Skolerne bør åbnes lidt for de store elever – deres mentale sundhed er under pres.
I seks uger har landets teenagere været derhjemme, sammen med forældre-generationen, og afsnøret fra fællesskabet med jævnaldrende kammerater. De mangfoldige rammer for samvær med andre unge, som deres forældre havde adgang til i deres eget ungdomsliv, har gennem hele foråret været lukket land for de unge.
Teenageres behov for nærhed med andre teenagere var ikke det, der bragte coronaen til Danmark. Den blev bragt med hjem fra voksnes ferier i Norditalien og Østrig. I følge medierne endda i høj grad af midaldrende kvinder og mænd, der for en stund havde skiftet kropsnær lycra ud med vandtætte klapbukser og holdt stævnemøde med virus i lift og after-ski.
Men det er de unge, som betaler prisen i Danmark. Det største umiddelbare problem er ikke økonomisk, for teenagere bor stadig hjemme og mange af dem, tager flere vagter i detailhandelen.
Det største problem er de unges mentale sundhed.
Alligevel er det ikke noget, som indtil videre har udløst større solidaritet. Det er forstemmende at opleve hvordan især midaldrende mennesker i medierne – og ikke mindst i kommentarsporene på de sociale medier – synes de unge er nogle selvoptagede, overdrevent følsomme snefnug, der skal tage sig sammen. Statsministeren, som ellers generøst har takket mange grupper, har tilsyneladende heller ikke rigtig syntes, at de unge havde behov for andet end en opsang.
Vi må tage de unges situation alvorligt. Sundhed er ikke kun at undgå smittespredning. Sundhed er også den mentale sundhedstilstand.
De unge i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelsernes yngste årgange, står lige nu uden nogen former for faste rammer eller struktur på dagen. De fællesskaber, som engang var hverdagen i skoler og gymnasier, er lukkede. De skal ikke stå, sidde eller gå mange sammen ude på gaden, førend nogen vrisser af dem. Der er under Corona færre muligheder for at finde en ny kæreste eller bedsteven.
De ensomme unge bliver endnu mere ensomme i disse uger. Dem, der i forvejen havde det svært med det faglige, har fået det endnu sværere. Dem der allerede havde problemer med deres familie i hjemmet har fået større problemer. Og selv normalt fungerende unge risikerer at stå foran et enormt dyk.
Skal man sammenligne med noget, som vi tidligere har kendt til, så vækker situationen mindelser om 1980erne, hvor ungdomsarbejdsløshed satte rammer, der forøgede mismod og selvdestruktiv adfærd. Men de, der var unge dengang, havde i det mindste fortsat mulighed for et socialt liv med andre unge. Og vi ved desværre alt for godt, hvad social isolation kan udløse. Det kan være depressioner, ensomhed, tab af mening med tilværelsen, tab af selvværd, ledighedsstress og i værste fald forskellige former for selvskade.
Det bliver nu meldt ud, at teenagerne heller ikke skal regne med at komme tilbage før tidligst engang efter sommerferien, for skolerne skal fortsat fyldes med deres mindre søskende. Og det kræver meget ekstra plads, når skolerne skal overholde de sundhedsmæssige retningslinjer.
Det er godt, at vi med en stor indsats så småt har banet vejen for en lidt større normalisering af børnelivet. Nu må det være de unges tur til at opleve lidt hverdag. Vi skal finde en praktisk vej, der kan skabe et regelmæssigt glimt af hverdagens fællesskab i deres liv. For det kan få langvarigt negative konsekvenser for en hel del teenagere, og her handler det ikke alene om det forventelige faglige dyk, men om den potientielle skadevirkning på de unges trivsel, selvværd og kognitive evner.
De unge er nødt til at få et minimum af normalitet og struktur ind i hverdagen og kontakt med deres kammerater. Og det kræver, at de kan komme blot en smule tilbage til deres skoler. Det kan næppe blive hver dag og heller ikke hver anden, men blot en gang om ugen, kunne afhjælpe meget.
Derfor har Enhedslistens medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Borgerrepræsentation nu sammen med andre bedt forvaltningen om, at udarbejde en model for, hvordan folkeskolens ældste klasser efter den 10. maj kan sikres en dags fysisk undervisning i deres skoler hver uge. Og vi opfordrer Folketingets politikere til at se på mulighederne for, at det samme kan ske for de unge på ungdomsuddannelserne.
De voksne har det med at fortrænge, hvor intenst det er blot et øjeblik at være udenfor fællesskabet. Men vi har ikke brug for at skubbe ungdomslivets ubærligt skarpe kanter fra os i denne tid. Vi har derimod brug for en solidarisk løsning på tværs af generationer. De unge har behov for at kunne vise sig for og se de andre unge i deres klasse eller på deres hold. Så vil de nemmere kunne forberede sig fagligt, øve sig i livet og holde krop og sjæl i samklang
De store elever kan godt finde ud af at holde behørig afstand. De forstår, hvad der er på spil. Så hygiejnen er ikke problemet.
At vige lidt plads for de unge kan betyde, at de små elever bliver nødt til at blive hjemme en enkelt dag om ugen. Og det er selvsagt besværligt for forældrene og erhvervslivet. Men alternativet kan vise sig at være meget værre på den længere bane. En dag om ugen til de unge, er en nødvendig investering i plads og ressourcer.
Blogger