Forebyggelse af vold og bandekriminalitet

Af Klaus Goldschmidt Henriksen og Line Barfod, kandidater for Enhedslisten til kommunalvalget i København

Bragt i Information d.27/8 2021

Et overlagt mord på en helt ung mand på Christiania og et umotiveret knivoverfald på en 58-årig nørrebrobeboer har igen sat fokus på den ekstreme vold.

Vi kender ikke de detaljerede omstændigheder omkring – eller gerningsmændene til – de to tragiske begivenheder. Men det er næppe tilfældigt, at de finder sted i to områder, hvor bl.a. HA og LTF har et stærkt fodfæste.

Det er oplagt, at en kontrolleret legalisering af hash ville fjerne en meget stor del af det økonomiske grundlag for den organiserede kriminalitet på bl.a. Christiania og Nørrebro. Og det har Københavns Kommune også flere gange foreslået Christiansborg. Men hidtil uden held.

Legalisering af hash eller ej, så skal der gribes ind overfor den organiserede kriminalitet i bander og gadegrupperinger. Det ligger lige for at kræve flere konsekvenser, hårdere straffe osv., for at imødekomme den frustration og følelse af magtesløshed overfor volden, som mange føler. Men det er imidlertid afprøvet igen og igen uden den ønskede effekt.

Når der er tale om knivstik, skyderier og anden vold er det selvfølgelig politiet, der skal gribe ind og gøre hvad de kan for at opklare forbrydelserne.

Politiindsatsen skal imidlertid suppleres af en målrettet social indsats mod kriminalitet, hvor vi med opdragelse, konsekvent og hurtig indsats, intensivt arbejde i familierne osv. tager fat på unge, der er kommet i en dårlig udvikling, og insisterende får dem tilbage på sporet. Der er brug for nærpoliti i de enkelte bydele, der kender de unge og lokalmiljøerne, som i kombination med kommunens gadeplansmedarbejdere, kan skabe tryghed på gaden.

Hvis vi skal forebygge kriminalitet, skal vi forstå vejene dertil.

Erfaringer og forskning fra Danmark og udlandet peger entydigt på, at en bred og sammenhængende forebyggende indsats for inklusion og medborgerskab på flere niveauer er vigtig for at stoppe fødekæden til voldelige kriminelle miljøer.

Basis i denne forebyggelse er skabelsen af sammenhængskraft i samfundet, så alle borgere kommer med i fællesskabet.

En stigende ulighed har skabt en underklasse af borgere udenfor arbejdsmarkedet, som lever i overfyldte boliger i udsatte boligområder. Mange er fra etniske minoriteter, og en del af de unge føler sig udenfor det danske samfund, og at Danmark ikke vil dem.

Når de unge ikke kan få deres liv til at hænge sammen og føler sig ekskluderet, så reagerer mange ved indadvendt selvskade, hashrygning osv., andre mere udadvendt med kriminalitet. Nogle gør begge dele. De udvikler modkulturer eller et ’modborgerskab’ og føler ikke, at samfundets normer angår dem. De er ligeglade.

Når højrefløjen og Socialdemokratiet derudover bruger mange anledninger til i flæng at udskamme hele befolkningsgrupper og boligområder gennem en generel og stemplende snak om ’parallelsamfund’, ’ghettoer’, ’huller i danmarkskortet’, ’ikke-vestlige indvandrere’, ’muslimer’, ’unge indvandrere der skaber utryghed på S-togsstationer’ osv. fremmer det også de unges følelse af at være uden for det gode selskab. En hård ‘dem og os’ retorik i forhold til f.eks. ‘muslimer’, bekræfter de unge i ikke at tilhøre det fælles samfund. Det kan være med til at skubbe nogle unge ud i de marginaliserede og kriminelle miljøer med en lav voldstærskel, og det kan også gøre det lettere for agitatorer at vinde dem for radikal islamistisk retorik.

Når de samtidig oplever ghettolovgivning med et særligt fokus på etnicitet og med juridiske dobbeltstandarder, er de lette ofre for argumenter om et Danmark, der ikke er interesseret i at inkludere muslimer som medborgere.

I stedet skal vi som samfund vise, at vi vil rumme alle medborgere, og at det er selve livsnerven i et demokratisk og tillidsfuldt samfund, at der er sammenhængskraft på tværs af befolkningsgrupperne.

Der kan arbejdes med sammenhængskraft, inklusion og medborgerskab på flere måder.

Alle unge skal have mulighed for at forsørge sig selv og at få en bolig, de kan betale. Der skal lægges vægt på at skabe nye regulære job til ufaglærte og kortuddannede unge, fx servicejob i det offentlige, job i transport-, miljø- og klimasektoren, boligsektoren m.m. og på det private område indenfor fx reparation, genbrug og hjemmeservice.

De unge skal have mulighed for at trænge igennem i en demokratisk, offentlig debat og blive hørt. De skal inviteres ind i demokratiske processer i lokalområdet, og politikere skal møde de unge, lytte og tale med dem og tage deres indlæg alvorligt.

Vi skal også som samfund konsekvent have fokus på, at der ikke må være diskrimination mod unge fra etniske minoriteter. I det offentlige rum, i byen lørdag aften, i klasselokalet på folkeskolen eller i gymnasiet, hos sagsbehandleren eller hos politiet.

En god vifte af velfærdsordninger har stor betydning i forebyggelsen. Det gælder en god sundhedspleje, der kommer rundt til alle familier, daginstitutioner, der giver børnene et godt afsæt i deres opvækst, og klubber og væresteder, der kan give dem ordentlige tilbud i deres fritid.

Skolen er også uhyre central. En stor gruppe drenge fra de etniske minoriteter kommer i dag ikke videre fra folkeskolen, så det er af største betydning, at skolen kan give dem et sikkert fundament for deres uddannelse og arbejdsliv.

Det boligsociale arbejde er blevet nedprioriteret gennem mange år. Der er derfor stort behov for en udbygning af det boligsociale arbejde, der fortsat i stort omfang bør være styret af de almene boligorganisationerne og beboerne i de berørte områder.

Den brede forebyggelse forudsætter en systematisk inddragelse af civilsamfundet. Her har civilsamfundets mange foreninger, beboerorganiseringer og lokalt kultur- og idrætsliv en stor rolle at spille.

Der kan også skaffes gode rollemodeller i lokalområdet ved at sikre, at de velfungerende ’storebrødre’, som har taget en uddannelse, er kommet i arbejde og er velintegrerede, fortsat kan have en attraktiv bolig i lokalområdet.

Forebyggende, sociale indsatser har haft gode resultater med at få de unge væk fra kriminalitet. Det er en vigtig grund til, at kriminaliteten er faldet markant, også i udsatte boligområder.

Hele indsatsen må hvile på klare værdimæssige præmisser. Udgangspunktet er, at børn og unge, der er på vej ud i kriminalitet, skal opdrages og hjælpes ind på et andet spor. Der er børn og unge, der er omsorgssvigtede og udsatte, så samfundet må gribe ind og give dem tætte, trygge, og strukturerede rammer og voksne, der vil og tør opdrage dem og samtidig give dem en stærk følelsesmæssig omsorg.

Indsatsen over for unge på vej ud i kriminalitet, skal være konsekvent. Det skal ikke forstås som ’konsekvens’ i betydningen ’straffende’, som højrefløjen kræver. Men vi skal konsekvent gribe ind, når det er nødvendigt.

Indsatsen skal også være hurtig. Det er af stor betydning at handle hurtigt, fordi de unge ikke kan overskue et langt forløb med tomgang og ventetider.

Et tæt familiearbejde, der rykker helt ud til de mest udsatte familier og forpligter dem til at medvirke, er afgørende for at forebygge kriminalitet.

Hvis vi vil volden til livs, er vi altså nødt til at handle klogt. Det betyder, at vi både skal tænke i forbyggende indsatser for at stoppe rekrutteringen til de kriminelle miljøer og samtidig være konsekvente og hurtige i vores indgriben overfor den organiserede kriminalitet.