaderne og parkerne og gør det mere utrygt at leve her. Det er uacceptabelt.
På Nørrebro møder vi også de unge, som for længst har opgivet at få en tilværelse inden for lovens rammer. Der kan være mange grunde til, at et menneske bliver bandekriminel. Men der er også en systematik i, hvor banderne kigger hen efter nye unge.
Det er dem, som sad på bageste række i klassen, og som skolen mødte med opgivenhed.
Det er de unge, som allerede i børnehaven er bagud på point, fordi de kommer fra hjem med sociale problemer og fattigdom.
Det er de børn, der skal spejde langt efter rollemodeller blandt voksne i deres liv.
Det er de unge, som ikke kan få en praktikplads, har svært ved lektierne, ikke fik madpakke med i skolen og larmede, når de var sultne.
Fælles for dem er, at banderne tilbyder det, de aldrig har haft: betydning, en rolle, et fællesskab og noget at stå op til.
Vi ved det jo egentlig godt – at det lange seje træk i det forebyggende arbejde er dét, som har en betydning på den lange bane. Alligevel har skiftende regeringer ikke haft viljen til at investere i forebyggelse, der kan gribe de unge, længe inden bander kommer på deres radar, og før de kommer på bandernes radar.
Det er helt ned i folkeskolen og børnehaverne, at vi skal spotte de børn, vi giver op på som samfund, og som også giver op på samfundet. Det kræver flere voksne i dagtilbuddene, at klubber og fritidstilbud kan holde længe åbent, og at der er fritidsaktiviteter, man kan deltage i.
Et initiativ som Den Korte Snor er et skoleeksempel på, hvor vi som samfund både lykkes og mislykkes med forebyggelse. Det er en indsats, hvor kriminalitetstruede børn og unge i Københavns Kommune i bogstavelig forstand holdes i kort snor, og hvor både familie, netværk, uddannelse og evt. arbejde inddrages i en plan for at få barnet eller den unge tilbage på ret kurs.
Men når de fylder 18 år, er de igen overladt til sig selv. Vi taber hele indsatsen på gulvet, når vi ikke tænker forebyggelse længere end til vores egne kasser.
De sidste mange år har »tough on crime« -tilgangen været automatreaktionen, når konflikter er brudt ud i lyset, men de høje straffes påståede forebyggende virkning bliver gang på gang tilbagevist af forskere . Og af virkeligheden, når den næste bandekrig raser.
Selvfølgelig har straf en betydning. Men stirrer vi os blinde på høje straffe som den eneste løsning, kommer vi ingen vegne. Det viste de sidste årtiers bandepolitik os.
Vi vil gerne bo resten af vores liv på Nørrebro – og helst uden banderne. Det kræver, at regeringen viser modet og viljen til at tage et opgør med banderne.
Her og nu skal vi sikre, at politiet har ressourcerne til at få ro på konflikten og gøre gaderne sikre igen.
Men opgaven stopper ikke der.
Vi skal fortsætte, når skyderierne ikke længere foregår for øjnene af os. For det er i fredstider, vi kan sørge for, at den næste bandekonflikt aldrig bryder ud.
Det håber vi, at regeringen sammen med os har modet til.
Blogger:
Line Barfod, Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune for Enhedslisten. Skrevet sammen med Rosa Lund og Trine Mach, medlemmer af Folketinget for Enhedslisten
Trykt i Berlingske Tidende 3. september 2024