Galimatias at sælge boliger i Mjølnerparken

Stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) er lodret imod forslaget om at frasælge to af Mjølnerparkens fire karreer. Politikerne skal tage stilling mandag.

Der hænger mørke skyer over Mjølnerparken på Nørrebro. Med regeringens stempel som hård ghetto er almenboligforeningen Bo-Vita forpligtet til at finde en måde at nedbringe antallet af almene familieboliger i afdelingen. For at leve op til kravene har Bo-Vitas repræsentantskab godkendt frasalg af hele 228 familieboliger, selvom beboerne er imod sådan en løsning. Og det er da også den helt forkerte vej at gå, mener stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL):

– Vi har allerede en plan for Mjølnerparken, som betyder, at Mjølnerparken med al sandsynlighed allerede om fire år ikke længere vil være på regeringens ghettoliste. Vel at mærke en plan som løser problemerne uden at frarøve beboerne deres hjem. Det er fuldstændig galimatias at skabe usikkerhed om beboernes boligsituation, når det nu overhovedet ikke er nødvendigt. Jeg forstår ikke, at SF og Socialdemokratiet i Folketinget har bakket op om denne lov, siger Karina Vestergård Madsen.

Borgmesteren peger på, at det ikke er nødvendigt at frasælge boligblokke, fordi regeringens krav om færre familieboliger blandt andet kunne nås ved at ommærke boligerne til andre almene boligtyper, som beboerne også ønskede sig. Derfor er Karina Vestergård Madsen også utilfreds med Bo-Vitas manglende inddragelse af beboerne:

– Jeg forstår ikke, hvorfor Bo-Vita ikke lytter til beboerne, når der er andre løsninger at gøre brug af. Boligselskabet burde være på beboernes side i denne sag. Lige nu oplever vi massive problemer i forbindelse med skruppelløse investorer som Blackstone, der opkøber private udlejningsejendomme og sender huslejen på himmelflugt. Det er mig en gåde, hvorfor et alment boligselskab nu ønsker at sælge en del af boligforeningen til private investorer, siger Karina Vestergård Madsen.

Enhedslisten vil i forbindelse med den politiske behandling stemme imod planerne om et frasalg. Men samtidig vil partiet forsøge at få de andre partier med på en såkaldt protokolbemærkning, hvor Teknik- og Miljøudvalget opfordrer Bo-Vita til at pålægge køberen af ejendommene huslejeregulering og huslejekontrol med indgåelsen af en såkaldt servitut.

– Enhedslisten er på beboernes side i Mjølnerparken. Desværre kan vi formentlig ikke skaffe flertal for at ignorere det urimelige krav fra Christiansborg om dette voldsomme indgreb i beboernes liv, hvor man fratager beboerne deres hjem. Men der burde være bred politisk opbakning til at opfordre Bo-Vita til at sikre, at der bliver tale om private udlejningsboliger med en rimelig husleje som også pædagogen, sygeplejersken og SoSu-assistenten kan betale, siger Karina Vestergård Madsen.

En udregning fra Teknik- og Miljøforvaltningen viser, at det vil koste op mod 510 mio. kr. erstatte de 228 boliger med nye almene boliger. Heraf står kommunen for næsten 51 mio. kr.. Udviklingsplanen lægger også op til at frasælge yderligere 28 almene ungdomsboliger. Prisen for at erstatte disse vil være over 32 mio. kr., heraf 3,2 mio. kr. for kommunens vedkommende.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til emnet mandag d. 27. maj. Indstillingen kan læses her: https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/27052019/edoc-agenda/26d09d24-5d5b-4e4f-9aac-2a9e8990fea7/809e6333-5486-4f8a-ab47-bca0fd13ac84