Folketingets ghettoaftale rammer København hårdt

København risikerer at miste op imod 3.700 gode, billige almene familieboliger som konsekvens af ghettoaftalen

Regeringens ghettoaftale med SF, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet betyder, at København fremover har to såkaldte ”hårde ghettoer”, hvor andelen af almene familieboliger skal nedbringes til maksimalt 40 pct. Samtidig er yderligere syv almene boligområder blevet stemplet som ghettoer. Hvis ikke udviklingen vendes i disse boligområder i løbet af de kommende 2-3 år, bliver de også automatisk betegnet som hårde ghettoer med krav om, at andelen af almene familieboliger også her bliver nedbragt til max 40 pct. Samlet set betyder det, at hovedstaden i løbet af få år risikerer at miste 3.700 gode, billige familieboliger, der ikke umiddelbart kan erstattes, da nye almene boliger nødvendigvis vil have en højere husleje på grund af grundpriserne i København. I aftalen peges på, at det kan ske ved at sælge de almene boliger, rive nogle af dem ned eller bygge nye privatejede boliger. I København vil teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) dog forsøge at bevare så mange af boligerne som almene.

”Boligpriserne i København er på himmelflugt. At et bredt flertal i Folketinget med SF og Socialdemokratiet i spidsen er parate til at ofre 3.700 billige boliger til socialt udsatte og mennesker med almindelige indkomster er mig fuldstændigt ubegribeligt. Der er tale om værdier som ejes af kollektivet, som er i fare for at blive foræret til enkeltpersoner. Jeg vil arbejde for at bevare de kollektive værdier i de almene boligselskaber i videst muligt omfang ved at opfordre til at omdanne dem til ungdomsboliger, plejeboliger og seniorbofællesskaber frem for at sælge ud,” siger Ninna Hedeager Olsen.

København har i dag et mål om, at 20 pct. af byens boliger skal være almene. Hvis mange af boligerne i de nyudpegede ghettoområder ender med at blive revet ned eller solgt som ejerboliger, skal der i de kommende år endnu mere fart på byggeriet af almene boliger. Ninna Hedeager Olsen mener derfor, at Borgerrepræsentationen må tænke nyt.

”Vi kan stille krav om almene boliger i vores nye lokalplaner. Desværre bliver kravet ikke altid benyttet, da nogle partier på rådhuset ser de almene boliger som et problem. Det er jeg ikke enig i. Hvis vi stiller krav om en variation i udbuddet, så der også er almene boliger til eksempelvis ældre og studerende, så sikrer vi samtidig en varieret beboersammensætning. Samtidig må vi prøve at sikre nye billige almene familieboliger ved at bygge mindre boliger med bedre fællesarealer,” siger Ninna Hedeager Olsen.

I Københavns Kommune har et bredt flertal sidste år vedtaget en ny politik for arbejdet med at løfte byens udsatte byområder ved hjælp af indsatser med evidens for effekt. Det betyder, at man investerer i at forbedre boliger og udeområderne, mens boligområderne bindes bedre sammen med den omkringliggende by med god infrastruktur. Samtidig arbejdes målrettet med at løfte områdets beboere ved at styrke daginstitutioner, folkeskoler og ved hjælp af sociale indsatser, påpeger Ninna Hedeager Olsen:

”I København er vi selvfølgelig nødt til at rette os efter landets lovgivning. Derfor skal vi selvfølgelig også efterleve de krav, som aftalen stiller til vores fremtidige arbejde med at løfte de udsatte byområder. Men jeg håber, at det brede flertal i København vil gøre hvad de kan for at afbøde Folketingets ødelæggende aftale ved at fortsætte det konstruktive samarbejde med den almene sektor om at løfte vores udsatte boligområder gennem investeringer i bedre boliger, infrastruktur og sociale indsatser.”

Københavns 7 ghettoområder og to hårde ghettoer har samlet set knap 19.000 beboere. Regeringen arbejder på flere områder på at skaffe flertal for at lade særregler gælde for beboerne i disse områder. Også det møder kraftig kritik fra Ninna Hedeager Olsen.

Fakta
København har med aftalen mellem regeringen Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti fået 2 hårde ghettoer, syv ghettoer og et udsat boligområde. Områderne er:

  • Hårde ghettoer: Tingbjerg/Utterslevhuse og Mjølnerparken
  • Ghettoer: Bispeparken, Gadelandet/Husumgård, Aldersrogade, Lundtoftegade, Sjælør Boulevard, Degnegården mv. og Hørgården
  • Udsatte boligområder: Stærevej mv.