Gorm Anker Gunnarsen. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Børne- og ungdomsudvalget og Sundheds- og omsorgsudvalget.

Gorm Anker Gunnarsen (Ø): København fastholder kvaliteten på specialskolerne, det samme skal ske på almenskolerne

Kvaliteten på byens specialskoler er fastholdt gennem økonomiske bevillinger i det seneste budget. Det er ikke sket uden politiske prioriteringer, mener Enhedslistens Gorm Anker Gunnarsen, der også har stillet krav til almenskolernes arbejde med inklusion fremover.

Hvis jeg skal nævne en ting fra mit lokalpolitiske arbejde i 2019, som jeg er særligt stolt af, så er det, at København fastholder kvaliteten på specialskolerne. Valget stod mellem at finde 136 mio. i varig merbevilling til specialskolerne – eller at reducere bevillingen per elev med mere end 20%. Mit parti, Enhedslisten, valgte i forhandlingerne at lægge sin fulde vægt bag kravet om at fastholde pladsprisen – og har dermed en ikke ringe andel i, at det kunne lade sig gøre at finde et så stort beløb i budget 2020.

Styringen af budgetterne for specialskolerne har siden inklusions-reformen i 2012 været retningsgivende for budgetlægningen. Bjarne Corydons budgetstyring baseredes dengang på et måltal om, at 96% af alle elever skulle rummes i almenskolen. Det blev også retningspilen for den kommunale budgetlægning i København, som administreredes med afsæt i at en ud af 25 elever gik på specialskole. Den retningspil var kun vejledende i sidste halvdel af 10’erne, hvor vi var tilstrækkelig mange i det politiske system, der stillede spørgsmålstegn ved den firkantede tankegang bag. Der var herefter udadtil en konsensus om, at vi skulle finde midlerne til at sikre det rette tilbud til hver enkelt elev. Men i tallenes verden blev de 4% ved med at sætte størrelsen på specialskolernes bevillinger.

Allerede i 00’erne antydede statistikker (fx over klassestørrelser i almenskolerne og antallet af specielle elever), at der kunne være en sammenhæng mellem kvaliteten af undervisning i almenskolen og elevtal i de segregerede skoletilbud. Sammenhængene bag stigende søgning til segregerede er utvivlsomt meget mere komplekse, men det er også påfaldende, hvorledes fjernelsen af normer for undervisningens forberedelse i 2013 og den efterfølgende stærkt forøgede personaleomsætning på de københavnske lærerværelser har været fulgt af øget elevtal på de segregerede tilbud. At en presset skole ikke er nær så rummelig, virker som en plausibel forklaring, men opgaven er der stadig og skal løses.

I august måned 2018 – forud for budgetforhandlingerne for året 2019 – sendte forvaltningen en klokkeklar besked til Rådhusets politikere: Hvis I ønsker at fastholde kvaliteten på de segregerede tilbud, ja så må I finde mindst 60 mio. i varig merbevilling. Efter at Frank Jensen havde bedt Enhedslisten og Alternativet om at forlade forhandlingslokalet, blev de tilbageværende partier enige om at finde det halve beløb i et enkelt år.

Bevillingens knaphed ledte til flere kritiske situationer i løbet af 2019, hvor politiske ad-hoc-løsninger sikrede kvalitetsniveauet frem til udgangen af 2019. Men på specialskolerne må det have været udmarvende at planlægge med en så stor usikkerhed om det fremtidige bevillingsniveau.

Da budgetforhandlingerne for 2020 startede overskred andelen af elever på specialskoler en ud af hver 20 elever. Så det var grundlaget for en beregning, der satte betingelsen for at sikre en stabil pladspris til en varig årlig merbevilling på 136 millioner kroner. Beløbet tangerede hele BUFs samlede andel af nye driftsbevillinger ved tidligere budgetforlig.

I forliget om den meget store merbevilling indbyggedes en målsætning om, at andelen af elever i segregerede tilbud ikke skulle stige yderligere. Denne målsætning blev understøttet at en betydelig midlertidig ekstrabevilling til at gøre almenskolen mere rummelig over de næste fire år. Så mens vi sikrer kvalitet i de segregerede skoler, skal vi også styrke kvaliteten i de almene skoler.

København har længe haft en bevillingsmodel for inklusion, der giver råderum til at sikre bedre undervisning, hvor der er elever, som er visiteret til specialtilbud, men som bliver i almenskolen. Modellen, der går under navnet BUF-flex, er beregnet som 3/4 af pladsprisen på specialskolen og giver skolen et par hundrede tusinde kroner ekstra per special-elev, der inkluderes. Det er op til den enkelte skole at afgøre, hvordan disse ekstra midler anvendes. Det er dog mit indtryk, at der er store forskelle mellem de københavnske skolers arbejde med disse ekstra midler. I mange lærerværelser og skolebestyrelser er der ikke viden om, hvordan disse midler faktisk anvendes.

Dette problem har Børne- og Ungdomsudvalget taget konsekvensen af de sidste to måneder. Den 6. november vedtog udvalget, at forvaltningen skulle sikre grundlaget for bedre skolebestyrelsesarbejde, fx ved udarbejdelse af en standardforretningsorden for skolebestyrelser, der ikke selv har vedtaget en. En væsentlig del af Enhedslistens sigte med dette forslag var at sikre et årvågent blik på anvendelsen af de midler, som den enkelte skole får tildelt til inklusion, herunder BUF-flex, således at de vitterlige ressourcer, som er til rådighed, ikke fortaber sig i tåger.

Denne beslutning blev fulgt op den 18. december med udvalgets enstemmige vedtagelse af dette mål: “Almenskolerne skal årligt drøfte inklusionsopgaven i skolebestyrelsen og det pædagogiske råd. Ledelsen skal fremlægge, hvorledes ressourcerne til opgaven er prioriteret.”

Når det således er besluttet, at inklusionen skal drøftes og også i sammenhæng med budget, så er det selvfølgelig afgørende, at skolen fastlægger sine egne veje til at øge rummeligheden. Men en nyttig tommelfingerregel, der ofte lyder fra forvaltningens dygtige folk er denne: De forandringer, der gavner inklusionen af en elev, gavner alle elever.

Indlægget blev bragt på Københavns Lærerforenings hjemmeside d. 06. januar 2020.