Enhedslisten: København skal ud af Kommunernes Landsforening

Pressemeddelelse d. 14.11.2017:
TV2 viste i går aftes et KL der er præget af en rådden kultur, massivt pamperi og en mildest talt lemfældig omgang med skatteborgernes penge. Det er ikke noget København bør være en del af.

KL har mistet sit fokus og eksisterer mere for KL og til at være statens forlængede arm end for medlemskommunerne. Og ikke for den befolkning, der betaler gildet.

Ninna Hedeager Olesen, borgmesterkandidat for Enhedslisten i København, siger:

– Det er helt enkelt for Enhedslisten – København skal ikke lægge navn og penge til et sådan fortagende. Fællesskabets penge skal bruges til velfærd. Ikke til kaviar og luksushoteller.

– KL forsvarer ikke længere kommunernes frihed og det kommunale selvstyre. De gør bare, hvad staten siger. Deres velfærdspolitik er helt på linje med Finansministeriets. Det handler om at spare og skære ned og muligheden for offentlige investeringer findes ikke hos dem.

– Lærerkonflikten i 2013 viste tydeligt, at KL er statens forlængede arm. Og pamperisagen siger alt om de tykke murer på de dyre adresser og at det ikke er befolkningens interesser der varetages. Derfor bør København forlade KL, hellere i dag end i morgen.