Hårde besparelser inden for teknik- og miljøområdet

Teknik- og Miljøudvalget skal den 19. november træffe beslutning om besparelser for at løse en økonomisk udfordring på cirka 37 mio. kr.

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget fik fredag forvaltningens indstilling med anbefalinger til besparelser for 2019 samt en række forslag til alternative sparemuligheder. Samlet set skal udvalget finde cirka 37 mio. kr., hvilket bl.a. skyldes efterårets budgetforhandlinger. Eksempelvis er der sket lovændringer på containerområdet. Det giver et indtægtstab på 12,4 mio. kr., som partierne bag budgetaftalen for 2019 ikke har kompenseret Teknik- og Miljøforvaltningen for.

”Efter at Enhedslisten måtte forlade efterårets budgetforhandlinger besluttede et flertal, at skære i de afsatte midler til det såkaldte “need to” til Teknik- og Miljøforvaltningen. Det var ellers allerede aftalt og accepteret som udefrakommende indtægtstab, som forvaltningen ikke selv har indflydelse på. Derfor står udvalget nu med en bunden opgave med at finde besparelser. Uanset hvordan vi griber det an, vil københavnerne komme til at mærke et faldende velfærdsniveau,” siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

For at finde forslag til besparelser er forvaltningens økonomi blevet gennemgået. Her har det vist sig, at der ikke er mange muligheder for at spare på eksempelvis indkøb af materiel og dermed undgå personalereduktioner. Samtidig har forvaltningen mange lovbundne opgaver og ansvarsområder med nationale servicemål. Det kan eksempelvis være arbejdet med lokalplaner og byggesagsbehandling. Her kan forvaltningen heller ikke anbefale besparelser. Endelig har forvaltningen i sine anbefalinger så vidt muligt friholdt kernedriften som eksempelvis renhold.

Anbefalingerne til besparelser falder derfor primært inden for områder, der kan neddrosles i 2019 og eventuelt øges igen i 2020. Samlet set peges på en personalereduktion på knap 74 årsværk, hvor de 66 skal findes ved afskedigelser. Det foreslår forvaltningen bl.a. kan ske ved at ophøre med at have personale på de bemandede toiletter, lukke andre ubemandede toiletter, drosle ned på nogle af tilsynsopgaverne og ved at skære på administrationen. Som alternative sparremuligheder peger forvaltningen eksempelvis på, at politikerne kan vælge muligheden for at fjerne personalet fra de bemandede legepladser, at ophøre med at plante sommerblomster eller at drosle ned på indsamlingen af henstillede cykler.

”Uanset hvem vi kommer til at sige farvel til som resultat af udvalgets beslutning, vil det have betydning for den velfærd, vi kan yde til københavnerne. Tidligere har der været en god tradition for, at man ikke straffer en forvaltning, hvis borgmesteren ikke er en del af budgetaftalen. Jeg håber ikke, at dette års budgetforlig varsler en ny tid. For uanset hvor vi ender med at spare, kommer det jo ikke til at gå ud over hverken mig eller Enhedslisten. De rammer københavnerne i form af velfærdsforringelser,” siger Ninna Hedeager Olsen.

Teknik- og Miljøudvalget skal behandle forslaget om udvalgets budget på et møde mandag 19. november.