Ninna Hedeager Olsen. Teknik- og miljøborgmester for Enhedslisten i København. Medlem af Teknik- og miljøudvalget og Økonomiudvalget.

Færre biler er en del af en grønnere by

I København har vi netop underskrevet en bred budgetaftale. For at fremme den grønne omstilling er vi enige om, at det skal koste mere at parkere sin bil i byen. En væsentlig prisstigning skal blandt andet få flere københavnere til at overveje, om de med fordel i stedet kan gøre brug af delebilsordninger, som typisk erstatter fem til ti private biler.

Det er under hver tredje husstand i København, der har bil til rådighed, og op mod hver fjerde bil holder stille mandag til fredag i brokvartererne. Det viser for mig, at det langtfra er alle københavnske børnefamilier, der er afhængige af bilen for at få hverdagen til at hænge sammen. I København cykler 62 pct. heldigvis til og fra arbejde og uddannelse, så langt størstedelen klarer sig fint med den tohjulede.

Jeg anerkender, at nogle kan have brug for en bil for at få hverdagen til at hænge sammen, men hvis vi vil den grønne omstilling, er vi nødt til at dreje på de håndtag, som får flest muligt over i de grønne transportmidler.

Ønsker man en garanteret parkeringsplads, er der private p-huse i byen, man kan gøre brug af. Det overrasker mig, at Konservatives Jakob Næsager mener, at det er kernevelfærd at sørge for parkeringspladser til spotpris. I andre sammenhænge bruger de Konservative vist ordet »opgavetyveri« om den slags. I Enhedslisten mener vi, at kommunen skal nøjes med at yde pasningsgaranti til børn og ikke til biler.

Næsager harcelerer over, at elbilejere i København nu skal betale hele 200 kroner om året for en beboerlicens. Lidt uforståeligt, for med den nye budgetaftale kan elbiler parkeres gratis i København.

Eneste ekstra fordel ved en beboerlicens er muligheden for at parkere i vores underjordiske parkeringsanlæg.

Parkeringspladser som koster op mod 1 million kroner pr. styk at etablere. I den sammenhæng er 200 kroner om året et ret symbolsk beløb i mine øjne. Men sådan ser de Konservative og Enhedslisten jo så forskelligt på, hvad chikane af bilister egentlig er.

Trykt i Berlingske 9/10-19

Blogger: